af Cecilie & Jeremy Longfiled
Fra Israels Vægter nr, 4, 2010
Cecilie og Jeremy Longfield er DJVs repræsentanter i Israel. Her vil de kort berette om to af de projekter i Israel, som støttes af Dansk-Jødiske Venskab.
De skriver:
For nylig har DJV modtaget to større donationer til to af de organisationer som Dansk-Jødisk Venskab støtter, nemlig Orr Shalom og One Family. Gaverne er blevet brugt til at dække specifikke behov.
I det følgende vil vi kort fortælle lidt om de to organisationers arbejde samt hvordan de ovennævnte gaver har fået lov til at være til ekstra velsignelse.
Vi begynder med Orr Shalom.
Orr Shalom
Organisationen Orr Shalom blev født i 1980, da et ægtepar så et behov for en mere radikal tilgang i Israel, når det gjalt omsorgen for udsatte børn og unge som var fjernet fra deres hjem. På den tid brugte man at anbringe disse børn og unge i store ungdomslandsbyer, men dette ægtepar tog initiativ til at tage vare på 10 børn i deres hjem og på den måde skabe en mere ”hjemlig” løsning. Dette blev Orr Shaloms første hjem for en terapeutisk familiegruppe.
I dag er Orr Shalom Israels største non-profit organisation i arbejdet for udsatte børn og unge som er fjernet fra deres hjem, og de varetager i alt 1300.
Organisationens vision er at gøre det muligt for udsatte børn og unge at opdage deres individuelle potentiale samt deres rettighed til at vokse op elskede, beskyttede og respekterede i en positiv familiestruktur.
Orr Shaloms arbejde har i dag mange grene, men hjemmene for terapeutiske familiegrupper er stadig en vigtig del af deres arbejde og Dansk-Jødisk Venskab støtter to af disse hjem. Hver af hjemmene huser 7-11 børn i alderen 6-18 og ledes af et ægtepar som bor i huset sammen med børnene og fungerer som hjemmets forældre. Derudover er der til hvert hjem tilknyttet en psykolog, en social arbejder, en akademisk tutor? samt andre støttende rådgivere. Formålet med disse hjem er at give børnene en mulighed for at leve i et støttende miljø, hvor man forsøger at give dem en chance for en bedre fremtid.
I forbindelse med tre af de store jødiske højtider samt sommerferien, lukker man hjemmene for at give personalet et pusterum. I disse perioder er det muligt for nogle af børnene at være hos deres biologiske familie, men for andre er dette ikke en mulighed. Nogle af dem er forældreløse, mens andre kommer fra dysfunktionelle hjem præget af vold og misbrug.
For disse børn og unge arrangeres der særlige lejre, hvor de kan få den støtte og omsorg de han brug for og hvor de er omgivet af professionelt personale som bevarer kontakten og følger op på børnene efter lejrens afslutning.
De to hjem, som DJV allerede støtter med månedlige bidrag, blev meget overvældede over denne uventede ekstra gave, og begge hjem besluttede sig for at bruge gaven til en en-dags familietur, nyt tøj til alle børnene samt hjælp til at sende nogle af børnene på Orr Shaloms sommerlejr.
Cecilie samen med Lisa Gann, vicepræsident i One Family Fund
One Family Fund
En 12årig pige var ved at forberede sig på at fejre sin Bat Mitzvah, da en bombe sprang i Jerusalem og dræbte 15 mennesker og sårede 130. Grundet sorgen over denne hændelse, aflyste den 12årige pige sin fest og i stedet ønskede hun at pengene til festen, samt de gaver som familie og venner ellers ville have givet hende, skulle gå til at hjælpe terrorangrebets ofre.
Dette blev startskuddet på One Family, som blev etableret af pigens familie og som idag yder daglig hjælp til tusinder af terrorofrer over hele Israel.
One Familys mission er at yde finansiel, juridisk og psykologisk støtte på et personligt plan.
Organisationen har et ønske om at være det familiemedlem som ethvert offer ville ønske det havde: lyttende, givende alt efter behov og en vedvarende ubetinget personlig kontakt.
Sidst, men ikke mindst, ønsker One Family også at være et forum, hvor ofre kan hjælpe hinanden, lære af hinanden og styrke hinanden.
Organisationen har en ungdomsgren, hvor en af hovedaktiviteterne er afholdelsen af tre årlige lejre, hvoraf sommerlejren som strækker sig over 7 dage er den længste.
Ca. 300 børn fra alderen 10-16 deltager, omgivet af trænet personale, hvoraf mange selv er terrorofre og derfor har en særlig forståelse for børnenes unikke situation.
Med lejrene ønsker man at skabe en kontinuitet og stabilitet i børnenes liv, ved at være med til at give dem en pause fra den angst de dagligt lever med. Ved at give plads til frihed kombineret med personlig støtte er det også målet at være med til at opmuntre børnene til at udforske nye venskaber med andre børn som har haft samme oplevelse og dermed kan vise en unik forståelse som ingen andre formår.
I løbet af lejrene foregår der en masse aktiviteter med indbyggede terapeutiske elementer, og derudover gives der megen plads til individuelle samtaler såvel som for gruppesamtaler med den hensigt at hjælpe børnene med at udtrykke og bearbejde deres smerte.
Med den gave som er kommet ind til One Family er det muligt for DJV at sende 5 børn på sommerlejr.
Der lyder en hjertelig tak fra både Orr Shalom og One Family!
Med ønsket om Guds fred samt en velsignet og solrig sommer!
Jeremy og Cecilie