af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Fra Israels Vægter nr. 1, 2011

3. lektion: 
Pagternes indbyrdes relationer
(de to første stod i Israels Vægter nr. 5 og 6 2010)

I de to foregående lektioner, som har været bragt her i bladet, har vi set på de løfter, som pagterne indeholder. Det fremgår tydeligt, at der er en indholdsmæssig kontinuitet imellem pagterne. Gud er ikke lunefuld, han ændrer ikke mening undervejs i sin frelsesplan med Israel og med verden. Gud opretter ikke en pagt for at ophæve en anden. Gud er trofast over for sit Ord for at opfylde det.

Følgende skema viser kontinuiteten imellem pagterne, ved at vi fokuserer på to centrale løfter: Herren vil være folkets Gud og løftet om landet, som findes i alle fire pagter.

Uddybning af skemaet
Det følgende vil være en fremstilling af nogle vigtige konklusioner, vi på nuværende tidspunkt af bibelstudiet kan drage:
1. At de to løfter findes i alle fire pagter, som Gud har oprettet med Israel, viser, at der ikke er tale om fire forskellige pagter, der afløser hinanden. Der er snarere tale om en stadfæstelse af den pagt, Gud indgik med Abraham og hans efterkommere.

2. Pagten med Abraham er grundlaget for Israels udvælgelse som Guds folk. Meningen med betegnelsen ’Ny Pagt’ hos Jeremias og i Det nye testamente er ikke, at den sætter pagten med Abraham ud af kraft. Det er vigtigt at understrege, at Den nye Pagt, som nævnes i Jeremias 31, 31 korresponderer med den pagt, som Jesus opretter i forbindelse med sit sidste måltid med disciplene, som er det jødiske påskemåltid, pesach. Også her findes landløftet, når Paulus skriver, at nadveren skal udføres ”indtil han kommer” (1. Korintherbrev 11,25-26), dvs. indtil Jesus kommer tilbage til Oliebjerget i Jerusalem, som forudsagt i Apostlenes Gerninger 1, 6-13 og Zakarias 14, 4.
Ny pagt betyder derfor ikke en radikal ny, anderledes pagt, men snarere en fornyelse og bekræftelse af en allerede eksisterende pagtsrelation mellem Gud og Israel. Ny, chadash på hebraisk, har betydningen af fornyelse. Og nu en fornyelse, der også inkluderer folkeslagene ved tro på Kristus ”for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus” (Galaterbevet 3, 14).

3. Guds løfter til Israel er derfor også evige (fx 1. Mos. 17,7; Jer. 31, 35-37).

4. Skemaet viser, at der aldrig har eksisteret nogen udvælgelse af Israel uden landløftet. Når folket er udvalgt, er landet det også, derfor må vi forstå det, der sker i Israel i dag, i lyset af Bibelens profetiske ord. Eksempel: Siden Sovjetunionens opløsning og jerntæppets fald er mere end en million russiske jøder immigreret til Israel. Dette er en begyndende opfyldelse af Jeremias 16, 14-15 og 23, 7-8.

5. Pagterne er tilknyttet hinanden på den måde, at Sinajpagten, Davidspagten og Den nye Pagt uddyber forskellige løfter i Abrahamspagten. Det vil sige, at løfterne uddybes og bliver stadig rigere opfyldt. Gud er en vidunderlig Gud, hans velsignelse er lige så uendelig som han selv. I Sinajpagten får løftet om efterkommere, og at Herren vil være Gud for dette folk, langt større fylde end i Abrahamspagten. Vi har allerede set, at Israel er en dyrebar skat for Gud, de skal være ” et rige af præster og et helligt folk” (2. Mosebog 19, 6). Dette løfte skal fuldt ud realiseres, når Gud ved sin Ånd skriver loven på folkets hjerter, som Den nye Pagt lover skal ske.
I Davidspagten er kongeløftet i centrum (2. Samuelsbog 7, 16-17) og får langt større fylde end i Abrahamspagten, hvor Gud ”kun” siger til Abraham, at konger skal nedstamme fra ham. Løftet om en konge, hvis kongedømme skal stå fast til evig tid, opfyldes i Jesus Messias.
At løfterne stadig bliver rigere opfyldt igennem frelseshistorien, skal vi vende tilbage til i 5. lektion, hvor vi specielt vil fokusere på menighedens meddelagtighed i Israels udvælgelse og derfor medandel i Guds løfter til Israel.

Uddybning af princippet: Løfterne bliver stadig rigere opfyldt

Eksempel: Landløftet

I Rom. 4,13 henviser Paulus til løftet givet til Abraham: ”Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro”.
Paulus bruger ordet ’verden’, på græsk, Ny Testamentes grundsprog, står der ’kosmos’. Paulus peger på, at landløftet i sin endelige opfyldelse i Gudsriget sigter på verden underlagt Guds Søn, Jesus. Hos profeterne i Det gamle Testamente kommer denne sandhed mange gange til udtryk, fx Esajas 55, 3-5, hvor Gud siger, at Messias’ herredømme over folkene er et direkte resultat af løftet givet til kong David. I Salme 2,8 står der: ”Bed mig, og jeg giver dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Den, Gud her taler til, er kongen, Messias, Guds salvede, indsat på Zions bjerg i Jerusalem. Der kan ikke være tvivl om, at det er denne sammenhæng Paulus tænker på, når han siger, at Abraham skal arve verden.
Paulus ophæver selvfølgelig ikke hermed Guds løfte til det jødiske folk om konkret at give dem landet Israel til evig ejendom. Paulus ophæver ikke landløftet, han stadfæster det, for parallelt med løftet om verden