Beit Aviv

Udgivet den 01/02/2011 af davis.zivadinovic

Bragt i IV nr. 1 – februar 2011

Jane_KielJane Kiel

Mit navn er Jane Kiel

 

Efter at have været turist i Israel et utal af gange, så er jeg nu volontør på hjemmet Beit Aviv i Jerusalem.

 

BEIT AVIV
 – Stedet består af 2 huse, hvor der bor 7 autistiske voksne hvert sted, 2 kvinder og 5 mænd. Hver morgen skal de hjælpes i bad og i tøjet, nogle kan det meste selv, andre skal hjælpes til det hele. Efter morgenmaden bliver de kørt i bus til et værksted, hvor de er sammen med andre autistiske voksne fra hele byen. Vi skal følge dem til stedet og bliver derefter kørt hjem igen.

Kl. 15.30 serveres te og sandwiches til beboerne, som da kommer hjem. De bliver i øvrigt kaldt “friends”. Når de ankommer, kører det hele i faste rutiner. De bliver budt velkommen hjem, får medicin, der laves øvelser med dem, de spiser og så får de alle atter et bad.
 Herefter beskæftiger vi dem med forskelligt eller hjælper dem med øvelser, da de er meget forskellige og kan mange forskellige ting. En af mændene er enormt god til at lægge puslespil, han har lavet 4 med 1000 brikker hver, han er imponerende at studere, når han arbejder.
 Så spiser vi aftensmad, og der skal igen gives medicin, og senere lægges de i seng, så vagten slutter kl. 21. I weekenden arbejder man fredag og lørdag i 12 timers vagt hver dag hvor vi fejrer Shabbat, ofte med besøg af nogle forældre, og det er altid en festlig oplevelse.

 

Jeg har ingen erfaring i at arbejde med autister, og i starten studerer og observerer man bare det hele, inden man får lov at arbejde med. Langsomt føres man ind i det hele. Hver af de 7 beboere skal “tages” på sin helt egen måde, nogle får anfald, som skal håndteres, andre kan pludselig blive voldelige, så det har været udfordrende at lære dem at kende på sin helt egen måde.

 Når man hjælper andre voksne mennesker med personlig pleje, så kommer man helt automatisk tæt på dem og kommer til at holde af dem, og det har været skønt at opleve. Lille Tamara, som jeg altid har på mine vagter kan genkende mig, og hun kommer ofte hen og vil bare holdes om, hun følger mig rundt nu og vil bare have nærvær.

 

Udgivet i Artikler | Tagget | Kommentarer lukket til Beit Aviv

Del 3 – Guds pagter med Israel

Udgivet den 03/01/2011 af davis.zivadinovic

af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Fra Israels Vægter nr. 1, 2011

Hvis man teologisk skal begrunde det jødiske folks udvælgelse og ret til landet Israel, er de
bibelske pagter kernestof. Det er derfor vigtigt netop at studere den bibelske pagtteologi.
Jeg har udarbejdet et studiemateriale om emnet Guds pagter med Israel til brug i fx
cellegrupper og bibelstudiekredse, men selvfølgelig kan det også anvendes til selvstudium.Emnet er inddelt i fem lektioner, som vil blive bragt i de kommende numre
af Dansk-Jødisk Venskabs blad med en lektion pr. bladudgivelse.

 

 

 

 

 

3. lektion: 
Pagternes indbyrdes relationer
(de to første stod i Israels Vægter nr. 5 og 6 2010)

I de to foregående lektioner, som har været bragt her i bladet, har vi set på de løfter, som pagterne indeholder. Det fremgår tydeligt, at der er en indholdsmæssig kontinuitet imellem pagterne. Gud er ikke lunefuld, han ændrer ikke mening undervejs i sin frelsesplan med Israel og med verden. Gud opretter ikke en pagt for at ophæve en anden. Gud er trofast over for sit Ord for at opfylde det.

Følgende skema viser kontinuiteten imellem pagterne, ved at vi fokuserer på to centrale løfter: Herren vil være folkets Gud og løftet om landet, som findes i alle fire pagter.

Herren vil være folkets Gud Landløftet
Abrahamspagten 1.Mos.17,7 & 1.Mos.17,8
Sinajpagten 2.Mos.19,5-6 & 5.Mos.11,18-25
Davidspagten 2.Sam.7,24 2.Sam.7,10
Den nye Pagt Jer.31,33. & Jer.32,40-41 & 1.Kor.11,25-26 & 1.Kor.11,25-26

Uddybning af skemaet
Det følgende vil være en fremstilling af nogle vigtige konklusioner, vi på nuværende tidspunkt af bibelstudiet kan drage:
1. At de to løfter findes i alle fire pagter, som Gud har oprettet med Israel, viser, at der ikke er tale om fire forskellige pagter, der afløser hinanden. Der er snarere tale om en stadfæstelse af den pagt, Gud indgik med Abraham og hans efterkommere.

2. Pagten med Abraham er grundlaget for Israels udvælgelse som Guds folk. Meningen med betegnelsen ’Ny Pagt’ hos Jeremias og i Det nye testamente er ikke, at den sætter pagten med Abraham ud af kraft. Det er vigtigt at understrege, at Den nye Pagt, som nævnes i Jeremias 31, 31 korresponderer med den pagt, som Jesus opretter i forbindelse med sit sidste måltid med disciplene, som er det jødiske påskemåltid, pesach. Også her findes landløftet, når Paulus skriver, at nadveren skal udføres ”indtil han kommer” (1. Korintherbrev 11,25-26), dvs. indtil Jesus kommer tilbage til Oliebjerget i Jerusalem, som forudsagt i Apostlenes Gerninger 1, 6-13 og Zakarias 14, 4.
Ny pagt betyder derfor ikke en radikal ny, anderledes pagt, men snarere en fornyelse og bekræftelse af en allerede eksisterende pagtsrelation mellem Gud og Israel. Ny, chadash på hebraisk, har betydningen af fornyelse. Og nu en fornyelse, der også inkluderer folkeslagene ved tro på Kristus ”for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus” (Galaterbevet 3, 14).

3. Guds løfter til Israel er derfor også evige (fx 1. Mos. 17,7; Jer. 31, 35-37).

4. Skemaet viser, at der aldrig har eksisteret nogen udvælgelse af Israel uden landløftet. Når folket er udvalgt, er landet det også, derfor må vi forstå det, der sker i Israel i dag, i lyset af Bibelens profetiske ord. Eksempel: Siden Sovjetunionens opløsning og jerntæppets fald er mere end en million russiske jøder immigreret til Israel. Dette er en begyndende opfyldelse af Jeremias 16, 14-15 og 23, 7-8.

5. Pagterne er tilknyttet hinanden på den måde, at Sinajpagten, Davidspagten og Den nye Pagt uddyber forskellige løfter i Abrahamspagten. Det vil sige, at løfterne uddybes og bliver stadig rigere opfyldt. Gud er en vidunderlig Gud, hans velsignelse er lige så uendelig som han selv. I Sinajpagten får løftet om efterkommere, og at Herren vil være Gud for dette folk, langt større fylde end i Abrahamspagten. Vi har allerede set, at Israel er en dyrebar skat for Gud, de skal være ” et rige af præster og et helligt folk” (2. Mosebog 19, 6). Dette løfte skal fuldt ud realiseres, når Gud ved sin Ånd skriver loven på folkets hjerter, som Den nye Pagt lover skal ske.
I Davidspagten er kongeløftet i centrum (2. Samuelsbog 7, 16-17) og får langt større fylde end i Abrahamspagten, hvor Gud ”kun” siger til Abraham, at konger skal nedstamme fra ham. Løftet om en konge, hvis kongedømme skal stå fast til evig tid, opfyldes i Jesus Messias.
At løfterne stadig bliver rigere opfyldt igennem frelseshistorien, skal vi vende tilbage til i 5. lektion, hvor vi specielt vil fokusere på menighedens meddelagtighed i Israels udvælgelse og derfor medandel i Guds løfter til Israel.

 

Overvej i lyset af denne lektion betydningen af Jesu ord i Johannesevangeliet 4,22 og Paulus’ ord i Romerbrevet 9, 4-5.

 

Uddybning af princippet: Løfterne bliver stadig rigere opfyldt

Eksempel: Landløftet

I Rom. 4,13 henviser Paulus til løftet givet til Abraham: ”Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro”.
Paulus bruger ordet ’verden’, på græsk, Ny Testamentes grundsprog, står der ’kosmos’. Paulus peger på, at landløftet i sin endelige opfyldelse i Gudsriget sigter på verden underlagt Guds Søn, Jesus. Hos profeterne i Det gamle Testamente kommer denne sandhed mange gange til udtryk, fx Esajas 55, 3-5, hvor Gud siger, at Messias’ herredømme over folkene er et direkte resultat af løftet givet til kong David. I Salme 2,8 står der: ”Bed mig, og jeg giver dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Den, Gud her taler til, er kongen, Messias, Guds salvede, indsat på Zions bjerg i Jerusalem. Der kan ikke være tvivl om, at det er denne sammenhæng Paulus tænker på, når han siger, at Abraham skal arve verden.
Paulus ophæver selvfølgelig ikke hermed Guds løfte til det jødiske folk om konkret at give dem landet Israel til evig ejendom. Paulus ophæver ikke landløftet, han stadfæster det, for parallelt med løftet om verden

Overvej i lyset af ovenstående
disciplenes spørgsmål og Jesu svar i Ap.Ger. 1, 6-8.
Udgivet i Artikler | Tagget , | Kommentarer lukket til Del 3 – Guds pagter med Israel

DJV’s støtteprojekter

Udgivet den 13/07/2010 af davis.zivadinovic

af Cecilie & Jeremy Longfiled

Fra Israels Vægter nr, 4, 2010

Cecilie og Jeremy Longfield er DJVs repræsentanter i Israel. Her vil de kort berette om to af de projekter i Israel, som støttes af Dansk-Jødiske Venskab.

De skriver:
For nylig har DJV modtaget to større donationer til to af de organisationer som Dansk-Jødisk Venskab støtter, nemlig Orr Shalom og One Family. Gaverne er blevet brugt til at dække specifikke behov.

I det følgende vil vi kort fortælle lidt om de to organisationers arbejde samt hvordan de ovennævnte gaver har fået lov til at være til ekstra velsignelse.

Vi begynder med Orr Shalom.

Orr Shalom
Organisationen Orr Shalom blev født i 1980, da et ægtepar så et behov for en mere radikal tilgang i Israel, når det gjalt omsorgen for udsatte børn og unge som var fjernet fra deres hjem. På den tid brugte man at anbringe disse børn og unge i store ungdomslandsbyer, men dette ægtepar tog initiativ til at tage vare på 10 børn i deres hjem og på den måde skabe en mere ”hjemlig” løsning. Dette blev Orr Shaloms første hjem for en terapeutisk familiegruppe.

I dag er Orr Shalom Israels største non-profit organisation i arbejdet for udsatte børn og unge som er fjernet fra deres hjem, og de varetager i alt 1300.

Organisationens vision er at gøre det muligt for udsatte børn og unge at opdage deres individuelle potentiale samt deres rettighed til at vokse op elskede, beskyttede og respekterede i en positiv familiestruktur.

Orr Shaloms arbejde har i dag mange grene, men hjemmene for terapeutiske familiegrupper er stadig en vigtig del af deres arbejde og Dansk-Jødisk Venskab støtter to af disse hjem. Hver af hjemmene huser 7-11 børn i alderen 6-18 og ledes af et ægtepar som bor i huset sammen med børnene og fungerer som hjemmets forældre. Derudover er der til hvert hjem tilknyttet en psykolog, en social arbejder, en akademisk tutor? samt andre støttende rådgivere. Formålet med disse hjem er at give børnene en mulighed for at leve i et støttende miljø, hvor man forsøger at give dem en chance for en bedre fremtid.

I forbindelse med tre af de store jødiske højtider samt sommerferien, lukker man hjemmene for at give personalet et pusterum. I disse perioder er det muligt for nogle af børnene at være hos deres biologiske familie, men for andre er dette ikke en mulighed. Nogle af dem er forældreløse, mens andre kommer fra dysfunktionelle hjem præget af vold og misbrug.

For disse børn og unge arrangeres der særlige lejre, hvor de kan få den støtte og omsorg de han brug for og hvor de er omgivet af professionelt personale som bevarer kontakten og følger op på børnene efter lejrens afslutning.

De to hjem, som DJV allerede støtter med månedlige bidrag, blev meget overvældede over denne uventede ekstra gave, og begge hjem besluttede sig for at bruge gaven til en en-dags familietur, nyt tøj til alle børnene samt hjælp til at sende nogle af børnene på Orr Shaloms sommerlejr.

Cecilie samen med Lisa Gann, vicepræsident i One Family Fund

One Family Fund
En 12årig pige var ved at forberede sig på at fejre sin Bat Mitzvah, da en bombe sprang i Jerusalem og dræbte 15 mennesker og sårede 130. Grundet sorgen over denne hændelse, aflyste den 12årige pige sin fest og i stedet ønskede hun at pengene til festen, samt de gaver som familie og venner ellers ville have givet hende, skulle gå til at hjælpe terrorangrebets ofre.

Dette blev startskuddet på One Family, som blev etableret af pigens familie og som idag yder daglig hjælp til tusinder af terrorofrer over hele Israel.

One Familys mission er at yde finansiel, juridisk og psykologisk støtte på et personligt plan.

Organisationen har et ønske om at være det familiemedlem som ethvert offer ville ønske det havde: lyttende, givende alt efter behov og en vedvarende ubetinget personlig kontakt.

Sidst, men ikke mindst, ønsker One Family også at være et forum, hvor ofre kan hjælpe hinanden, lære af hinanden og styrke hinanden.

Organisationen har en ungdomsgren, hvor en af hovedaktiviteterne er afholdelsen af tre årlige lejre, hvoraf sommerlejren som strækker sig over 7 dage er den længste.

Ca. 300 børn fra alderen 10-16 deltager, omgivet af trænet personale, hvoraf mange selv er terrorofre og derfor har en særlig forståelse for børnenes unikke situation.

Med lejrene ønsker man at skabe en kontinuitet og stabilitet i børnenes liv, ved at være med til at give dem en pause fra den angst de dagligt lever med. Ved at give plads til frihed kombineret med personlig støtte er det også målet at være med til at opmuntre børnene til at udforske nye venskaber med andre børn som har haft samme oplevelse og dermed kan vise en unik forståelse som ingen andre formår.

I løbet af lejrene foregår der en masse aktiviteter med indbyggede terapeutiske elementer, og derudover gives der megen plads til individuelle samtaler såvel som for gruppesamtaler med den hensigt at hjælpe børnene med at udtrykke og bearbejde deres smerte.

Med den gave som er kommet ind til One Family er det muligt for DJV at sende 5 børn på sommerlejr.

Der lyder en hjertelig tak fra både Orr Shalom og One Family!

Med ønsket om Guds fred samt en velsignet og solrig sommer!

Jeremy og Cecilie

 

Udgivet i Artikler | Tagget | Kommentarer lukket til DJV’s støtteprojekter

Jødisk Kristen påske

Udgivet den 03/03/2010 af davis.zivadinovic

af Eva Ravn Møenbak

Israels Vægter nr. 2, 2010

I disse dage fejres både den jødiske og den kristne påske. Nadveren, det måltid, som Jesus indstifter Skærtorsdag, indfletter han i det påskemåltid, som var og er i jødedommen. Jesu disciple, som alle var jøder, kendte og elskede dette festmåltid. I Lukas-evangeliets påskeberetning siges det, at Jesus glædede sig til at fejre dette måltid med disciplene (Lukas 22, 15). Og det er netop grundtonen i den jødiske påske, der fejres til minde om den begivenhed, der er helt afgørende i jødisk historie: Guds udfrielse af sit folk fra slaveriet i Ægypten, som vi kan læse om i 2. Mosebog 12.

Man kan drage rigtig mange paralleller mellem den jødiske og den kristne påske, og det er jo ikke så mærkeligt, fordi den jødiske påske historisk set ligger til grund for den kristne. Jeg skal blot i det følgende pege på nogle enkelte elementer, der kan kaste lys over den kristne påske.

Forberedelserne
Til enhver god fest, er der mange forberedelser, det er der også til påske. I Markus-evangeliet 14, 12-25 understreges det hele tre gange, at der er forberedelser, der skal gøres til festen, og at Jesus allerede har sørget for plads til disciplene. Et stort rum er gjort klar med hynder (vers 15). Referencerammen er tydelig jødisk, det er nemlig kun frie mennesker, ikke slaver, der kan sidde mageligt med hynder og indtage måltidet, som der står i den jødiske påskeberetning, Haggadah: ”Denne aften er vi alle tilbagelænede”. Det er selvfølgelig ikke kun evangelierne i Det ny testamente, der kender til den jødiske påske, det gør fx Paulus også, når han i 1. Korintherbrev 5, 7 henviser til fjernelse af alt syret brød i jødiske hjem dagen før, påskefesten begynder. Det syrede og hele gæringsprocessen har med forrådnelse og opløsning at gøre, og er et symbol på synden. Det er hele denne jødiske forståelse, Paulus refererer til, når han skriver: ”Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej”.

Ihukommelse
Der er ifølge jødisk fortolkning tre store temaer i påskefejringen: Ihukommelse, fællesskab og fornyelse. Folket skal minde sig selv og hinanden om Guds udfrielse af folket fra slaveriet. Men udfrielsen er ikke kun en fortidshandling, den skal genopleves og modtages igen og igen som en levende virkelighed. Derfor skal forældrene svare deres børn, når de spørger, hvorfor der fejres påske: ”Det er på grund af det Herren har gjort for mig, da jeg drog ud af Ægypten” (2. Mos. 13,8). Det er det samme element af ihukommelse, vi har i nadveren. Vi ihukommer Herrens frelse og udfrielse af os som en levende, virkende realitet, som vi har brug for at modtage igen og igen som en kontinuerlig fornyelse.

Påskelammet
På det jødiske påskebord er der foruden de usyrede brød også symbolske retter og et kødben til minde om påskelammet, som blev slagtet i templet i Jerusalem. Familierne fik det med sig tilbage, så de kunne tilberede det og spise det sammen. I dag slagter jøderne ikke lam til påske, for det kan kun ske i Templet i Jerusalem, og det blev ødelagt i år 70 af romerne. Ifølge 2. Mos. 12 skulle israelitterne slagte lammet og tage noget af blodet og stryge det på dørstolperne og overliggeren i deres huse. ”Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer” (vers 13). Blodet peger hen på pagtsblodet, der frelser. Denne begivenhed har givet navn til den jødiske påske, som hedder Pesach, og som betyder ”går forbi”. I 1. Korinterbrev 5,6 skriver Paulus: ”Også vort påskelam er slagtet, Kristus”. Det kan Paulus skrive, fordi det var sådan Jesus forstod sin død, da han under måltidet siger de overraskende ord: ”Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange” (Markus 14,24).

Frelsens og velsignelsens bæger
Det sidste element på påskebordet, som her skal kommenteres, er vinen. I nadverteksten hos Markus 14, 22 står der, at Jesus tog et bæger, takkede, dvs. at Jesus sagde den jødiske lovsigelse over vinen, hvorefter han gav bægeret til disciplene. I 1. Korinterbrev 11, 25 kommer en vigtig detalje med: Jesus tager bægeret efter måltidet. I forbindelse med det jødiske påskemåltid drikkes der fire bægre vin, hvoraf de to drikkes efter måltidet. De fire bægre vin symboliserer Herrens fire frelsende handlinger for sit folk, som beskrives i 2. Mos. 6,6-7:

•  Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet
•  Jeg vil befri jer fra trældommen
•  Jeg vil udfri jer med løftet arm
•  Jeg vil tage jer til mig som mit folk

Det er ikke et tilfældigt bæger, Jesus tager, det er et ganske bestemt bæger vin, det tredje, som drikkes lige efter måltidet. Om det bæger siger Jesus: ”Dette er mit blod, pagtsblodet”. Det er med ihukommelsen af Herrens mirakuløse udfrielse af sit folk igennem det Røde Hav, at dette bæger drikkes. I jødisk tradition kaldes dette 3. bæger for frelsens og velsignelsens bæger. Det er netop også hvad Paulus kalder det i 1. Kor. 10, 16. Jesus forbinder dette bæger med sin forsoningsdød, som udfrier os fra mørkets og dødens magt – for han blev ikke i graven, han opstod.

Der er virkelig grund til, at vi ønsker hinanden:

Glædelig Påske! Chag sameach!

Udgivet i Artikler | Kommentarer lukket til Jødisk Kristen påske

Bøn for Israel

Udgivet den 09/06/2009 af davis.zivadinovic

af Eva Ravn Møenbak

Fra Israels Vægter nr. 4, 2009

DJVs formand orienterer om bedemøder for Israel

Eva Ravn Møenbak orienterer om bedemøder for Israel

Igennem hele Bibelen lyder der en stadig opfordring til bøn og forbøn, specielt for Israel, Jerusalem og det jødiske folk: ”I, som påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden” (Es. 62,6-7). Og Salme 122, 6 siger det kort og godt: ”Bed om fred for Jerusalem”.

I den jødiske bønnebog, Siddur, kan man læse en bøn for staten Israel, der bedes som morgenbøn til sabbat og festdage. Denne bøn bedes med henvisning til Moses lære og Torahen, hvor Gud lover at bringe sit folk tilbage til ”det land dine fædre besad, og Han vil gøre godt imod dig” (Siddur s. 129).

Det samme bibelske grundlag, de samme bibelske løfter, placerer vi, som kristne, os på, når vi en gang om måneden mødes for at bede for Israel. Disse fælleskristne bedemøder for Israel har vi holdt i syv år med deltagere fra flere forskellige kirkesamfund. Vi har et godt fællesskab, og vi vil gerne opfordre alle, der har bøn for Israel på hjerte til at komme og deltage. Til hvert møde er der informationer om specifikke bedeemner, der gør, at bønnen er fokuseret og koncentreret, og ofte er der indslag fra deltagere, der har været i Israel.

Bedeemnerne udarbejdes og præsenteres på power point. Hvis enkeltpersoner eller grupper ønsker materialet tilsendt til hvert bedemøde, kan man henvende sig til Eva Ravn Møenbak via email: ravn.moenbak@mail.tele.dk.

 

Udgivet i Artikler | Tagget , | Kommentarer lukket til Bøn for Israel

Opgør med erstatningsteologien

Udgivet den 05/03/2009 af davis.zivadinovic

af Eva Ravn Møenbak

Israels Vægter nr. 2, 2009

Med jævne mellemrum rejses spørgsmålet i kristne kredse om det jødiske folks udvælgelse som Guds folk og deres legitime ret til landet Israel, senest i en række debatindlæg i begyndelsen af året i Kristeligt Dagblad, hvor Eva Ravn Møenbak, formand for DJV, deltog.

Eva bringer her en kort præcisering af det nødvendige opgør med den teologi, der bliver kaldt erstatningsteologien.

Ofte møder man en kristen teologi om jøder og jødedom, der udtrykkes i erstatningsteologiske termer, fx at jødedom efter kristendommens komme er afviklet, og at kirken har afløst det jødiske folk som Guds folk.

Men denne erstatningsteologiske fortolkning af jøder og jødedom står i dag ikke uimodsagt. Adskillige kirkesamfund har siden 2. Verdenskrig arbejdet på en teologisk nyformulering af forholdet mellem jødedom og kristendom. Mange officielle erklæringer er blevet udsendt, ikke mindst fra den romersk-katolske kirke, der i forbindelse med Det Andet Vatikankoncil i 1965 erklærer, at det jødiske folks udvælgelse som Guds folk på ingen måde er afviklet, men ganske intakt og virkende i dag (koncildokument Nostra Aetate nr. 4). Den katolske kirke har siden fulgt op på Nostra Aetate om jødedommen med en lang række erklæringer, der fastslår med teologiske argumenter, at jødernes teologiske betydning så langt fra er passé.

Der bliver således i disse år brudt meget teologisk nyjord. Det der er sket i forholdet mellem jøder og kristne siden Anden Verdenskrig er en af den nyere kirkehistories mest betydningsfulde begivenheder. Fra jødisk side har det især været den franske historiker Jules Isaac (død 1963), der har peget på kirkens antijudaistiske arv. Han var primus motor i De ti Seeligbergske teser fra 1947, forfattet af International Council of Christians and Jews, som har været vigtige i opgøret med erstatningsteologien

Flere protestantiske kirker har ligeledes udsendt erklæringer med betydningsfulde udtalelser om jøder og jødedom. Kirkens frelseshistoriske sammenhæng med jøderne er som en indpodning af vilde grene i det ædle oliventræ, som er Israel. Kristologien ses her som pagtbekræftende. Frelseshistorien begyndte ikke med Jesus, men grunder sig i Guds pagttroskab over for det jødiske folk, bevidnet i Det gamle testamente og bekræftet i Det nye testamente.

En del af disse kirker viger heller ikke tilbage fra at tale teologisk om den moderne stat Israel. Det jødiske folks fortsatte eksistens, folkets tilbagevenden til Israel og oprettelsen af staten Israel er tegn på Guds pagttroskab over for det jødiske folk.

Det jødiske folk lever i en pagtrelation, pagten med Abraham er aldrig blevet opsagt, og når folket er udvalgt, er landet Israel det også. Der har aldrig eksisteret en udvælgelse af folket uden at landet er med. Derfor bør landløftet, og hvis man ikke skal blive i teologiske abstraktioner, betyder det i dag staten Israel, have en plads i kristen teologi med al den teologiske legitimitet det, foruden den historiske, kan give til det land i Mellemøsten, der hedder Israel. Men de forskellige kirkers teologiske anerkendelse af både jødedom og staten Israel har selvsagt intet at gøre med en ukritisk accept af alt hvad der foregår i Israel. Og forskellen mellem jødedommen og kristendommen tilsløres heller ikke. Begge parter tolker det fælles udgangspunkt i Det gamle testamente forskelligt: jøderne i den rabbinske tradition i Talmud, og de kristne i rammen af Det nye testamente, hvor Jesus er Israels Messias, der fornyr og bekræfter det jødiske folks udvælgelse.

Udgivet i Artikler | Tagget , , | Skriv en kommentar

Tæpperne kom frem

Udgivet den 10/01/2009 af davis.zivadinovic

af I.V.

Og det samme gjorde smilet på modtagerne

Dansk-Jødisk Venskab besluttede ved vinterens begyndelse at indkøbe 300 tæpper til uddeling blandt de fattigste i Jerusalem.

Linda Møller beretter:
Første dag i Chanukkafesten ankom de 300 tæpper. Igal og Izhak, volontører fra AKI, samt undertegnede hjalp chaufføren med at få læsset de mange tæpper fra lastbilen til lagerrummet. Heldigvis vejer de ikke så meget, men de fylder!

Det er en kold tid, vi lever i
Timingen for køb og udlevering af tæpperne var perfekt. Dejligt at kunne give gaver i Chanukka, som i stil med julen er en gavernes fest. Men samtidig meldte vinteren også sin ankomst i Chanukka ugen. Dagene blev grå og blæsende, kulden trængte sig ind i de små hjem, og den længe ventede regn kom endelig. Så de varme tæpper blev modtaget med stor tak.

Modtagerne
Uddeling af mad og tæpper fandt sted hele Chanukka ugen. De fleste af de fremmødte var ortodokse. En sekulær kvinde mødte op for første gang. Hendes mand var endt i et massivt narkomisbrug og for at beskytte sig selv og deres 4 børn, har hun valgt at være alene med børnene. Med en måneds indtægt på 4000 kr, var der ikke meget tilovers til mad og fejring af højtiden! En kvinde ringede, mens jeg var til stede og udtrykte sin glæde over madvarer og tæpper, og flere har skrevet takkebreve.

DJV købte 300 tæpper denne gang, men der er brug for mindst 3000!

Forhåbentlig vil mange fortsat være med i projektet og give til de fattige i Jerusalem!

 

Udgivet i Artikler | Tagget , , | Skriv en kommentar

Guds trofasthed

Udgivet den 01/05/2008 af davis.zivadinovic

Fra Israels Vægter nr. 5 2008

Af Chr. C. Svendsen

Det er Guds trofasthed, vi skal fokusere på, når vi ser staten Israel i nationernes række, sagde gæstetaleren Oded Shoshani fra Jerusalem, da han talte ved DJVs stævne i september

Stævnets tema var: Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk. Det er fra Rom. 15,10, men Oded nævnte, at det var et citat fra 5.Mos.32,43, der siger:

I folkeslag, pris hans folk, for han hævner sine tjeneres blod; han hævner sig på sine fjender og skaffer sit folks land soning.

De sidste kapitler af 5. Mosebog er en opsummering af Israels historie. Før de gik ind i landet, talte Gud til dem om, hvordan det ville gå.

Kapitel 32 kaldes Moses’ sang, og den fortæller, hvad der ville ske, efter at de havde indtaget landet. Og det berører alle på hele jorden. ”Lyt til, I Himle, lad mig tale, jorden høre mine ord.”

Lige forud i kapitel 31,29 forudsiger Moses, at ”ulykke skal ramme jer i kommende tider, fordi I gør, hvad der er ondt i Herrens øjne”. Guds ord forsikrer, at Israels frafald vil udløse straffedomme, men ordet forsikrer også, at der vil ske en genoprettelse, og det både fysisk og åndeligt.

Et øde og affolket land
Da Mark Twain så landet i 1867 erklærede han, at det var øde og affolket. Han så profetier om dom opfyldt, og dem er der mange af.

Men i dag ser vi profetier om Israels fysiske genoprettelse opfyldt. Det er en profetisk sang, kap. 32,43 når helt frem til vor tid:

Glæd jer, I folkeslag … Her tales der til ikke-jøder, der tilbeder Gud, fryd jer, alle I folkeslag for, hvad Gud har gjort med sit folk.

Der er flere grunde til at fryde sig: Han hævner sine tjeneres blod. Det er én ting, at Israel på grund af frafald fra Gud oplever dom, men Herren vil gøre op med dem, der forfulgte hans folk. Domme er en del af Guds handlinger. Han dømmer folkeslag og også individuelt.

På et tidspunkt ophører Israels lidelser. Gud vil sørge for soning for folket og landet. Udtrykket soning findes 100 gange i Gamle Testamente, i de allerfleste i betydningen rense, stifte fred, tilgive. Fælles for dem alle er, at Gud vil betale for folkets og landets synd.

Oded kom vidt omkring Guds løfter om en åndelig genoprettelse og dermed en fremtid for Israel. Bl.a. Amos 9,15: ”Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mer rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger Herren din Gud.

 

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tillykke Israel

Udgivet den 01/04/2008 af davis.zivadinovic

Staten Israel fylder 60 år

Af Chr. C. Svendsen

Fra Israels vægter nr. 2 2008

Den 8. maj er det atter Jom Ha’atzmaut, dvs. Israels Uafhængighedsdag. Denne gang er det 60 år siden, at den moderne stat Israel blev oprettet. Men Israel er også et meget gammelt rige. Det er ca. 4000 år siden, at det hele begyndte med, at patriarken Abraham på Guds befaling kom til landet og fik løftet om, at hans efterkommere skulle få netop dette land i eje til evig tid. Løftet blev gentaget til Isak og senere til patriarken Jakob – det var ham, som Herren gav navnet Israel. ”Gud sagde til ham: … Israel skal være dit navn … det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit afkom efter dig”. Sådan berettes det i 1.Mos. kap. 35, og selv om det jødiske folk blev drevet ud af deres land, da romerne ødelagde Jerusalem for et par tusinde år siden, så måtte den dag komme, da Israel atter trådte ind i nationernes række. For Skriften kan ikke omstødes, siger Joh.10,35.

De mange nådeløfter til Israels folk måtte indfries. Derfor er 1948 et markant år i folkets historie. Her blev årtusinders længsel manifesteret i en konkret statsdannelse.

Op gennem 1800-tallet fik jøder med fremsyn den klare fornemmelse af, at tiden var ved at være inde. Og fra 1880erne begyndte den moderne zionisme at spire frem, og pionerer fandt vej til Israels land og slog sig ned, idet de var drevet af den indre glød, som ånden inspirerer til, når tiden er inde.

De sidste 60 år har den jødiske stat haft forbavsende fremgang. Mens nabolandene kun oplever små fremskridt, så er der store forandringer at se i Israel. Ørkener er blevet forvandlet til frugtbar landbrugsjord. Sumpe med malaria er blevet drænet. En stor flygtningestrøm af jøder fra de arabiske lande kom til landet i forbindelse med statsdannelsen for 60 år siden. Men betragt situationen i dag. Der er ingen flygtningelejre, alle bor i moderne huse, ja byggeriet i Israel er af en sådan karakter, at det springer i øjnene, hvis man kommer på besøg i landet nogle få år efter sidste besøg.

Både før og efter 1948 har Israel haft store kampe om sin grænsedragning. Irans præsident siger ligeud, at Israel skal udslettes. Denne grove trussel er dømt til at mislykkes for det strider imod det ord, der ikke kan omstødes. Gennem mange århundreder levede folket uden land, men de vedblev at være et folk, indtil den dag kom, da de atter kunne proklamere deres egen stat. Mange profetudsagn blev opfyldt, da det skete.

Mange stater har gennem tiden forfulgt det jødiske folk. Men det var forfølgerne, der hver gang så deres eget rige reduceret eller forsvinde som et uafhængigt land. Babylon, Persien, Rom, senere Spanien, der i 1492 udviste alle jøder, hvorefter de selv i det følgende århundrede tabte deres førerposition blandt nationerne. I nyere tid Nazi-Tyskland, der søgte at udrydde alle Europas jøder, men tabte krigen og fik deres land delt. England fik som mandatmagt ansvaret for Palæstina, og de lagde store hindringer i vejen for jødisk indvandring, og England mistede sit imperium. Det samme skete for Sovjet, som i en årrække søgte at hindre russiske jøders fri udrejse.

I DAG foreslår stormagterne at Israels land skal deles, og en palæstinensisk stat oprettes i det i forvejen lille Israel. Men Judæa og Samaria er Israels hjerteland. Her slog de jødiske patriarker sig ned og her fik de deres første skøder på jordstykker, som de anvendte til beboelse til sig selv og deres kvæg eller til gravpladser. De fleste af Bibelens beretninger sker disse steder.

Der må findes en bedre løsning på konflikten Israel-Palæstina. Hvis palæstinenserne ville vise større fordragelighed, kunne de blive boende. Der bor allerede mere end 1 mill. arabiske statsborgere i staten Israel. Men hvis de af politiske grunde kræver en egen stat, så er Jordan en oplagt mulighed.

Efter 1948 flygtede mange arabere fra Palæstina til Jordan, et område, som også var en del af det britiske mandat. Disse palæstinensere udgør allerede nu en stor del af befolkningen i Jordan i dag.

Men et sådant forslag er der ikke politisk vilje til, så den fuldkomne løsning på dette problem har vi endnu til gode at se. Men den rigtige løsning vil komme!

Udgivet i Artikler | Tagget , | Skriv en kommentar

Husk at huske

Udgivet den 10/01/2008 af davis.zivadinovic

af Yossi Zur

Fra Israels Vægter nr. 1 2008

Yossi Zur er far til den knap 17-årige Asaf, der blev dræbt i Haifa den 5. marts 2003, da en terrorbombe blev bragt til sprængning i bus 37.
Kilde: One Family

Joel 1,2-3: ”Hør dette, I ældste, lån øre, alle, som bor i landet! Er noget sådant sket i jeres eller jeres fædre dage? I skal fortælle det til jeres børn, og de igen til deres, og deres til næste slægt.”

Disse vers er mejslet ind over Yad Vashems indgang i Jerusalem. Ligesom det er en pligt til stadighed at fortælle om Holocaust og det jødiske folks lidelser. Og ligesom vi ved påskemåltidet fortæller børnene om udgangen af Egypten, sådan er det også vor pligt at fortælle om alle dem, der faldt for at sikre oprettelsen af staten Israel og Israels ret til at eksistere ligesom enhver anden nation i verden har ret til sin eksistens.

I mere end 100 år har der været dødelig krig i og om dette lille stykke land, en kamp for retten til at bo her i fred.

1860
Staten Israel valgte at begynde optællingen af sine faldne allerede i 1860, et år som af mange anses for det år, hvor bosættelsen i landet startede. I dette år drog de første pionerer ud fra Jerusalems gamle bymur og begyndte at bygge huse i det, der kaldes Mishkenot Shananim. Det er også året, hvor araberes myrderier, røverier og massakrer mod jøder startede, ofte med tavs accept af de tyrkiske eller britiske herskere.

Joseph Trumpeldor
Blandt de faldne er der både kendte og mindre kendte. Nogle, hvis tapperhed er velkendt, som f.eks. Joseph Trumpeldor, som tog op til Galilæa for at bosætte sig og blev dræbt sammen med syv andre. Alle otte er mindet ved løvestatuen i Kefar Giladi og i grænsebyen, der er er opkaldt efter dem Kiryat Shmona (shmona betyder 8).

Joseph Chaim Brenner
Der er andre, som huskes for deres arbejde og kreativitet, f. eks. forfatteren Joseph Chaim Brenner, som blev dræbt under en massakre i Jaffa i 1921. Han mindes utallige steder og gennem kibbutz Givat Brenner, som blev grundlagt i hans navn.

Israel har kendt til terror fra sine allerførste dage. Angreb fra Gaza striben i 1950erne både før og efter krigen i Sinai, terror mod bosættelserne i Huladalen i årene før Seks-dageskrigen, og fra Libanon op gennem 1970erne.

Og i efteråret 2000 blev krigen ført ind i vore gader, i vore bybusser og restauranter. De faldne er mænd og kvinder, både unge og gamle og endog små børn. Hele den israelske nation har stået overfor fjenden i denne krig.

De faldnes familier vil ikke acceptere, at deres kære bare er borte, men ønsker at se en fortsættelse gennem erindring. Dette erindringsbehov er næsten ubegrænset, familier og venner bygger monumenter, legepladser, sportsanlæg og mange andre slags mindesteder, alt sammen for at sikre, at den faldne aldrig bliver glemt.

Som skriftverset fra Joel siger, så skal beretningen om jødisk liv og død i Israels land bringes videre til kommende generationer, historien om landets krige vil nå mange gennem de erindringssteder, som er spredt ud over landet.

 

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar