Husk Historien

Udgivet den 01/06/2007 af davis.zivadinovic

Af Chr.C.Svendsen

Fra Israels Vægter nr. 4 2007

I begyndelsen af juni var det 40 år siden, at Israel vandt en overvældende sejr over de arabiske fjender. I avisernes spalter har det for en stor del været ”besættelsen”, man fokuserede på. Som om Israel kun var ude på at erobre land.

Tilsyneladende har man ’glemt’, hvad det hele drejede sig om.

Sandheden er jo, at Israel var truet på livet i de dage. De arabiske stater, anført af præsident Nasser i Egypten, lagde ikke skjul på deres hensigt: at kaste alle jøder i havet, fjerne den jødiske stat.

I Sinaj samlede egypterne en hær på 80.000 mand, indtog Sharm-el-Sheikh og blokerede indsejlingen til Akababugten og dermed adgangen for skibe til Israels sydlige by Eilat. Nassers initiativ fik tilslutning fra Jordan og Irak, og tropper blev sendt fra Kuwait, Saudiarabien, Marokko og Algeriet. Fra alle sider rykkede araberne mod Israel, og i de dage havde verden endnu ikke set, at Israel kunne sejre så overbevisende.

 

 I en tale den 22. maj 1967 sagde præsident Nasser bl.a.:
”Indtagelsen af Sharm-el-Sheikh betyder konfrontation med Israel. En sådan aktion betyder, at vi er beredt til krig med Israel. Det drejer sig ikke om en isoleret operation.

Vort hovedformål med den forestående storkrig, er ødelæggelsen af Israel. For 5, eller lad mig sige 3 år siden, ville jeg ikke have talt sådan, som jeg nu gør. I dag, 11 år efter 1956, fremlægger jeg disse tanker, fordi jeg er sikker i min sag. Jeg ved, hvordan vi egyptere står, og jeg ved, hvad syrerne er gode for. Jeg ved også, at andre stater, som f.eks. Irak har sendt tropper til Syrien. Algeriet vil også sende styrker, ligeledes Kuwait. De vil sende enheder af panser-infanteri. Dette er den arabiske krigsmagt.”

(Abba Eban: Mit Folk side 417, norsk).

Nasser beordrede FN-styrken bort fra Gaza, og krigen brød ud. Israel blev spået undergang, men til alles overraskelse sejrede de på alle fronter, indtog hele Sinaj og genåbnede søvejen til Eilat, drev det syriske militær ud af Golan og tog kontrollen i hele Jerusalem-området. Det hele skete i løbet af 6 dage, og Israels ry som militært overlegen blev stadfæstet.

Hele denne baggrund er væsentlig at huske på. Det er letkøbt, når skribenter i dag beskriver det hele som en israelsk erobringskrig. Det var tværtimod en forsvarskrig, som endte katastrofalt for araberne på grund af en fatal fejlvurdering af situationen.

Kan Israel overleve?
Efter Seksdageskrigen stille Poul Borchsenius dette spørgsmål til David Ben Gurion:

Ben Gurion lænede sig tilbage i stolen og så på mig. Der var et ironisk blink i øjet, som morede han sig over så naivt et spørgsmål. Så rettede han på sig, stemmen blev saglig, og han udbrød:

– Der er tre grunde til at svare ja. Vi er her, og vi agter at leve. Den første grund finder du i vores hær. Vi udruster og træner den, vi giver den alt, hvad vi magter, for at gøre den effektiv. Bag dens skjold bor vi trygt.

 Men det er ikke krig, som er det væsentlige. Vi agter ikke at sejre i det uendelige, men vil leve i fred. Derfor er min næste grund langt vigtigere.

 Dengang vi var unge pionerer og kom her til vore fædres land, fandt vi en ødemark, forsømt og forfalden. I vort ansigts sved forvandlede vi ørken til have. Forstå mig, når vi har gjort det, ejer vi landet på en helt anden måde, end hvis vi havde taget det i arv. Det er blevet en del af os, og vi i det.

Ydermere ved vi, at de derovre på den anden side grænsen, som siger, at de hader os, i virkeligheden har samme fjende som vi. Det er naturen, den stive, stenede, uvenlige. Der kommer en dag, da de opdager det, og vi bliver venner og forbundsfæller i kamp mod den fælles fjende. Side om side hjælper vi hinanden med at forvandle Mellemøsten til det paradis, det engang var og skal blive igen for vore børn og børnebørn.

Pludselig smiler den gamle, han afbrød sig selv og fortsatte:
 – Du er dansk, jeg ved noget om dit lands historie. Danske og svenske hadede hinanden, og gennem 400 år søgte I at myrde hinanden. Men I blev venner til sidst og er det i dag. Det bliver vi og vore naboer også. Og tro mig, vi er klogere end I, det kommer ikke til at vare 400 år.

Smilet forsvandt. Ben Gurion lagde tungt sin hånd på bordet og slog fast: 
– Men den stærkeste grund til vor fortrøstning, at vi er for at blive, skal du gå 4000 år tilbage for at finde. Da vor stamfader Abraham boede langt ude mod øst, hørte han Gud Herren kalde:

’Abraham, Abraham, du skal forlade din fars hus og din slægt og drage til det land, som jeg viser dig og giver dig og dine efterkommere i eje.’

Og Ben Gurion afsluttede sit svar med ordene:
– Underskriften på skødet, der gør os til ejere her, stammer fra allerhøjeste sted. 

Således talte den gamle socialistiske statsmand, der nok ikke er ven med rabbinere eller går i synagoge, men læser sin Bibel og ser den højeste i det, som har gjort sønnerne til herrer i fædrenes land.”

Poul Borchsenius: Kan Israel overleve? 
Fremads Fokusbøger. 1969, side 115.

Ovenstående viser os, at David Ben Gurion ikke blot var en handlingens mand. Han kalkulerede også med Bibelens ord om Jahves løfte til Abraham som det egentlige skøde, der giver det jødiske folk ret til at eje landet. Det har været til Israels gavn hver gang landets ledere har handlet ud fra tesen om, at de gamle forjættelser står ved magt i dag, og det uanset deres øvrige religiøse adfærd.

Desværre ser Israels nuværende regering ikke ud til at følge denne overordnede regel. For nylig udtalte statsminister Ehud Olmert, at hvis der kunne opnås garantier fra Syrien, ville Israel rømme Golan.

Erfaringerne med at rømme noget af det forjættede land har været dårlige. Rømningen af Gaza førte ikke til fred, men til stadig flere raketter fra Gaza mod israelske byer i det sydlige Israel.

Formodentlig er regeringen klar over, at ingen arabiske garantier vil kunne garantere noget, som Israel vil kunne støtte sig til.

Israel har brug for profetrøster, der kan lede folket i den rigtige retning.

Den historiske paratviden er blevet forringet. Det smitter af på pressens folk, som rapporterer ud fra tv-reportager uden at give ´sammenhæng og baggrundsviden.

Hvem vil være millionær?
De danske tv-stationer har programmer, hvor man kan vinde store pengebeløb, hvis man kan give korrekte svar på stillede spørgsmål. Et ungt par fik for nylig spørgsmålet: Hvilken by red Jesus ind i palmesøndag? Der var 4 muligheder: Jerusalem? Nazaret? Kana? Betlehem?

De to unge var totalt blanke. Meget bedre blev de ikke, da publikum ad elektronisk vej skulle hjælpe dem. De fleste gættede på Nazaret og næsten lige så mange på Jerusalem. Episoden fortalte noget om skolens manglende evne til at indgive almenviden om historiske emner.

Det er let at følge Lise Nørgaard, når hun i et interview i anledning af sin 90-års dag siger:

”Jeg synes, at man i dag forholder børn en viden om vort etiske og kulturelle grundlag. Jeg er ikke noget overreligiøst menneske, men det chokerede mig, da en undersøgelse afslørede danskernes uvidenhed om kristendom. En hel generation er vokset op uden kendskab til Det Gamle og Det Nye Testamente, som jeg betragter som vort dannelsesgrundlag. Jeg kan huske, når vi havde bibelhistorie i skolen. Ordene havde en magi som i H. C. Andersens eventyr. Således fik vi hele grundlaget for vor kultur meget tidligt. Også nysgerrigheden efter at læse andre ting i gode bøger, naturbeskrivelser, om kunst og lignende. Vi fik en masse foræret. Dengang kunne jeg vågne op og lige ud af søvne fortælle de lignelser og hændelser.” (Kristeligt Dagblad 9. juni 2007)

Guds løfter i Skriften giver Israel den bedst mulige garanti, og tiden er inde til forjættelsernes opfyldelse.

Amos 9,11-15 er aktuel og siger: 
På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætter dens revner, opfører, hvad der sank i grus, og bygger den som i gamle dage, så de tager Edoms rest i eje og alle de folk, over hvilke mit navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.

Se, dage skal komme, lyder det fra Herre, da plovmand følger høstmand i hælene og drueperser sædemand, da bjergene drypper med most og alle høje flyder.

Da vender jeg mit folk Israels skæbne; de skal bygge de ødelagte byer og bo deri; de skal plante vingårde og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten.

Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af den jord, som jeg gav dem, siger Herren din Gud.

Lad os bede Herren om at give folket ledere, der tør satse mere på Skriftens forjættelser end på tvivlsomme garantier fra mennesker som har bevist, at de løber fra, hvad de lover.

 

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Historiens Herre

Udgivet den 01/01/2007 af davis.zivadinovic

Af Eva Ravn Møenbak, formand

Fra Israels Vægter nr. 1, 2007

Her ved begyndelsen af det nye år, er det godt at minde hinanden om, at Israels Gud, som er Jesu Kristi Fader, er historiens Herre. Han fører verdensløbet efter sin plan til det mål, som profeten Sefanias udtrykker med ordene: ”Derefter vil jeg forvandle folkenes læber, så de bliver rene; de skal påkalde Herrens navn og stå sammen om at tjene ham” (3,9).

 

Bevarelse
Vi kan i dag konstatere, at staten Israel er blevet genoprettet efter et næsten 2000-årigt eksil for det jødiske folk, vi kan konstatere, at det gamle hebraiske sprog er genopstået som et moderne talesprog. Det jødiske folk vender tilbage til Israel fra verdens fire hjørner til det land, som Bibelen siger, at Gud har givet dem til evig ejendom. Landet Israel genopbygges og ørkenen blomstrer. Vi kan konstatere, at Jerusalem i dag er genforenet som Israels evige hovedstad. Det sker lige for øjnene af os. Men hele denne proces foregår ikke uden vanskeligheder, den sker ikke uden kamp på mange måder og mange områder.

Man kan ikke alene forklare det ud fra almindelig verdenspolitik. Vi må forstå at spændingen og konflikten i Mellemøsten har en åndelig, profetisk dimension. Der vil altid være modstand, hvor Guds plan realiseres. Israel har været og er udsat for en terror, hvis mål er folkets sammenbrud og landets opløsning. Terrororganisationernes mål er at gøre livet umuligt at leve for israelerne ved at sprede død og ødelæggelse i Israels byer og blandt civilbefolkningen. Og Israel må selvfølgelig forsvare sig.

Den egentlige grund til Israels overlevelse igennem alle krige og al terror er Guds bevarelse midt i trængsler og lidelser. Gud er trofast over for sine løfter til Israel. Terrorismens mål er staten Israels opløsning. Men det mål vil aldrig blive nået. Når vi kan sige sådan, er det fordi, vi tror på Guds løfter, som er fundamentet for både kristnes og jøders tro.

 

Guds pagt
Herren er Israels Gud, Israel er hans udvalgte folk. Gud har indgået en pagt med dem og givet dem landet til evigt eje. I nogle kredse vil det selvfølgelig blive betragtet som politisk dybt ukorrekt at sige, at Gud har givet jøderne landet Israel. Men når vi går til Bibelen, ser vi, at det er sådan det forholder sig.

Længe før Sinajpagten indgik Gud sin pagt med Abraham og hans efterkommere, det jødiske folk (1. Mos. 15, 1-21). Denne pagt er ene og alene Guds pagt. Gud selv er garanten for den pagt. Intet kan opsige den, heller ikke folkets fejl og svigt. Pagten er evig, fordi Gud er den evige og uforanderlige Gud. Den er evig, fordi Gud, der svor at ville opfylde den, ikke kan svigte. Guds pagt med Israel er forankret i Guds egen karakter og Guds eget væsen. Gud som ikke kan fornægte sig selv. Han som er Israels Gud og vores Gud. 

Af pagtens indhold bliver løftet om landet ofte fremhævet, fordi det er helt centralt og grundlæggende. Dybest set er landet Herrens, som der står i 3. Mos. 25,23: ”Landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig”. Hele verden tilhører Gud, men ud af alle verdens lande er der et specielt land, Israel, som Gud betegner som sit land, fordi det er et specielt redskab i hans frelsesplan for verden.

 

Guds folk
Bibelen fortæller os, at det jødiske folk, som Guds udvalgte folk, har en speciel opgave (fx Salme 105, 1-11). De skal kundgøre Guds store gerninger for folkene, dvs. de ikke-jødiske folk. Israel som land og folk er ved sin blotte eksistens et vidnesbyrd om Guds vældige gerninger. Hvad Gud gør med landet skal forkyndes. Og hvorfor skal det det? Det skal det, fordi det herliggør Guds store navn. Israels historie har en særstilling, fordi der i den historie meddeles noget fra Gud. Gud handler ind i historien. Gud er historiens Herre, det er både jødedom og kristendom enige om. Og det viser sig på en helt speciel måde, når det drejer sig om Israel. Derfor er det vigtigt, at vi som kristne beskæftiger os med det, der sker i Israel. Det der er karakteristisk ved Israels udvælgelse er, at dens sigte, dens mål er altomfattende. Udvælgelsen af Israel er et redskab til at velsigne hele verden. Det understreges igennem hele Bibelen, og vi kan blot citere Guds ord til Abraham i 1. Mos. 12,3: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes”.

Ifølge både jødedom og kristendom, er Gud ikke kun Israels Gud, han er verdens Skaber og Herre. Han er den, der frelser og genopretter.

 

Kristne og Israel
Det er derfor vigtigt, at vi kender Bibelens ord om Israel, så vi kan være Guds medarbejdere, for det er det, Gud kalder os til at være, hvad enten vi er kristne eller jøder. I Bibelen finder vi stærke opfordringer til at lade os involvere i det, der sker med Israel og i hele Mellemøsten. 

I Salme 122 står der: ”Bed om fred for Jerusalem”. Det hebraiske ord for fred er shalom. Og det ord betyder langt mere end blot fravær af krig, det rummer hele Guds velsignelse. Hos profeten Esajas 61,1 lyder engagementet sådan her: ”For Zions skyld vil jeg ikke tie”. Vi oplever heldigvis, at mange mennesker og organisationer i vores eget land arbejder for Israels sag. Guds løfter til Jerusalem og Israel er mange, og det er på de løfter, at vi beder og taler. Det er også på grundlag af de løfter, at vi handler og er med til at opbygge landet. Mange kristne, udsendt af Dansk-Jødisk Venskab, har igennem årene rejst til Israel som volontører for på denne konkrete måde at være med til at støtte og hjælpe. 

Men at bede, tale og handle for Israels sag vil ikke sige at være imod andre folk, det vil ikke sige at være imod de arabiske folk, for Guds frelsesplan for verden omfatter alle. Gud er verdens Skaber og historiens Herre, og hans nyskabelse af verden vil fuldt ud blive realiseret.

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

ALIYA

Udgivet den 01/12/2006 af davis.zivadinovic

Af Chr.C.Svendsen

Fra Israels Vægter, december 2006

Aliya er det hebraiske ord for jøders immigration til Israels land. Bogstaveligt betyder ordet at stige op, dvs. jøder bryder op fra et sted og drager op til Jerusalem, til Zion, til Israel, det forjættede land. Alle jøder oplæres i den tro, at denne opstigning er væsentlig for den jødiske tro. Det er den ultimative form for jødens identifikation med sit folk, det jødiske folk, hvis liv og skæbne helt og holdent er knyttet til landet Israel.

Der har altid været jøder, der søgte mod Landet, men fra 1881 og frem til nu er de kommet hjem i store skarer. Og de kommer stadig. Det er et karakteristisk træk i mere end 100 års historie, at det jødiske folk vender hjem til det gamle land. Ikke blot efter 1948, men også før. Den første store aliya fandt sted fra 1882 til 1903, og siden er mange fulgt efter.

Jewish Agency har til formål at bringe jøder hjem til Israel og sikre deres integration. Det støttes af jøder i hele verden.

Mange kristne ser betydningen af aliya. Mange af dette blads læsere har støttet organisationer som Sabra og Exodus, der virker for at opsøge jøder i ex-Sovjet og hjælpe dem på deres vej mod Zion.

LAD OS FORTSAT STØTTE ARBEJDET FOR ALIYA

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Dannebrog i orkanens øje

Udgivet den 01/03/2006 af davis.zivadinovic

Af Chr.C.Svendsen

Fra Israels Vægter nr. 2, 2006

Det plejer at være det israelske flag, der bliver brændt af. Eller det amerikanske. Pludselig ser vi, at Danmark er kommet op i samme vægtklasse, og vi får en fornemmelse af, hvad Israel har måttet døje i årtier.

Situationen i Danmark har i de sidste måneder været usædvanlig. TV er blevet fulgt med indlevelse. Velmenende folk, ledere, mediefolk, meningsdannere, har belyst sagen fra den ene og den anden side. Vi står over for et valg. Ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden. Det var den amerikanske politolog Samuel Huntington, der i et værk for en halv snes år siden opridsede, hvad han kaldte civilisationernes sammenstød, et clash mellem den muslimske og den vestlige verden. Der er ganske enkelt for stor forskel, mente han. Så på et tidspunkt vil der opstå krise.

Huntington identificerer 7-8 store civilisationer eller kulturer: Den kinesiske civilisation, den japanske civilisation, hindu-civilisationen, den muslimske civilisation, den ortodokse civilisation, den vestlige civilisation, den latin-ameri-kanske civilisation og den afrikanske civilisation.

De moralske værdier – og religionen – har uanset den vestlige civilisations særlig effektive karakter ikke desto mindre stor global betydning, mener Huntington, og har fået en endnu større betydning i de senere år, hvor en af de store ideologier – maxismen-lenin-ismen – er braset sammen i verdenspolitisk sammenhæng, og han gør opmærksom på den betydning religionen har og altid har haft som samlende faktor i forskellige muslimske samfund.

Hvis en civilisation skal være stærk nok til at overleve må der være noget af en fælleskultur, der kan samle befolkningen politisk og moralsk. Huntington antyder, at der i denne henseende er opstået et problem i den vestlige civilisation, hvor man taler mere om, at det enkelte samfund skal være multikulturelt og slippe den fælleskulturelle identitet, som er livsnødvendig for at overleve. Noget er på vej i større skala, mente Huntington – den vestlige civilisation har problemer og vil møde stedse flere, den muslimske civilisation er aggressiv og konfliktskabende – blandt andet fordi der ikke er én magt inden for denne civilisation, som de andre kan orientere sig efter – og den kinesiske civilisation vil formentlig få langt større verdenspolitisk betydning end i dag. (Kilde: bjoerna.dk).

At nogle ret naive tegninger i Jyllands-Posten skulle give så store dønninger verden over har overrasket de fleste i Danmark. Bladets hensigt med at offentliggøre tegningerne var at afprøve ytringsfrihed og selvcensur i Danmark. Det mål er nået. Vi vil fremover se, at en hvilken som helst redaktion vil overveje meget grundigt, hvad de offentliggør af religiøse emner. På den anden side må danske muslimer indse, at der ikke vil blive lovgivet for at begrænse ytringsfriheden. Den slags lovgivning findes i muslimske lande, nogle steder er der endog dødsstraf for at konvertere fra islam.

Nogle islamiske ledere har krævet, at der i Vesten skal lovgives, så at en gentagelse ikke kan ske. Europæiske udenrigsministre har samlet afvist ethvert forslag om at begrænse ytringsfriheden.

Det er ikke en sag om de nævnte tegninger, men om principper i Vesten.

Chokbehandling
De stærke tv-scener med afbrænding af danske flag og ambassader og råb om død over Danmark har givet islam et grimt ry i den danske offentlighed. Havde de demonstreret på en fredelig måde ville det have været forståeligt. Men det vækker vor afsky, når en religion kan få folk til at opføre sig så uciviliseret. Ganske vist er det styret og tilladt af præsteskabet og nogle steder af landets regering, godt hjulpet på vej af den stedlige imams ugentlige prædiken i moskeen. Når det er sagt, så åbner det et vindue for forskellen mellem deres kultur og vor.

En stor selvransagelse i den danske folkesjæl har været en sund udvikling. Hvad tror vi egentlig selv på? Det kan kun blive et personligt spørgsmål, for som folk er vi verdsliggjorte. De fleste danskere kender ikke til bøn og daglig bibellæsning, og de færreste søger fællesskab med andre kristne. For et par århundreder siden var det anderledes, men ikke i dag.

Sækularisering på godt og ondt er en realitet i Danmark. Derfor virker det stærkt at se muslimer bede og knæle i det offentlige rum. I almindelighed praktiserer de deres religion på en mere synlig måde end vi er vant til.

Da billedpornoen blev vedtaget, lød der protester fra visse kristne kredse, men det var ikke en sag, der kunne få de folkelige masser ud på gaderne. Heller ikke Jens Jørgen Thorsens blasfemiske værk af Jesus på korset, som vi var mange, der blev vrede og sårede over, kunne føre til større folkelige protester.

Mange stiller spørgsmålstegn ved om Danmark egentlig er et kristent land.

Det er vi, men mest som en kultur med historiske minder.

Tegningerne har også vakt andet i os: Trangen til at blive klogere, undersøge, hvad islam egentlig er for en størrelse. Biblioteker og boghandlere er blevet flittigt besøgt, og det er positivt.
Jeg havde næppe nærlæst Koranen og andre bøger, hvis ikke vi havde fået denne øje-åbnertid.Her har jeg samlet nogle indtryk:

Hvem var profeten?
Muhammed levede fra 570 til 632. Han voksede op i byen Mekka i den arabiske ørken, som prægede hans sind til eftertænksomhed. Fra ca. 610 begyndte han at få sine åbenbaringer, og det fortsatte med mellemrum indtil hans død. Flerguderi var almindeligt dengang, men der var også store kolonier af jøder og kristne, som han var under stor indflydelse af.

Der er forskellige beretninger om hans liv og gerninger.

Det fortælles, at han var 40 år, da han første gang fik besøg af englen Gabriel, noget, der gentog sig i de følgende årtier.

Grimberg skriver i sin Verdenshistorie bind 5: ”Det begyndte med hallucinationer; han så syner og hørte en røst tale til sig. Han befandt sig i en tilstand af nervøs overspændthed, og hans underbevidsthed tumlede med tanker, som var blevet fremkaldt af religiøse samtaler med kristne og jøder. Der fandtes nemlig jødiske kolonister flere steder i Arabien … også kristendommen havde gamle aner på den arabiske halvø. Her levede både munke og nonner … eremitten, der fra sin ensomme bolig vejleder karavanerne om natten var en populær figur i arabisk poesi. Desuden gjorde de kristnes ydmyghed og fredsommelighed et stærk indtryk på de stolte og trættekære beduiner.”

Muhammeds forkyndelse gav ham mange modstandere i Mekka, og i 622 flygtede han til Medina, der ligger 350 km nordpå. Fra dette år regnes muslimernes tidsregning.

Det var i Medina, at Muhammed sammen med en væbnet skare, gjorde op med sine farligste modstandere, byens jøder, der hævdede, at han forvanskede de jødiske tekster. Han konfiskerede jødisk ejendom, henrettede 600 mænd og solgte kvinder og børn som slaver.

Koranen
består af 114 suraer (kapitler). Hver sura er en åbenbaring, som Muhammed fik gennem ærkeenglen Gabriel. At der kunne være tale om en bedragerisk ånd faldt ham ikke ind. Han modtog det hele som en sandhedens kilde.

Koranen indeholder ikke fortællende stof som i Bibelen, men hver sura er en selvstændig tale, hvor Allah siger Vi om sig selv. Det er Gud, der taler og meddeler kundskab, formaninger, advarsler.

Koranen bygger for en stor del på Bibelens udsagn, som Muhammed ændrer lidt og gentager igen og igen.

Koranen findes i bl.a. dansk og norsk oversættelse. Kan lånes på biblioteket.

Islam er den yngste af de tre monoteistiske religioner. Islam begyndte i 600-tallet, men regner sig alligevel for at være den ældste. De hævder, at en muslim er et menneske, der underkaster sig Guds vilje. Det gjorde allerede Adam, altså var han muslim. Det samme gjorde Abraham, der valgte én Gud. I sura 6 opremses mange af disse muslimer – Isak, Jakob, Noa, David, Salomon, Josef, Moses, Aron, Zakarias, Johannes Døberen, Jesus, Elias, Ismael, Jonas, Lot (6,83-86). De var alle muslimer, fordi de valgte at gøre Guds vilje. Sådan er tankegangen.

Muhammed anerkender både Gamle og Nye Testamente, men hævder, at både jøder og kristne har forvansket deres skrifter. Nu er det Koranen, der kommer med det korrekte budskab, og for ikke, at noget skal blive forvansket ved oversættelser skal det helst være på det originale arabiske sprog. Derfor lærer muslimske børn at citere Koranen på arabisk uanset hvor de bor.

Jesus anser de for at være en muslimsk profet. Ifølge sura 4,156 blev han korsfæstet, men han døde ikke. Allah fandt en udvej, så han ikke døde.

Med denne lære frarøves evangeliet den kraft, der er i Jesu død og opstandelse. Islam har ingen påskemorgen.

Jesus betragtes heller ikke som Guds søn, for sura 112 siger, at Allah er den eneste, den uafhængige, der ikke avler og ikke selv er avlet. Ifølge Lance Lambert står det tre gange skrevet øverst på Omar moskeen i Jerusalem: ’Giv Allah æren! Han behøver ingen venner! Han har ingen søn! Han har ikke avlet nogen! Tilbed ham alene!’ (Israel og Mellemøsten, side 6).

Koranen drager med mellemrum eksempler frem fra det bibelske univers, fra profeters og patriarkers liv, med formaning om at efterfølge dem, da det ellers vil have katastrofale konsekvenser. Ved døden får hvert menneske gjort sit liv op, og de, som har fulgt Allahs vilje vil komme i Paradiset, som beskrives som frydefuld herlighed. Men andre vil ende i Helvede, et pinested med evig íld, som man ikke kan slippe ud af. Hvis man der tigger om en dråbe vand, vil man få rakt et krus med flydende kobber.

Islam er en lovreligion, der får folk til, i angst for Helvedes kvaler eller udsigten til Paradisets glæder, at handle irrationelt.

Det betones at Allah er nåderig, men du kan aldrig være sikker på, hvad han til sidst bestemmer for dig.

Som kristne er vi på anderledes sikker grund. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh.3,16). Jo, Jesus døde og åbnede dermed op for syndsforladelsens mulighed. Han opstod fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.

Kaliffen Omar
I løbet af en kort årrække erobrede de muslimske hære store områder i den daværende verden. Alle vegne blev mennesker omvendt til den nye tro.

Kalif betyder ’profetens stedfortræder’. Da Muhammed døde, fik hans svigerfar Abu Bakr denne titel, men kun i få år. Så blev han afløst af kaliffen Omar, en dygtig leder, som grundlagde et muslimsk verdensrige. Allerede i 637 erobrede araberne Syrien, herunder Jerusalem, Persien og det østromerske rige. Senere nåede de endnu videre ud.

Kristne og jøder, der insisterede på at holde fast ved deres egen tro, kunne få lov at leve i de muslimske områder, men de skulle anerkende islams overhøjhed og betale skat til muslimerne.

Sharia-lovgivningen
Mens Muhammed levede, var han den selvfølgelige leder, der kunne rådgive enhver. Men da han døde i 632, opstod der et problem. Lærde folk satte sig sammen og blev enige om at samle hans åbenbaringer i en autoritativ koran, som blev udgivet i 652.

Desuden samlede man hadith, dvs. beretninger om profetens liv. Kåre Bluitgens Bog Koranen og profeten Muhammeds liv (269 sider, Høst&Søn) giver et stærkt indtryk af profeten og islams blodige start.

Udfra koran og hadith begyndte man at fastlægge leveregler for de troende – sharia-lovgivningen.

Senere bestemmelser har deres baggrund i Koranen og shariaen.

Om sharia skriver Naser Khader i ’Ære og skam’ side 100: ”Da udformningen af sharia sluttede i 900-tallet, blev det besluttet, at sharia skulle betragtes som guddommelig (da den er bygget på Muhammeds guddommelige åbenbaringer og hans og hans nærmestes sædvane/eksempel) … Sharia er især for ortodokse muslimer guddommelig, fuldkommen, statisk og uforanderlig. For dem står den højere end samfundet og er ikke kontrolleret af samfundet, men kontrollerer det”.

Sharien har nøje regler for en muslims liv fra fødsel til død, nogle praktiske og fornuftige, andre fanatiske. Bedst kendt i Vesten er dem, der påbyder straffe som piskning, afhugning af en hånd, stening m.m.

Shariaen praktiseres mere eller mindre strengt i forskellige lande, men muslimer anerkender dens berettigelse, men ikke altid dens fulde efterlevelse, som vil være umulig selv i flere muslimske lande. At tage afstand fra shariaen anses for kætteri.

Demokratiske Muslimer
kaldes en ny bevægelse startet af en gruppe muslimer i Danmark, ledet af Naser Khader. Der er andre islamiske grupperinger, men så vidt jeg er orienteret, er Naser Khaders gruppe den eneste, der tager afstand fra shariaen. Det gør Demokratiske Muslimer til en speciel gruppe.

Demokratiske Muslimer er et utroligt eksperiment. De vil fortsat være muslimer, men hævder, at Koran og sharia ikke kan forenes med et demokratisk Danmark. Religion og politik må adskilles.

I Europa er der en bevægelse i gang, der kaldes Euroislam. Man vil tilpasse islam i europæiske samfund. Men de taler ikke så klart som den nye bevægelse i Danmark, som følges af alle gode ønsker.

Naser Khader
har skrevet bogen Ære og skam (336 sider, Borgens Forlag). Den er særdeles oplysende. Khader fortæller om det islamiske familie- og livsmønster. I forordet betegner han sig selv som ’kulturel muslim’, ortodoks opdraget og praktiserende muslim indtil han var 16-17 år. Han ønsker fortsat at være muslim, men distancerer sig fra den ortodokse praksis. Bogens første halvdel er en redelig indføring i islams historie og væsen og meget mere. Bogen er interessant, fordi forfatteren selv er muslim og kender emnet indefra.

Afsluttende bemærkninger om Koranen og Bibelen
Gamle Testamente siger, at Israels 12 stammer, efterkommere af patriarken Jakob, fik forjættet et land, som de også drog ind i og tog i besiddelse. Kundskaben om Guds herlighed skulle udgå fra Jerusalem. Herfra skulle fredens rige brede sig til hele jorden.

Folket blev spredt for alle vinde, og dets profeter forudsagde, at de ikke ville forgå som folk, men vende tilbage til landet og fuldføre kaldelsen. Sine nådegaver og sit kald (til Israel), fortryder Gud ikke (Rom.11,29). Kaldet gælder det jødiske folk.

Ny Testamente fortæller om jøden Jesus, om hvem det blev forjættet, at han en dag skulle sidde på sin faders Davids trone. Han var ordet, der blev kød, og han døde og opstod fra de døde. Tro på ham fører til evigt liv.

Dette glade budskab gik fra Jerusalem ud i den ikke-jødiske verden. Ethvert menneske kan tage imod frelsens tilbud.

Muhammed kom og degraderede Bibelens budskab. Koranen sletter jødefolkets udvælgelse og indsætter muslimerne i stedet. Muhammed sletter Jesu forsoningsværk og indfører frelse ved gerninger.

Det er dobbelt erstatningsteologi.

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jødisk præg i kristen tænkning

Udgivet den 01/02/2004 af davis.zivadinovic

Af Abba Eban, tidligere udenrigsminister i Israel

Den unge jødedom står kristendommen nærmere end tilhængerne af de respektive religioner gerne vil indrømme. Både kristne teologer og ortodokse jøder undervurderer det oprindelige judeo-kristne fællesskab. Først gradvis løste de kristne deres tilknytning til det jødiske samfund.

For eksempel har jødisk historie haft meget stor betydning for den kristne religion. Jødedommen har givet de kristne ikke bare deres mester, Jesus, men også den ene levende Gud; dertil en samling af hellige skrifter, som danner baggrunden for de kristnes Ny Testamente, og endelig et historiesyn, hvori livets mening og historiens mål ligger indesluttet. Evangelierne fortæller om jødisk liv i Galilæa og Judæa i de første årtier af det første århundrede. Dramaets aktører er jøder. En objektiv historiker må klassificere kristendommen som en af den jødiske ånds største frembringelser. Hebraiske ideer og hebraisk etik præger helt og holdent den kristne tro og den kristne kultur, som med en næsten mysteriøs kraft har klaret at dominere to årtusinder af menneskenes historie.

Når de gik ud for at missionere blandt hedningerne, medbragte de første kristne altid Gamle Testamente. Heri lå meget af deres styrke. Ingen anden af imperiets religioner ejede en bog med sådanne åndelige dimensioner og med en sådan overbevisningskraft. Israel skænkede kristendommen både profeterne, sandhedens og retfærdighedens talsmænd, og troen på Messias. Intet andet folk havde kunnet frembringe en så gennemslagskraftig myte. Troen på Messias er jødernes sæd i det menneskelige fremskridts historie. Det var den eneste ide, som effektivt kunne modvirke og gennembryde den kroniske pessimisme i den græsk-romerske kultur.

Det messianske historiesyn var det mest betydningfulde i den jødiske arv. Også andre folk i antikken fantaserede om en gylden tidsalder, men de henlagde den altid i fortiden, ved historiens begyndelse. Israel alene undfangede ideen om tidernes fuldbyrdelse, fremtidens gyldne tidsalder, og kunne tolke historien som en fornuftig fremadskridende bevægelse hen imod den messianske fuldkommenhed. Heri ser man, at jødisk tænkning også revolterede mod de øvrige religioner. Aldrig nogensinde før havde et folk skabt et billede af den menneskelige skæbne som noget totalt forskelligt fra naturens evige kredsløb. Menneskene havde frigjort sig fra håbløshedens og forudbestemmelsens åg. Det var et fornuftbegavet væsen, begavet med den farlige og vidunderlige evne til at vælge.

Biografien Mitt Folk (norsk)

Udgivet i Artikler | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar