Opgør med erstatningsteologien

af Eva Ravn Møenbak

Israels Vægter nr. 2, 2009

Med jævne mellemrum rejses spørgsmålet i kristne kredse om det jødiske folks udvælgelse som Guds folk og deres legitime ret til landet Israel, senest i en række debatindlæg i begyndelsen af året i Kristeligt Dagblad, hvor Eva Ravn Møenbak, formand for DJV, deltog.

Eva bringer her en kort præcisering af det nødvendige opgør med den teologi, der bliver kaldt erstatningsteologien.

Ofte møder man en kristen teologi om jøder og jødedom, der udtrykkes i erstatningsteologiske termer, fx at jødedom efter kristendommens komme er afviklet, og at kirken har afløst det jødiske folk som Guds folk.

Men denne erstatningsteologiske fortolkning af jøder og jødedom står i dag ikke uimodsagt. Adskillige kirkesamfund har siden 2. Verdenskrig arbejdet på en teologisk nyformulering af forholdet mellem jødedom og kristendom. Mange officielle erklæringer er blevet udsendt, ikke mindst fra den romersk-katolske kirke, der i forbindelse med Det Andet Vatikankoncil i 1965 erklærer, at det jødiske folks udvælgelse som Guds folk på ingen måde er afviklet, men ganske intakt og virkende i dag (koncildokument Nostra Aetate nr. 4). Den katolske kirke har siden fulgt op på Nostra Aetate om jødedommen med en lang række erklæringer, der fastslår med teologiske argumenter, at jødernes teologiske betydning så langt fra er passé.

Der bliver således i disse år brudt meget teologisk nyjord. Det der er sket i forholdet mellem jøder og kristne siden Anden Verdenskrig er en af den nyere kirkehistories mest betydningsfulde begivenheder. Fra jødisk side har det især været den franske historiker Jules Isaac (død 1963), der har peget på kirkens antijudaistiske arv. Han var primus motor i De ti Seeligbergske teser fra 1947, forfattet af International Council of Christians and Jews, som har været vigtige i opgøret med erstatningsteologien

Flere protestantiske kirker har ligeledes udsendt erklæringer med betydningsfulde udtalelser om jøder og jødedom. Kirkens frelseshistoriske sammenhæng med jøderne er som en indpodning af vilde grene i det ædle oliventræ, som er Israel. Kristologien ses her som pagtbekræftende. Frelseshistorien begyndte ikke med Jesus, men grunder sig i Guds pagttroskab over for det jødiske folk, bevidnet i Det gamle testamente og bekræftet i Det nye testamente.

En del af disse kirker viger heller ikke tilbage fra at tale teologisk om den moderne stat Israel. Det jødiske folks fortsatte eksistens, folkets tilbagevenden til Israel og oprettelsen af staten Israel er tegn på Guds pagttroskab over for det jødiske folk.

Det jødiske folk lever i en pagtrelation, pagten med Abraham er aldrig blevet opsagt, og når folket er udvalgt, er landet Israel det også. Der har aldrig eksisteret en udvælgelse af folket uden at landet er med. Derfor bør landløftet, og hvis man ikke skal blive i teologiske abstraktioner, betyder det i dag staten Israel, have en plads i kristen teologi med al den teologiske legitimitet det, foruden den historiske, kan give til det land i Mellemøsten, der hedder Israel. Men de forskellige kirkers teologiske anerkendelse af både jødedom og staten Israel har selvsagt intet at gøre med en ukritisk accept af alt hvad der foregår i Israel. Og forskellen mellem jødedommen og kristendommen tilsløres heller ikke. Begge parter tolker det fælles udgangspunkt i Det gamle testamente forskelligt: jøderne i den rabbinske tradition i Talmud, og de kristne i rammen af Det nye testamente, hvor Jesus er Israels Messias, der fornyr og bekræfter det jødiske folks udvælgelse.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s