Artikler og undervisning

Antisemitisme anno 2019 – hvad gør vi?

Guds pagter med Israel – et studiematerial

Jesus og Israel

Jødisk-kristne relationer – et håbets tegn

Refleksion over Israels tre nationale mindedage

Velsignelsen fra Zion

Antisemitisme anno 2019 – hvad gør vi?

af Eva Ravns Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab.

Indlægget blev bragt ved Dansk-Jødisk Venskabs Israel-konference i København den 2.11. 2019. Man kan se og lytte til indlægget på https://djvenskab.dk/arbejdet-i-danmark/staevner/antisemitisme-anno-2019-hvad-gor-vi/

Tallene i parentes henviser til slides på det medfølgende power point.

Temaet til dette års Israel-stævne er Antisemitisme anno 2019 – hvad gør vi? (1 ) Jeg vil gerne begynde mit oplæg med at gøre opmærksom på en stor undersøgelse, som er blevet foretaget af EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Jeg nævner denne undersøgelse allerede her fra starten af mit indlæg for på den måde at pege på emnets omfang og relevans. Denne meget omfattende rapport blev offentliggjort i december 2018 og er baseret på svar fra 12 EU-lande, heriblandt Danmark. Rapporten viser, at antisemitismen i Europa stiger. 9 ud af 10 jøder oplever, at antisemitismen dvs. jødehadet er vokset de seneste fem år. Dette had giver sig udslag i trusler, chikane og fysisk vold. Så problemet er desværre højaktuelt. Og vi mener i Dansk-Jødisk Venskab, at vi som kristne har et specielt ansvar for at modarbejde dette onde. Det kommer til udtryk i DJV’s formålserklæring, hvor der kort og klart står: ”Vi vil modarbejde antisemitisme”. Dvs. vi vil ikke være tavse, vi vil ikke tie, men vi vil gøre som profeten Esajas siger (2). Og hvis man i dag ikke vil være tavs, når det gælder Zion og Jerusalem, så kræver det, at man engagerer sig og imødegår antisemitismen.

Definition på antisemitisme

Lad os begynde med at se på, hvordan antisemitismen kan defineres. Jeg bruger her den amerikanske professor i sociologi Helen Feins definition (3) . Hun siger, at antisemitisme er en vedvarende latent struktur af fjendtlige opfattelser af jøder som et kollektiv, dvs. en samlet befolkningsgruppe. Udtrykket latent struktur er her vigtig. Det drejer sig om nogle fjendtlige, negative grundopfattelser af jøder som et kollektiv, som folk. Det er en kendt sag, at disse negative grundopfattelser af jøder og staten Israel findes i flere miljøer, lige fra højreekstreme grupper til ekstremt venstreorienterede miljøer. Og disse negative grundopfattelser findes også i islamistiske miljøer.

Foragtens lære

Det vi imidlertid skal fokusere på nu, er antisemitismens specielle udtryk i kristne kredse, det som også bliver kaldt antijudaisme eller Foragtens lære. Udtrykket ’Foragtens lære’ er et begreb, som den franske historiker Jules Isaac har skabt. Og det er denne lære, vi nu skal fokusere på.

Denne Foragtens lære består af følgende punkter (4). Disse opfattelser er altså en særlig udgave af antisemitismen, som kaldes antijudaisme. Vi kommer til at gennemgå punkterne, men jeg vil gerne allerede nu understrege, at denne antijudaisme er en vranglære, den er ikke i overensstemmelse med, hvad Bibelen lærer om det jødiske folk og Israel.

Foragtens lære har været et gennemgående træk i kristnes opfattelse af jøder. Vi bliver nødt til at forholde os til, at Hitlers rædselsregime fremstod i det kristne Europa, det var lige her i vores del af verden, at seks millioner jøder blev dræbt. Det skete i et Europa, der havde været under kristendommens indflydelse i mere end 1000 år med en forkyndelse af Foragtens lære. I århundreder blev kristnes opfattelse af jøder formet og dannet af denne lære. Vi skal helt frem til tiden efter Holocaust, før i hvert fald nogle kristne kirker bliver opmærksomme på deres traditionelle, antijødiske lære, og også erkender, at der er en sammenhæng mellem denne lære og forfølgelserne og drabene på jøder op igennem historien, og som kulminerede i Holocaust.

Men Foragtens lære er ikke kun noget, der hører fortiden til. Den manglende forståelse, den manglende agtelse for jøder og jødedom findes også i dag, og den findes i kirkelige kredse, men man kan også se den uden for kirkelige kredse. Den måde, som forholdet mellem jødedom og kristendom almindeligvis fremstilles på i fx religionsundervisningen i skolen, kan bære præg af denne underliggende, negative opfattelse. Prøv at se på denne illustration, som findes i en gymnasielærebog i kristendom, som er en del af faget religion i gymnasiet. Bogen udkom i 2016 (5). Det er altså en forholdsvis ny lærebog, men med et indhold der blot gentager den stereotype opfattelse af jødedom. Det drejer sig om en fremstilling af frelseshistorien, dvs. den kristne grundfortælling. Illustrationen viser, at det starter med skabelsen, derefter syndefaldet, dernæst Moses og loven og i den forbindelse udvælgelsen af det jødiske folk, derefter Jesu død og opstandelse og syndernes forladelse, og som det sidste punkt ude i fremtiden har vi menneskers frelse eller fortabelse. Det meste i denne fremstilling er jo helt i overensstemmelse med Bibelens lære. Men der er ét sted, hvor det går galt, hvor kæden knækker, og det er der, hvor Moses og lovoverholdelse placeres sammen med syndefaldet nede i afgrunden. Moses og lovoverholdelse sættes sammen med syndefaldet, og man får det indtryk, at Moses og loven er noget negativt. Det er en forkert opfattelse. Hvis man er kirkehistorisk interesseret, så afspejler denne illustration fx teologen Markions antijødiske lære fra det 2. årh. Der er rigtig meget at sige om Markion, men det skal jeg lade ligge. Hvis man vil undersøge oprindelsen til Foragtens lære og den såkaldte erstatningsteologi, hvor kirken erstatter det jødiske folk, som Guds folk, kan man med fordel se nærmere på kirkefædrene i det 2. årh.

Bibelens afvisning af Foragtens lære

I stedet vil vi lytte til, hvad Paulus skriver i Romerbrevet 9,4: ”De er jo israelitter (og det er ment som en hæderstitel), de har førstefødselsretten og herligheden, de har pagterne, løfterne og loven. De har fædrene og fra dem er Kristus kommet som menneske”. Alle de ting, som jøderne har, og som Paulus her opremser, er ment positivt. Paulus fremhæver disse ting som noget værdifuldt, ikke som noget, der hører til nede i en afgrund sammen med synd og død. Paulus skriver Romerbrevet omkring år 56. Og når det gælder i år 56, så gælder det også i år 2019. At placere Moses og loven og Israels lovoverholdelse nede i en afgrund sammen med syndefaldet er en udbredt måde at fremstille jødedom på. Det er ligeledes en almindelig opfattelse, at den gamle pagt erstattes af den nye pagt. Men her må man huske på, at ’ny’ betyder ’fornyet’. Når alt dette er sagt, er det selvfølgelig vigtig at understrege, at når en lærebog i kristendom indeholder en sådan illustration (5), så er det jo ikke, fordi bogen er antisemitisk, men det skyldes meget kort sagt, at den helt ukritisk gengiver en indefra synsvinkel, som er præget af en luthersk synsvinkel. Og her ved vi, at den skarpe modsætning mellem lov og evangelium står helt centralt. Men fordi det er luthersk, er det ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Skriften, med Bibelen. Dog må man desværre konstatere, at denne opfattelse af jøder og jødedom er udbredt. Det er nogle meget stærke strukturer, nogle meget stærke paradigmer, som ikke sådan uden videre ændres. Det er en kendt sag i socialpsykologien, at dissonant information forkastes. Information, der går imod en allerede eksisterende stærk grundopfattelse, godtages ikke, den forkastes. Foragtens lære er en sådan dybt rodfæstet grundopfattelse, som ikke så let ændres. Men det er ikke kun et spørgsmål om psykologi, der er også en åndelig dimension i antijudaisme og antisemitisme, som vi skal vende tilbage til.

Nu vil vi vende os til en imødegåelse af de andre dele af Foragtens lære. Jeg har opstillet en oversigt, der viser Foragtens lære på den ene side, og Bibelens lære på den anden (6). En sådan sammenligning viser os, at Foragtens lære er forkert og er et udtryk for utrolig dårlig teologi. Det sidste punkt i denne imødegåelse af Foragtens lære vil jeg gerne kommentere yderligere. Erstatningsteologien bliver tilbagevist af metaforen med de to oliventræer, som Paulus bruger til at beskrive forbindelsen mellem jøder og kristne (7). Det kan man læse om i Romerbrevet kapitel 11. Foreningen af Guds folk, dvs. jøder og kristne, sker ved, at de kristne bliver associeret, de bliver medindlemmet og meddelagtige i løfterne til Israel. Denne forening sker ikke ved substitution, den sker ikke ved, at de kristne erstatter jøderne som Guds folk. Den sker ved, at de kristne slutter sig til og bliver forenet med det jødiske folk, og det sker ved tro på Jesus. De kristne bliver en del af det ædle, frugtbare oliventræ, som er Israel. Og fordi det forholder sig sådan, at kristne er medarvinger og ikke enearvinger til Guds velsignelse og frelse (se Paulus brev til Efeserne, kapitel 3), så kommer Paulus med to formaninger til menigheden. (8). Paulus skriver her imod den kristne menigheds misforståede opfattelse af forholdet mellem kristne og jøder. Der er ikke plads til kristnes hovmod, der er ikke plads til foragt for jøder. Paulus afviser fuldt og helt Foragtens lære.

Vi har i det foregående set, hvordan Bibelen afviser Foragtens lære. Vi skal nu ganske kort se nogle eksempler på, hvordan kristne kirker i dag klart tager afstand fra Foragtens lære og antisemitisme. Bl.a. det kirkesamfund, vi befinder os i dag, Apostolsk Kirke.

Kirkers afvisning af Foragtens lære

I 1998 udsendte Apostolsk Kirke i Danmark en Israel-erklæring som en markering af 50-året for staten Israels oprettelse. I erklæringen står der bl.a. (9). Det er meget glædeligt, at der på den måde er kirker, der ikke er tavse men taler, også om de svære ting: at antijudaismen, dvs. Foragtens lære, har skabt et had til jøder og været med til at bane vejen for Holocaust.

Jeg har lavet en opstilling over de andre punkter, som nogle forskellige kirkelige Israel-erklæringer rummer, og som alle er en imødegåelse af Foragtens lære (10). Hvis man vil vide lidt mere om denne afstandtagen fra både Foragtens lære og erstatningsteologi, kan man læse afsnittet ’Religioner taler sammen: Jødisk-kristne relationer siden 2. Verdenskrig’ i lærebogen Religioner lever (Lindhardt og Ringhof, 2017), som jeg er medforfatter til.

Betyder jøder og Israel noget for kristne?

Men på trods af disse gode erklæringer og udsagn fra forskellige kirkesamfund, både den katolske kirke og en række protestantiske kirker i forskellige lande, så findes Foragtens lære stadig i mange kristne menigheder. Og det er et problem, for det er med til at svække engagementet for jøders sikkerhed og Israels ret til at eksistere. Helen Fein, den amerikanske sociolog, hvis definition på antisemitisme, vi har brugt, forklarer de europæiske jøders udsathed og sårbarhed under 2. Verdenskrig ved at pege på, at jøderne ikke var inkluderet i de europæiske befolkningers forpligtigelsesunivers, derfor var der kun få, der hjalp jøderne og reddede dem fra nazisterne. (11), (12). Men næstekærlighedsbuddet, som står formuleret i Det Gamle Testamente, og som Jesus gentager, står helt centralt. Jøder er selvfølgelig omfattet af næstekærlighedsbuddet.

Hvordan vil du beskrive din menigheds forpligtelsesunivers? Hvem er din menighed forpligtiget overfor? – Det kunne være interessant at se, hvor det jødiske folk og Israel er placeret, om de i det hele taget er der, om de i det hele taget er inden for horisonten.

Relevans

Det forholder sig faktisk sådan, at jøders eksistens og Israels eksistens er særdeles relevant, er yderst vigtig for den kristne kirke, og er særdeles betydningsfuld for verden. Det skal vi se på nu.

Al form for racisme er forkastelig, men antisemitismen har en ekstra dimension i sig, den har en åndelig dimension i sig, fordi den går imod Guds plan for verden. Antisemitismen er et angreb på Guds frelsesplan, fordi antisemitismen vil eliminere, udslette jøderne. Jesus siger ifølge Johannesevangeliet 4, 22, at frelsen er fra jøderne (13). Så hvis jøderne forsvinder, hvis det jødiske folk udryddes, som der jo er blevet gjort forsøg på adskillige gange i historiens løb, så er denne verden meget dårligt stillet. Forstå mig ret, hverken jøder eller Israel kan frelse nogen, det kan kun Gud, og det gjorde han ved at sende sin søn Jesus, der døde og opstod for at frelse verden. Men frelseshistorien er ikke afsluttet, den fortsætter frem mod målet, som er verdens nyskabelse, det er slutmålet. Og i denne proces frem mod målet bruger Gud redskaber. Den kristne menighed er sådant et redskab, og det er det jødiske folk og Israel også! – At ville ødelægge, eliminere det jødiske folk og Israel er et angreb på hele frelsesplanen. Det er derfor, man kan sige, at antisemitisme er åndeligt vanvid.

Jesus er helt kategorisk og siger fuldstændigt entydigt: ”Frelsen er fra jøderne”. Det er faktisk sådan, der står i den græske grundtekst, der i nogle bibler oversættes med ’frelsen kommer fra’, eller ’frelsen er udgået fra jøderne’. Men det er ikke det, Jesus siger ifølge den græske grundtekst. Jesus bruger en nutidsform af verbet ’at være’ og siger ’frelsen er fra jøderne’. Læg også mærke til, at Jesus ikke siger Frelseren, han siger, frelsen er fra jøderne. Frelseren, Jesus Messias er selvfølgelig fra jøderne, eftersom Jesus er jøde, han er Abrahams søn og Davids søn. Men Jesus bruger her en mere omfattende term, frelsen. Dvs. at Gud i sin frelsesplan for menneskeheden, for denne verden, for denne jord bruger det jødiske folk som et unikt redskab. Vi ser her, at Jesus 100% anerkender den frelseshistoriske særstilling, som jøderne har som det udvalgte folk. Derfor er erstatningsteologien utrolig dårlig teologi.

Erstatningsteologien

Vi skal også lægge mærke til, hvem det er Jesus taler til. Det er til en samaritansk kvinde. Og det har stor betydning, hvis vi skal forstå dybden i det, Jesus siger. Der var på Jesu tid et modsætningsforhold mellem jøderne og samaritanerne. Samaritanerne mente, at Gud havde forkastet jøderne, og at det nu var samaritanerne, der var de sande, de rigtige jøder. Og det er lige præcis til en kvinde af den opfattelse, at Jesus siger: ”Hør lige her, frelsen er fra jøderne”. Samaritanerne kan sammenlignes med vore dages erstatningsteologer, der mener, at kirken har erstattet jøderne som Guds udvalgte folk. Det er netop til et menneske af denne opfattelse, at Jesus slår fast: Frelsen er fra jøderne. Det var sandt på Jesu tid, og det er sandt i dag. Gud er historiens Herre også i dag, for frelseshistorien er endnu ikke afsluttet. Det bliver den først, når Jesus vender tilbage til Jerusalem for at oprette sit Fredsrige på jorden (Apostlenes Gerninger 1, 11. Zakarias 14, 4 og 9).

”Frelsen er fra jøderne”

Jesus’ udsagn, hans statement er helt på linje med og er helt i overensstemmelse med Det Gamle Testamente, den hebraiske Bibel, Tanach. Prøv at se disse henvisninger (14). Det, Jesus siger, er også helt i overensstemmelse med det kald det jødiske folk har. De skal være lys for hedningerne/nationerne, på hebraisk or hagoiim.Vi kan også inddrage jødedommens begreb, tikkun olam, der betyder verdens genoprettelse, som er målet for hele frelseshistorien. Jødedom og en kristendom, der anerkender Bibelens syn på jøder og Israel, er her helt enige: Det jødiske folk og Israel er et redskab, som Gud bruger til at velsigne verden.

Set i det lys bliver det klart, at både antisemitisme, antizionisme og antijudaisme er åndeligt vanvid. Jødehadet har det med at mutere, derfor har vi flere udgaver af det samme grundlæggende had til jøder, der har som mål at delegitimere og i sidste instans at udslette både det jødiske folk og den jødiske stat, Israel. Jeg tror, vi er enige om, at det er vigtigt, at den kristne kirke har en modstandskraft over for antisemitismen og er i stand til at afsløre løgnen. Det er vigtigt at have det rigtige mindset, den korrekte bibelske opfattelse af det jødiske folk og Israel. Antisemitismen har en åndelig baggrund. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om almindelig moralsk anstændighed at tage afstand fra dette had, det er det absolut også, men denne afstandtagen fra antisemitismen har en dybere grund: det er et spørgsmål om at være på den rigtige side, den side, der velsigner Abrahams afkom. I 1. Mosebog 12,3 står der, at Gud siger til Abraham: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den der forbander dig, vil jeg forbande”. På hebraisk betyder levareck at velsigne i betydningen at anse nogen for værdifuld. Lekalel, at forbande, er det modsatte, nemlig at ringeagte, at anse nogen for betydningsløs (15). I bekæmpelsen af antisemitismen har den kristne kirke en speciel forpligtigelse til at velsigne Abrahams afkom, det jødiske folk.

Er kirken det nye Israel?

Prædiken holdt af Eva Ravn Møenbak, den 19.1. 2014 i Københavns Frikirke.

Tallene i parentes henviser til slides på det medfølgende power point.

Temaet for denne gudstjeneste er formuleret som et spørgsmål: Er kirken det nye Israel? (1) Nu ved jeg ikke, hvor ofte I stiller jer selv eller hinanden det spørgsmål. Måske vil der være nogen, der tænker, det ved jeg faktisk ikke, men betyder det egentligt noget? Har det noget med mig at gøre? Er det overhovedet relevant at beskæftige sig med et sådant spørgsmål – og så til en gudstjeneste? Jeg vil gerne med det samme sige, at spørgsmålet: Er kirken det nye Israel? er et yderst relevant spørgsmål for enhver kristen, og at det absolut ikke er lige meget, om man svarer ja eller nej til det spørgsmål. Svaret har stor betydning for os som kristne. For et par søndage siden lyttede vi til en spændende prædiken med et vigtigt budskab om emnet Kundskab i Herren, som er en kundskab, der overgår vores menneskelige klogskab. Når vi har med Israel at gøre, så kan vi også møde denne modsætning mellem Guds kundskab og menneskelig klogskab. Paulus siger det lige ud i Romerbevet 11,25 (2). Denne hemmelighed, dette mysterium, som Israel er, vil være omdrejningspunktet for det, jeg gerne vil dele med jer.

Men med hensyn til det at kunne stille et sådant spørgsmål: Er kirken det nye Israel? så vil jeg gerne her indledningsvist sige, at vi faktisk er meget privilegerede, fordi vi er en del af en menighed, hvor den slags spørgsmål kan stilles. Jeg er glad for at være med i en menighed, hvor der er så højt til loftet, at den slags spørgsmål kan stilles, og hvor man er villig til at gå ind i den teologiske refleksion, det kræver, hvis vi skal besvare spørgsmålet. Det er meget dyrebart, og det er absolut ikke en selvfølge, hvis vi ser os om i det danske kirkelandskab.

Nu er spørgsmålet, som det er formuleret, et såkaldt lukket spørgsmål, og med det menes, at man enten kan svare ja eller nej, eller evt. ved ikke. Når man stiller spørgsmålet om kirken er det nye Israel, så underforstår man, at der er et gammelt Israel, som er blevet erstattet, afløst af et nyt Israel, som så skulle være den kristne kirke udover jorden. Og da dette er et teologisk spørgsmål, så ligger der i det, hvis man svarer ja på spørgsmålet, at Gud har forkastet det jødiske folk og Israel og erstattet det med den kristne menighed. Den form for teologi bliver kaldt erstatningsteologi, fra det engelske replacement theology, og den form for teologisk tænkning er kendt helt fra den tidligste kirkehistorie. Det er ikke et nyt fænomen, men det er stadig et aktuelt fænomen. Det er faktisk så udbredt en teologi i dag, så man kan google det og Wikipedia har en definition på begrebet (3).

Hvis vi nu går ind i denne tanke, hvorfor skulle Gud så have forkastet Israel og det jødiske folk? Svaret lyder fra erstatningsteologerne, at Gud har forkastet Israel, fordi de har brudt pagten, og fordi de har sagt nej til troen på Jesus. Derfor har Gud valgt et andet folk, nemlig den kristne kirke, som så bliver kaldt for Det nye Israel, eller det åndelige Israel, som nu overtager alle Guds løfter og velsignelser. Det er sandt, at vi som kristne har del i alle Guds velsignelser, men det er ikke sandt, at det sker på bekostning af Israel. Den kristne kirke er ikke det nye Israel. Men det får selvfølgelig nogle konsekvenser at sige sådan, for når vi fastholder, at den kristne kirke ikke er det nye Israel, så siger vi samtidigt også, at det jødiske folks udvælgelse som Guds folk stadig er gældende i dag.

Til Guds udvælgelse af Israel som sit folk hører, at Gud har givet folket et specielt landområde i Mellemøsten, som deres land, for der har aldrig eksisteret nogen udvælgelse af det jødiske folk, uden at landet Israel er med. Men jeg vil gerne understrege, at det ikke betyder at vi er imod andre folk, det betyder i særdeleshed ikke, at vi er imod de arabiske folk, for Gud er verdens skaber og konge.

Det er en kendt sag, at både for kristne og ikke-kristne kan det være overordentligt vanskeligt at acceptere Israels udvælgelse, Israels udvælgelse som folk og som land modarbejdes og er konstant under pres både teologisk og politisk.

Vi skal nu sammen se på argumenter for at sige, at kirken ikke er det nye Israel, Israel er fortsat udvalgt af Gud og er Guds folk, og vi skal også se på hvilke konsekvenser, det har for os.

Vi skal starte i det profetiske ord i Det Gamle Testamente, sådan som det står hos Jeremias 31, 35-36, hvor Gud tager selve skaberværket til vidne på, at Israel skal bestå som Herrens folk (4). Det er fundamentet, og det er et trosstandpunkt. Fordi Israels eksistens som Guds folk har sit fundament i Guds løfter om, at de skal bestå for evigt, er det et spørgsmål om vores tillid til og tro på disse løfter. Vi ved, at troen kommer af det der høres, og det der høres kommer i kraft af Guds ord, som Paulus siger i Romerbrevet 10,17.

Hvis vi skal kunne kende den hemmelighed, det mysterium, som Israel er, så må vi kunne høre, hvad Bibelen siger om Israel, for det er herfra, at vi får vores tro og vores inspiration.

Hvad siger Bibelen så om Israels udvælgelse som Guds folk? Igennem Bibelen fra Det gamle Testamentes første Mosebog til Det nye testamentes sidste bog Johannes Åbenbaringen fremlægges Guds frelsesplan for denne verden, der skal munde ud i Guds rige på jord. Gud realiserer denne frelsesplan gennem udvælgelsens vej. At tale om frelseshistorien, og hvordan Bibelen fremlægger for os denne store historie, dette store forløb, at tale om sådan noget, det er ikke i så høj kurs i vores postmoderne tid, der er kendetegnet ved individualitet og den enkeltes egen lille historie, som kan lægges ud på facebook og deles med vennerne. Men det er særdeles vigtigt, at vi kender frelseshistorien, at vi kender til Guds store historie med vores jord. Hvis vi kender til den hemmelighed, som Paulus omtaler, så kan vi navigere som menighed i en verden, der er kaotisk. Men vi kan kun navigere, hvis vi har et overblik, og det er lidt sådant et overblik, vi skal prøve at etablere noget af. Men tiden her er selvfølgelig begrænset, så det vil blot være nogle enkle nedslag i Bibelen.

I de 11 første kapitler i 1. Mosebog er der ikke noget specielt folk, der er i fokus, det drejer sig om hele menneskeheden. Men i kapt. 12 sker der en ændring, fra nu af er der et specielt folk, som Gud har udvalgt, og det er det jødiske folk. Abraham er den første jøde, med Abrahams kaldelse starter Gud en ny historie, Gud vælger at gå udvælgelsens vej. Gud begynder her at forny verden gennem udvælgelsen af et menneske, Abraham, og hans efterkommere, jøderne. Gud udvælger sig det folk, som verdens frelser, Jesus Kristus, skulle fødes ud af. I Guds udvælgelse af Abraham og hans efterkommere ligger også udvælgelsen og velsignelsen af den kristne menigheden, af os som kristne. Der er igennem hele Bibelen et grundlæggende, gennemgående faktum, og det er at Gud udvalgte Israels folk til at være hans ejendomsfolk.Jeg har lavet en opstilling (5), der viser udtryk, der peger på Israels udvælgelse. Jeg har skrevet udtrykkene på hebraisk, sådan som de står i Det Gamle Testamente, der jo er jødedommens hellige skrift, Torahen, som er en integreret del af den kristne Bibel.

I udvælgelsen er der et kald, der er en opgave (6). Det jødiske folk er vidner, de er tjenere for Gud og ambassadører for Guds plan med verden. Israel vidner om, at Gud er historiens Herre, og at verden ledes frem mod hans rige. Israel får at vide i forb. med pagtslutningen, at de skal være et kongerige af præster og et helligt folk. Grundtanken er, at Guds nåde og udvælgelse af Israel altid kommer først, og Gud gav dem så loven som en integreret del af denne udvælgelse. Israel har fået Guds ord betroet, og de har bevaret det igennem årtusinder.

Helt grundlæggende kan vi sige at Israels udvælgelse er et redskab for Gud til at frelse verden. Gud har fra begyndelsen beregnet det for hele verden. Frelsen i Jesus blev formidlet gennem dette folk. Paulus skriver, at Jesus som menneske er kommet af Davids slægt. Sigtet med udvælgelsen, det endelige mål, er Messiasrigtes komme. Israel er med til at forberede Messiasrigets komme. De er Messias-folket, det er ikke bare noget det jødiske folk var for 2000 år siden, det vedbliver de med at være. Der er en dyb sammenhæng mellem Jesu genkomst og det jødiske folks tilbagevenden til Israels land. Herrens genkomst forudsætter Israels tilbagevenden til landet. Lige som Jesus blev født ind i en jødisk, geografisk og historisk sammenhæng, sådan vil Jesu genkomst ske ind i en helt konkret geografisk og historisk kontekst. Sådan er den kristne eskatologi (læren om hvad der skal ske til sidst). Gud har bestemt, at det skal ske på Oliebjerget i Jerusalem, som det står beskrevet hos profeten Zakarias 14,4 og Apostlenes Gerninger 1, 11. Det jødiske folks rolle som Guds udvalgte folk og redskab er altså endnu ikke afsluttet, det er en vigtig pointe.

Gud har knyttet sig tæt til Israel, og denne tætte kontakt viser sig i de navne, de benævnelser, der bruges om Herren i Bibelen (7). Det ene billede, den ene metafor efter den anden bruges til at beskrive Guds kærlighed til Israel. Når Israel har denne plads i Guds hjerte, må vi også give plads til Israel i vores hjerter. Guds udvælgelse af Israel må vi af hjertet sige ja til. Det er først, når vi af hjertet har sagt ja til den udvælgelse, at Helligånden kan levendegøre ordet for os om Guds planer med Israel.

Udvælgelsen af Israel gælder nemlig satdig i dag. Paulus skriver sit brev til menigheden i Rom i år 55, og når udvælgelsen af det jødiske folk gælder i år 55, så gælder den også i år 2014. Læg mærke til at Paulus bruger en nutidsform af verbet (8).

Men det er vigtigt at understrege at vi som kristne, som Guds menighed, har medandel i løfterne. Herren er også vores Gud, Frelser og Konge. Det gør Paulus klart i Efeserbrevet, 2,12-13 og 3, 6. (9)

Men kirken har ikke erstattet Israel, udvælgelsen af Israel, det jødiske folk gælder stadig i dag, også den del af Israel som har sagt nej til Jesus, Gud har ikke forkastet dem og i forhold til udvælgelsen, siger Paulus, er de elskede for fædrenes skyld. Udvælgelsen af Israel gælder altså også i dag, og her vil jeg gerne tage nogle passager frem fra Paulus brev til Romerne, som er helt centrale, men som ofte er blevet misforstået og fejlfortolket, og det på trods af at de rummer nogle af de stærkeste teologiske argumenter for at sige, at det Israel vi har i dag er villet af Gud og har en plads i Guds frelsesplan.

Vi har nemlig som kristne en vigtig opgave med at forklare på hvilket bibelsk grundlag vi kan sige, at det Israel der er i Mellemøsten i dag, er det Israel til hvem løfterne lyder.

Vi skal læse Rom. 9, 1- 13, og Rom. 11, 1- 9 (10,11,12,13).

Paulus indleder med at udtrykke sin sorg over at hovedparten af det jødiske folk siger nej til Jesus som Messias og Frelser. Derefter kommer han med en meget klar erklæring: Guds ord er ikke slået fejl. Denne erklæring er omdrejningspunktet for det Paulus har at sige. At jøderne sagde nej til Jesus, kunne se ud som om at Guds ord, dvs. Guds løfter til Israel om frelse, er slået fejl. Har Gud svigtet sine løfter? – Er han ikke i stand til at opfylde dem? Det er det spørgsmål, Paulus må besvare. Og det gør han så i det følgende først ved at påpege, at en del af folket er blevet udvalgt pg de tror på Jesus (14). De kaldes for Israel, Abrahams børn, Løftets børn, Guds børn. Og i kapt. 11 genoptager Paulus argumentationen. På Elias’ tid var det nok med 7000, for at kontinuiteten var sikret. På samme måde var der på Paulus tid en rest af Kristustroende jøder i kraft af Guds nådesudvælgelse, og Paulus var en af dem. Hvor smerteligt det end er for Paulus at erkende, at kun en rest i Paulus samtid har modtaget Jesus som Messias, så strider denne situation dog ikke mod Guds ord. Og det er vigtigt for Paulus at få det slået fast. Men det er også vigtigt, at vi forstår ordet ’rest’ ’shear’ på hebraisk. Vi skal ikke forstå det, som om det er noget trist, at der kun er en rest af folket, der tror på Jesus. Det skal forstås positivt, for de repræsenterer kontinuiteten og er tegnet på, at de andre også er Guds elskede, udvalgte folk.

Jeg har lavet en opstilling over de ord og udtryk, som Paulus bruger til henholdsvis at karakterisere den del af folket, der modtager, og den del af folket der afviser Jesus (14).

Paulus kunne for så vidt godt have stoppet sin argumentation her. Der er en rest af folket Israel, der tror på Jesus, det samme kan vi sige i dag, hvor der er de messianske jøder. Denne rest repræsenterer Israel og bliver kaldt løftets børn. Paulus har til fulde tilbagevist påstanden om, at Guds ord skulle have svigtet, og det er det, der er Paulus anliggende. Paulus kunne have stoppet her. Men det gør han ikke, han fortsætter, for alt er endnu ikke sagt om Israel. Og Gud være lovet for det!

Paulus fortsætter med at tale om det Israel, der afviser Jesus. Hvis vi sætter de forskellige udtryk op over for hinanden, så får vi sådant et skema (15).

– de der er blevet kaldt de kødelige børn, er på samme tid israelitter og elsket pga. fædrene og udvælgelsen.

– det der gælder for delen, dvs. resten gælder også for helheden, den er hellig, og det vil sige indviet til Guds, nemlig som Guds folk.

– de er en del af Israel, og uden dem er Israel ikke komplet.

– den del af Israel, der ikke tror på Jesus, er ikke ophørt med at være Israel.

Det kan måske være fristende at vælge side. Tingene bliver unægtelig mere enkle. Der er i hvert fald kristne og kristne menigheder, der udelukkende har valgt den negative side, og hævder derfor at det nu er kirken, der er Guds nye folk.

Men Paulus kan ikke sådan sættes i bås, han giver os et dialektisk mesterværk. Paulus’ tankegang rummer modsætninger, der kan virke paradoksale, men som netop derfor er velegnede til at udtrykke det uudsigelige, til at udtrykke mysteriet, som Paulus skriver i Rom.11,26.

Dette skema er nok til at modsige ethvert tilløb til, at kirken skulle kunne kalde sig Israel, eller det sande Israel, eller det nye Israel.

Hverken de messianske jøder eller den hedningekristne menighed eller de to i fællesskab kan hævde, at de er Israel, så længe de andre ikke er med. Det er helt imod Paulus tankegang at tale om det nye Israel.

Vi kan konkludere, at Israel har en legitim plads i Guds frelsesplan, derfor må vi give vores fulde anerkendelse af den frelseshistoriske særstilling, som Israel har.

Vi skal nu til slut se på en side af Israels udvælgelse som er paradoksal, modsætningsfuld, som ikke kan forstås bare sådan ved almindelig menneskelig logik. Vi rører her ved Guds hemmelighed, ved mysteriet, som er Israel.

For det første må vi sige sammen med Paulus, at det er Gud der har forhærdet en del af Israel. Paulus skriver: ”Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne som ikke ser, og ører som ikke hører, indtil den dag i dag” (Rom. 11,8). For det andet må vi sige sammen med Paulus, at der er en årsagssammenhæng mellem Israels forhærdelse og hedningernes frelse. Der eksisterer altså en sammenhæng mellem det Paulus kalder Israels forhærdelse og hedningernes frelse, vores frelse. Denne sandhed bliver understreget af Paulus, han udtrykker den hele fem gange i kapitel 11, som vi ser her (16). Men Paulus kommer ikke med et logisk ræsonnement, og det er heller ikke sådan vi skal modtage dette ord. Paulus forklarer ikke, hvorfor eller hvordan det kan forholde sig sådan, af gode grunde, for det her kan ikke forklares rationelt. Men da han når hertil i sin fremlæggelse af Guds udvælgelse og plan for Israel, så bryder han ud i lovprisning af Gud, fordi han ser ned i dybet af Guds rigdom, visdom og kundskab. Han ser ned i dybet af Guds rigdom, for Israel er Guds vidunderlige rigdom af velsignelse for verden, for når de ser, at Jesus er Messias, så bliver det liv af døde (17). Israel er Guds tjener, Guds redskab til at velsigne verden. Selv i sin sigen nej til Jesus som Messias og Frelser er de til velsignelse. Den eneste rette reaktion vi kan have på dette mysterium er at lovprise Gud, sådan som Paulus gør i slutningen af Romerbrevet kapt. 11: ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!”.

Hos profeten Ezekiel 20 nævnes det gang på gang, at Gud fastholder Israel i udvælgelsen for sit navn skyld. Når Gud suverænt har udvalgt Israel, er hans navn uløseligt knyttet til Israel. Hvad er Guds navn? Det åbenbarer Gud for Moses, som vi kan læse i 2. Mos. 3,14: Guds navn er ”jeg er den jeg er”. Guds navn og Guds væsen er ét. Dette navn siger, at Gud ændrer sig ikke undervejs. Han fortryder ikke sine ord og sine løfter. Han er trofast, og alt hvad han gør, er ledt af hans trofasthed og hans barmhjertighed. Israel har sin skat i lerkar, dvs. præget af menneskelig skrøbelighed, lige som Guds menighed har sin skat i lerkar. Dem der vil afskrive Israel, skal derfor passe på ikke at skære den gren over, de selv sidder på.

Jeg indledte med at sige, at svaret på spørgsmålet om kirken er det nye Israel har betydning for os som kristne, for det har betydning for vores forståelse af, hvem Gud er, og hvordan han handler. Gud både vil og kan opfylde sine løfter. Guds ord har ikke slået fejl. Gud holder det han lover i sit ord. Det er derfor, at det nytter noget at bede. Hvis vi beder på grundlag af Guds ord og åbenbaring i Jesus, så er vi på sikker grund, og så hører Gud os, for så beder vi efter hans vilje. Vi har i 12 år her i menigheden haft bøn for Israel en gang om måneden ved tværkirkelige bedemøder for Israel. Vi beder for Israel og for Mellemøsten, for Gud står ved sine løfter om velsignelse, også til Ismael, også til de arabiske folk. Men for at bede og handle så er det vigtigt, at vi kender Bibelens ord, så vi kan være Guds medarbejdere, for det er det, Gud kalder os til at være.

Jeg vil gerne slutte af med at læse de to sidste linjer i den Israel-erklæring, som Apostolsk Kirke i Danmark udsendte i 1998, i forbindelse med 50-året for staten Israels genoprettelse. Københavns Frikirke er en del af ApostolskKirke i Danmark. Der står sådan her: ”På grund af den helt unikke forbindelse, vi som kristne har til det jødiske folk, opfordrer vi alle kristne til at bede for Israel og yde omsorg og støtte” (18).

Guds pagter med Israel

Studiematerialet er udarbejdet af Eva Ravn Møenbak

Indhold

Forord

1. Lektion: Introduktion og Abrahamspagten

2. Lektion: Pagternes indhold

3. Lektion: Pagternes indbyrdes relationer

4. Lektion: Pagternes form

5. Lektion: Menighedens medindlemmelse og medandel i Guds pagter med Israel

Litteraturliste

Forord

Dette materiale har jeg udarbejdet til brug i cellegrupper og bibelstudiekredse, men selvfølgelig kan det også anvendes til selvstudium.

Emner: Guds pagter med Israel er inddelt i fem lektioner. Hver lektion indeholder oversigtsskemaer med dertilhørende uddybende kommentarer. Jeg vil gerne her understrege, at denne eksegese er holdt på et minimum. Emnet er på ingen måde udtømt med de kommentarer, jeg her har valgt at bringe. Derfor skal dette bibelstudium da også ses som en introduktion til emnet og en indbydelse til videre studier.

I slutningen af hver lektion foreslås bibelhenvisninger og refleksioner til videre arbejde med og perspektivering af emnet.

Det er mit håb, at denne disposition af materialet vil lette bibelstudiet og inspirere til frugtbar dialog i cellegrupper og studiekredse.

De fem lektioner kan opdeles i mindre enheder, hvis man ønsker det. Og man kan selvfølgelig også slå flere lektioner sammen. Men tillad mig at komme med et helt praktisk råd: Brug tid på sammen i grupperne at slå alle bibelhenvisningerne op. Læs dem og grund over Ordet!

Jeg vil mene, at det også er en god idé sammen at læse de uddybende kommentarer, og lade dem danne udgangspunkt for gruppens medtænkning og sammentænkning af emnet.

Hvis man ønsker yderligere materiale om emnet, kan jeg henvise til den erklæring, som Apostolsk Kirke i Danmark i 1998 udsendte i anledning af 50-året for staten Israels genoprettelse.

Tidligere biskop i Helsingør stift Johannes Johannesen har engang sagt: ”Dogmatik er fortættet lovsang”. Og det er lige, hvad det er! At lade Helligånden åbne Skriftens vidnesbyrd om, hvem Gud er, og hvad hans frelsesplan for verden rummer, leder til lovprisning og tilbedelse af Israels Gud, som har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus.

Eva Ravn Møenbak

Guds pagter med Israel

1. Lektion: Introduktion og Abrahamspagten

De overordnede formål med bibelstudiet er at vise:

Guds trofasthed over for sine pagter med Israel
Menighedens medindlemmelse og medandel i Guds pagter med Israel
Menighedens åndelige bånd til Israel

Bibelens to dele Gammel Testamente og Ny Testamente beretter om et begivenhedsforløb, hvis yderpunkter er skabelsen (1. Mos. 1,1) og nyskabelsen (Johs. Åb. 21,1). Her indenfor udspænder sig Guds frelsesplan (Ef. 1,10) med vores jord.

Israel tilhører frelseshistorien på en ganske særlig måde, fordi Gud realiserer sin frelsesplan gennem oprettelse af fire store pagter, der alle står markante i Israels historie.

Det drejer sig om følgende pagter:

Abrahamspagten, Sinajpagten, Davidspagten og Den nye Pagt

Disse pagter skal vi arbejde med ved at besvare følgende spørgsmål:

Hvad er pagternes indhold?
Hvad betyder pagtsbegrebet?
Hvordan er pagternes indbyrdes relationer? (f.eks. afløser eller uddyber de hinanden?)
Hvordan er pagternes form?

Pagternes indhold

Abrahamspagten består af følgende løfter, som Gud giver Abraham i 1. Mosebog:

Stort folk: 12,2; 13,16; 15,5; 17,2

Velsignelse for Abraham: 12,2

Abrahams navn skal blive stort: 12,2

Velsignelse for dem, der velsigner Abraham

Forbandelse for den, der forbander Abraham: 12,3

Velsignelse for alle folkeslag gennem Abraham: 12,3

Gud giver landet til Abraham og Abrahams efterkommere: 12,7; 13,15; 15,18; 17,8

Herren vil være Gud for Abraham og Abrahams efterkommere: 17, 7-8

Konger skal nedstamme fra Abraham: 17,6

Til Abrahamspagten er der knyttet et pagtstegn: Omskærelsen (1. Mos. 17,11)

Uddybning af skemaet

Velsignelse for alle folkeslag gennem Abraham

I kapitlerne 1 – 11 i 1. Mosebog har Gud handlet med hele menneskeheden. I kapitel 12 vælger Gud at gå udvælgelsens vej. Gud begynder her at forny verden gennem udvælgelsen af et menneske, Abraham, og hans efterkommere, jøderne. Gud udvælger sig det folk, som verdens frelser, Jesus Kristus, skulle fødes ud af. I Guds udvælgelse af Abraham og hans efterkommere ligger også udvælgelsen og velsignelsen af menigheden, af os!

Pagten er vidnesbyrd om Guds kærlighed til sit folk Israel. Gud viser sin kærlighed til verden, til alle folkeslag, gennem sin kærlighed til Israel.

Der er to ting, der er vigtige at understrege her fra starten af studiet af pagterne:

– vi er medarvinger til Guds velsignelsesrige løfter til Israel, da vi er i Kristus (Gal 3,29). Kristus er ”Abrahams søn” (Matthæus 1,1), og da vi er i Kristus, er vi også Abrahams børn ved troen (Rom. 4, 16-18).

– vi velsignes sammen med Israel, ikke i stedet for Israel (Ef. 2, 11-13: 3,6-7). Menighedens Herre, vor Frelser, er Israels Gud i alt, hvad han gør i al evighed.

Velsignelse for dem, der velsigner Abraham, forbandelse for den, der forbander Abraham

Her kan det være gavnligt at gå til Det gamle Testamentes hebraiske grundtekst for at præcisere, hvad der ligger i ordene ’velsigne’ og ’forbande’.

At forbande hedder på hebraisk: lekalel. Grundbetydningen af ordet er at anse noget for betydningsløst, at ringeagte. Hvis man ringeagter det der skete med Abraham, hvis man ikke regner Guds pagt og løfter til Abraham for noget værd, sætter man sig selv uden for Guds frelsesplan. Den der ikke agter og anerkender Abraham, og hvad Gud har lovet ham og hans efterkommere, kan Gud heller ikke agte og anerkende.

At velsigne, levarech på hebraisk, betyder det modsatte af at ringeagte, dvs. at ære, respektere og anerkende. En sådan holdning over for Abraham og hans efterkommere vil Gud kendes ved. Vi må derfor konkludere, at vores holdning til Israel og det jødiske folk er af stor betydning for os.

Pagtsbegrebet

Løfterne til Abraham læser vi første gang om i kapitel 12 i 1. Mosebog. Det er først i kapitel 15, 7-21, at de får status af pagt (det hebraiske ord brit).

Vi får beskrevet et dramatisk ritual: Abraham skal overskære nogle dyr, hvorefter ”en rygende ovn og en flammende fakkel kom til syne og bevægede sig frem mellem de overskårne dyr” (vers 17). Denne form for pagtsceremoni er kendt i datidens verden. Riten blev brugt ved indgåelse af både politiske og sociale pagtslutninger (Jeremias 34,8-22): En sønderdeling af et eller flere dyr, der parvis lægges over for hinanden, sådan at der dannes en ”allé”, som de pagtsluttende passerer igennem. Når de pagtsluttende gik mellem de døde dyr, nedkaldte de over sig selv den skæbne, som var blevet dyrene til del, hvis de brød pagten. Denne pagtsrite har altså forbindelse til edsaflæggelse: ”Hvis jeg bryder pagten, så lad det gå mig, som det er gået disse dyr”.

Gud bruger denne menneskelige form for pagtsceremoni, da han skal indgå pagt med Abraham. Vi må huske på, at baggrunden for, at pagten her indgås, er Abrahams ængstelige spørgsmål i vers 8. Abraham havde brug for at få sikkerhed for, at løftet ville blive virkeliggjort. Gud svarede på en måde, Abraham kunne forstå. Gud er trofast over for sine løfter, og det godtgør han ved at aflægge ed. Forbindelsen mellem pagt og ed kan yderligere underbygges ved henvisning til 1. Mos. 26,3 og Hebr. 6,17.

Det er Gud, der står som garanten for denne pagt. Det var ikke Abraham, der gik mellem de overskårne dyr, det var Herren. Derfor er det også en evig pagt (1. Mos. 17,7—8).

Overvej Paulus ord i Rom. 3, 1-4 i lyset af pagtsindgåelsen i 1. Mos. 15.

2. Lektion: Pagternes indhold (fortsat)

Davidspagtens indhold er identisk med Abrahamspagtens, derfor inddrages den på dette sted før Sinajpagten. Ordet pagt anvendes ikke i 2. Samuelsbog 7. Det gør det derimod i Salme 89,4 og Jeremias 33, 20-21, hvor løfterne til kong David får pagtstatus. Abrahamspagtens og Davidspagtens parallelitet fremgår af følgende skema:

Abrahamspagten Davidspagten

Efterkommere 1. Mos. 12,2 2. Sam. 7,12

Velsignelse 1. Mos. 12,2 2. Sam. 7,29

Stort navn 1. Mos. 12,2 2. Sam. 7,9

Velsignelse af alle folkeslag 1. Mos. 12,3 2. Sam. 7,19b

Landet 1. Mos. 12,7 2. Sam. 7,10

Herren vil være folkets Gud 1. Mos. 17,7 2. Sam. 7,24

Konger 1. Mos. 17,6 2. Sam. 7,16

Uddybning af skemaet

Velsignelse for alle folkeslag

Sidestillingen af 1. Mos. 12,3 og 2. Sam. 7,19b kræver en kommentar, især hvis I bruger den gamle oversættelse af Det gamle Testamente. Den nye oversættelse har den korrekte ordlyd, som nøje følger den hebraiske grundtekst. Det er sætningen: ”Og dette skal være menneskets belæring”, der rummer løftet om velsignelse for folkeslagene. Man kan godt få noget ud af at læse sætningen på hebraisk, selv om man måske ikke kan hebraisk: Zot torat haadam. Adam betyder menneske, og tora/torat// betyder lære, belæring (ofte oversættes ordet med lov, men der ligger meget mere i ordet). Den belæring, der skal være menneskehedens er, at Herren har talt til Davids hus om dets beståen til evig tid. Det er menneskets livslære og velsignelse! Vi ved fra mange andre steder i Bibelen, at folkeslagene (og det er jo os) skal velsignes gennem davidsdynastiet, f.eks. Esajas 11,10, som er en af Det gamle Testamentes mange messianske profetier. Isajs rodskud er Messias-kongen, Jesus (Isaj er Davids far). Messias er hebraisk (Maschiach) og betyder den salvede. På græsk hedder det Kristus. Paulus skriver i Gal. 3,14, at velsignelsen til Abraham skal nå ud til hedningerne/folke-slagene i Kristus Jesus. I Bibelens sidste kapitel, Åb. 22,16 siger Jesus: ”Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne” og knytter derved forbindelsen tilbage til løfterne til David. I det fuldendte Gudsrige er Jesus stadig jødernes konge og Messias. – Er det ikke vidunderligt! (om ’den lysende morgenstjerne’ se 4. Mos. 24,17, som er en profeti til Israel, at deres Messias kommer.

Sinajpagtens indhold: Vi genfinder følgende løfter fra Abrahamspagten og Davidspagten:

Efterkommerne skal være Guds ejendom 2. Mos. 19,5-6

Herren vil være folkets Gud 2. Mos. 19,5-6; 20,2; 29,45-46

Landet 5. Mos. 11,8-9; 18-25

(Løfterne gentages mangfoldige steder i Mosebøgerne)

Til Sinajpagten er der knyttet et pagtstegn: Sabbaten (2. Mos. 31, 16-17).

Uddybning af skemaet

Efterkommerne skal være Guds ejendom

Herren vil være folkets Gud

I Sinajpagten får vi at vide, hvad løftet om, at Herren vil være folkets Gud, indebærer. Folket skal være Guds ejendom blandt alle folkene. Ordet på hebraisk, der her oversættes med ejendom, betyder egentlig en dyrebar skat. Israel får her et stort kald, de skal være et kongerige af præster. Sinajpagtens indhold er alle de bud og forbud, som folket får af Gud gennem Moses. Et liv i overensstemmelse med Guds lov er Israels svar på Guds udvælgelse, som er Guds frie gave. Sinajpagtens funktion er at forme og beskytte det folk, gennem hvem løfterne skulle formidles til verden. Sinajpagten udskiller/helliger det jødiske folk og har bevaret det som et nationalt folkefællesskab indtil i dag. Hvis folket var forsvundet, assimileret, opgået i de forskellige folkeslag, ville der ikke have været et folk, som løfterne kunne opfyldes på og igennem.

Den nye Pagt forkyndes for det jødiske folk af profeten Jeremias i en mørk periode af folkets historie. Jeremias var en profet i den tid, hvor Judarigets befolkning blev deporteret til Babylon (587 f.Kr.) Det så ud som om, at løftet til David om et evigt kongedømme var gået tabt. Folket har stillet sig selv spørgsmålet: Har Gud forkastet os på grund af vores synder? Ind i denne fortvivlelse lyder så Jeremias’ profeti om en tilbagevenden til landet og en ny pagt. Den nye Pagt finder vi beskrevet i Jer. 31,31-37 og 32,38-41.

Vi genfinder følgende løfter fra de foregående pagter:

Efterkommere/folket Jer. 31,31 og 36

Herren vil være folkets Gud Jer. 31,33

Landet Jer. 32,41

Uddybning af skemaet

Efterkommere/folket

Gud opretter Den nye Pagt med det samme folk som Sinajpagten: Israels hus og Judas hus, dvs. hele Israels folk. Når en ny pagt er nødvendig, er det fordi folket havde brudt Sinajpagten: ”De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren” (Jer. 31,32). Dette vers skal læses i den nye oversættelse, der er i overensstemmelse med den hebraiske grundtekst. Den gamle oversættelse er forkert).

Formålet med den nye Pagt er, at loven skal skrives på folkets hjerter. Der er således ikke tale om en ændring af loven, men en ændring af lovens placering. Den skal være i hjerterne. Dette krav findes dog allerede inden for rammerne af Sinajpagten (5. Mos. 10, 14-16). Men folket kunne ikke overholde Guds lov, det kan det først, når loven skrives på hjerterne.

Overvej baggrunden for Sinajpagtens oprettelse ud fra 2. Mos. 6, 1-8.

Overvej paralleller mellem Jeremias 31, 8-14; 23-37 og Ezekiel 36, 24-29.

3. Lektion: Pagternes indbyrdes relationer

I de to foregående lektioner har vi set de løfter, som pagterne rummer. Det fremgår tydeligt, at der er en indholdsmæssig kontinuitet pagterne imellem. Gud er ikke lunefuld, han ændrer ikke mening undervejs i sin frelsesplan med Israel og med verden. Gud opretter ikke en pagt for at ophæve en anden. Gud er trofast over for sit Ord for at opfylde det!

Følgende skema viser kontinuiteten ved, at vi fokuserer på to centrale løfter:

Herren vil være folkets Gud Landløftet

Abrahamspagten 1. Mos. 17,7 1. Mos. 17,8

Sinajpagten 2. Mos. 19,5-6 5. Mos. 11, 18-25

Davidspagten 2. Sam. 7,24 2. Sam. 7,10

Den nye Pagt Jer. 31,33 Jer. 32,40-41

Uddybning af skemaet

Det følgende vil være en fremstilling af nogle vigtige konklusioner, vi på nuværende tidspunkt af bibelstudiet kan drage:

1. At de to løfter findes i alle fire pagter, som Gud har oprettet med Israel, viser, at der ikke er tale om fire forskellige pagter, der afløser hinanden. De er snarere tale om en stadfæstelse af den pagt, Gud indgik med Abraham og hans efterkommere.

2. Pagten med Abraham er grundlaget for Israels udvælgelse som Guds folk. Meningen med betegnelsen ’Ny Pagt’ hos Jeremias er altså ikke, at den sætter pagten med Abraham ud af kraft. I dette perspektiv betyder ’Ny Pagt’ ikke en radikal ny pagt, men snarere en fornyelse og bekræftelse af en allerede eksisterende pagtsrelation mellem Gud og Israel.

3. Guds løfter til Israel er derfor også evige (f.eks. 1. Mos. 17,7; Jer. 31, 35-37).

4. Skemaet viser, at der aldrig har eksisteret nogen udvælgelse af Israel uden landløftet. Når folket er udvalgt, er landet det også, derfor må vi forstå, hvad der sker i Israel i dag i lyset af Bibelens profetiske ord. Eksempel: Siden Sovjetunionens opløsning og jerntæppets fald er ca. en million russiske jøder immigreret til Israel. Dette er en begyndende opfyldelse af Jer. 16, 14-15 og 23, 7-8.

5. Pagterne er tilknyttet hinanden på den måde, at Sinajpagten, Davidspagten og Den nye Pagt uddyber forskellige løfter til Abrahamspagten. Det vil sige, at løfterne uddybes og bliver stadig rigere opfyldt. Gud er en vidunderlig Gud, Hans velsignelse er lige så uendelig som Han selv! I Sinajpagten får løftet om efterkommere, og at Herren vil være Gud for dette folk, langt større fylde end i Abrahamspagten. Vi har allerede set, at Israel er en dyrebar skat for Gud, de skal være ” et rige af præster og et helligt folk”. Dette løfte skal fuldt ud realiseres, når Gud ved sin Ånd skriver loven på folkets hjerter, som Den nye Pagt lover skal ske fuldt ud. I Davidspagten er kongeløftet i centrum, og får langt større fylde end i Abrahamspagten, hvor Gud ”kun” siger til Abraham, at konger skal nedstamme fra ham.

At løfterne stadig bliver rigere opfyldt igennem frelseshistorien, skal vi vende tilbage til i 5. lektion, hvor vi specielt vil fokusere på menighedens meddelagtighed i Israels udvælgelse og derfor medandel i Guds løfter til Israel.

Overvej i lyst af denne lektion betydningen af Jesu ord i Johannesevangeliet 4,22 og Paulus’ ord i Romerbrevet 9, 4-5.

Uddybning af princippet: Løfterne bliver stadig rigere opfyldt

Eksempel: Landløftet

I Rom. 4,13 henviser Paulus til løftet givet til Abraham: ”Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro”.

Paulus bruger ordet ’verden’, på græsk, Ny Testamentes grundsprog, står der ’kosmos’. Paulus peger på, at landløftet i sin endelige opfyldelse i Gudsriget sigter på verden underlagt Guds Søn, Jesus. Hos profeterne i Det gamle Testamente kommer denne sandhed mange gange til udtryk, f.eks. Esajas 55, 3-5, hvor Gud siger, at Messias’ herredømme over folkene er et direkte resultat af løftet givet til kong David. I Salme 2,8 står der: ”Bed mig, og jeg giver dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Den Gud her taler til er Kongen, Messias, Guds salvede, indsat på Zions bjerg i Jerusalem. Der kan ikke være tvivl om, at det er denne sammenhæng Paulus tænker på, når han siger, at Abraham skal arve verden.

Paulus ophæver selvfølgelig ikke hermed Guds løfte til det jødiske folk om konkret at give dem landet Israel til evig ejendom. Paulus ophæver ikke landløftet, han stadfæster det, for parallelt med løftet om verden er der hos profeterne løftet om, at Gud giver folket Israels land, f.eks. Mika5, 4: ”De (jøderne) skal bo trygt, for hans magt når til jordens ende”. Se også Zak. 14, versene 4 og 9. Vi er, som hedningekristne, medarvinger til dette vidunderlige løfte: Gudsrigets fulde oprettelse på vores jord: ”Hører I Kristus til, er I også (altså sammen med Israel, min understregning) Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte”.

Guds folk skal arve verden, underlagt Kristus!

Overvej i lyset af ovenstående disciplenes spørgsmål og Jesu svar i Ap.Ger. 1, 6-8.

4. Lektion: Pagternes form

På trods af kontinuiteten mellem pagterne, som vi så i lektion 3, er det nødvendigt at inddele dem i nogle kategorier efter deres form. Med form mener jeg den grammatiske udformning.

Guds pagter kan inddeles i to overordnede kategorier:

– betinget

– ubetinget

Betinget

Sinajpagten er betinget. Det kan vi se af ordet ’hvis’, sådan som der står i 2. Mos. 19,5: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig”. Som vi allerede har set (lektion 2), er Sinajpagtens funktion at administrere folkets lydighed. Men det folk, der havde sagt: ”Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler” (2. Mos. 24,7), brød pagten. Vil bliver derfor nødt til at stille spørgsmålet: Kan folkets ulydighed ophæve Guds trofasthed og vilje til at opfylde løfterne? Lad os blot foregribe svaret ved at læse Paulus’ besvarelse i Rom 3, 3-4: ”Hvad så, når nogle af dem var troløse? Vil deres troløshed ophæve Guds trofasthed? Aldeles ikke!” På hvilket grundlag kan Paulus sige sådan? Det skal vi se på i det følgende.

Ubetinget

I vores læsning af Abrahamspagten og Davidspagten har vi ikke stødt på noget ’hvis’, disse pagters indhold er ubetingede løfter.

Hos Mika står Abrahamspagten omtalt således: ”Du viser troskab mod Jakob og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage”. Og hos Esajas 55,3 omtales Davidspagten med følgende ord: ”Jeg vil slutte en evig pagt med jer og opfylde de urokkelige løfter til David” (prøv at læse disse steder i den gamle bibeloversættelse). For at få fat på dybden af disse ord, kan det være gavnligt at se på den hebraiske grundtekst.

Ordene ’trofasthed’ og ’urokkelige’ er det samme ord på hebraisk: chesed. Ordet rummer flere betydninger: nåde, barmhjertighed, kærlighed, trofasthed. I den nye oversættelse har man valgt ’trofasthed’, i den gamle ’nåde’. Begge oversættelser viser, at løfterne til Abraham og David er suveræne. Guds gentagne, selvforpligtende løfter til Israel står ved magt, fordi de er ubetingede, evige og edsvorne, og kan altså ikke ophæves af folkets ulydighed. Gud er trofast!

Abrahamspagten og Davidspagten er på en speciel måde nådepagter eller forjættelsens pagter, den sidste betegnelse bliver brugt i Ef. 2,12. Sinajpagten er derimod en lydighedspagt, men Sinajpagten har ikke forrang over for nådepagterne. Det er da også derfor Paulus i Romerbrevet 11,28 kan konstatere følgende: ”I forhold til evangeliet er de fjender (se dog 11,25-26) og det er de for jeres skyld, men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”. At størstedelen af det jødiske folk i dag ikke tror på Jesus som Messias og Frelser vil ikke sige, at de er forkastet af Gud (Rom. 11,1). Nådeløfterne til Abraham og David står ved magt. Så stor er Guds pagtstroskab, som udspringer af hans kærlighed til det folk, han har udvalgt. (5. Mos. 7, 6-8; 3. Mos. 26, 44-45).

Den nye Pagt er ubetinget, den er en nådepagt, der bevirker lydighed mod Guds lov, da loven ved Ånden er i hjerterne. Den fortæller os, at Gud skal få sin vej med sit folk, nemlig når folket får et nyt hjerte og i tro modtager Guds løfter. Dette kan kun ske ved en ny fødsel, som Jesus belærte Nikodemus om. Vi ved ud fra Skriften, at Gud vil udgyde sin Ånd over Israel (Ez. 36,27 og 37,11-14; Zak. 12, 9-10).

Jesus og Den nye Pagt

Når Jesus bruger betegnelsen ny pagt, henviser han til Den nye Pagt hos Jeremias 31. Det er et meget betydningsfuldt øjeblik, da Jesus i forbindelse med det jødiske påskemåltid tager bægeret og siger: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer” (Luk. 22,20). Her knytter Jesus til ved ordene fra Jeremias 31,34: ”Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd”. Pagten fornyes i Jesu blod, der er pagtsblodet (2. Mos. 24,8; Matt. 26,28; Mark. 14,24). Den nye pagts velsignelser er endnu ikke virkelighed for hele Israel, men skal blive det: ”Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jacob. Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort” (Rom. 11, 26-27). Derfor kan Paulus også skrive: ”Hvad jeg siger, er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne (jøderne) for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene, men hedningerne (det vil sige alle ikke-jøder) skal lovprise Gud for hans barmhjertighed” (Rom. 15, 8-9). Her udtrykker Paulus den kontinuitet, der må være i Guds frelsesplan, når Gud er den trofaste Gud. Jesus stadfæster forjættelserne til fædrene, og vi skal prise Gud for hans barmhjertighed, at vi ved Jesus har del i disse velsignelsesrige forjættelser. Hermed er emnet for lektion 5 introduceret.

Følgende skema opsummerer denne lektions emne:

Abrahamspagten

Davidspagten } ubetingede, nådepagter (Es. 55,3; Mika 7,20)

Sinajpagten } betinget, lydighedspagt (2. Mos. 19, 5-6)

Den nye Pagt } ubetinget, nådepagt, der bevirker lydighed mod Guds lov (Jer. 31, 33-34)

Overvej ud fra Guds pagter, hvad det jødiske folks eksistens i dag har at sige menigheden.

Overvej forbindelsen mellem Rom. 8, 1-4 og Den nye Pagt (Jer. 31, 31-37; Ez. 36, 27-29).

Lektion 5: Menighedens medindlemmelse og medandel i Guds pagter med Israel

Gud har udvalgt Israel, Gud elsker Israel. Men hvad med resten af verden? Og hvad med menigheden? Gud er verdens Skaber og Herre (Job 12, 10), og han elsker verden (Johs. Ev. 3,16).

I hver af de fire foregående lektioner har vi berørt menighedens medandel i Guds løfter til Israel. I lektion 4 så vi, at pagten blev fornyet i Jesu blod. Folkeslagene kan nu, forblivende i deres ikke-jødiske identitet, tjene Israels Gud (Ap.Ger. 15, 1-35).

Hvilken lov vil Gud ifølge Den nye Pagt skrive i hjerterne? At der er en lov for det kristne liv, og at denne lov ikke er nogen anden end torah’ens/lovens etiske bud, viser følgende referencer:

Rom. 13, 8-10; Gal. 5, 14; Gal. 6, 2; Jak. 2, 8.

Vi kan også citere Jesu egne ord fra Johannesevangeliet: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (14,15) og ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer” (15,12).

Næstekærlighedsbuddet står formuleret i 3. Mosebog 19,18.

Følgende skema viser, at de løfter, der gives til dem der tror på Jesus, er de samme løfter, der først er blevet givet til Israel:

Afkom: Gal. 3,29

Herren vil være folkets Gud: 2. Kor. 6, 16

Folket skal være et kongeligt præsteskab,

et helligt folk: 1. Peter 2, 9-10

Landet: Rom. 4, 13

Uddybning af skemaet

Afkom

Vi har i lektion 1, s. 4 kort set Paulus’ argumentation for at sige, at de Kristus-troende ikke-jøder også er Abrahams afkom. Her skal Paulus’ tankegang uddybes. Jesus var jøde, dvs. at han var en søn, en efterkommer af Abraham, som er den første jøde. Paulus skriver i Gal. 3, 16, at Jesus egt. er det afkom, som Gud lover Abraham. Først er der Isak, som er den første opfyldelse af løftet. Derefter er der så hele det jødiske folk, også det folk, der lever i dag.

Men som vi allerede har set (s. 8), så er løfternes velsignelse uendelig. Afkommet er dybest set Kristus. Jesus er kulminationen på det afkom, til hvem løfterne er givet. Vi som er kristne, er døbt til Kristus, vi er ét med Kristus, derfor, når Kristus er Abrahams afkom, så er vi det også. Gud siger til Abraham i 1. Mos. 15,5: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Så mange skal dine efterkommere blive”. I Rom. 4, 16 fastslår Paulus, at Abraham er far til os alle. Derfor, hvad Gud lover Abraham, lover han os alle, både jøder og kristne.

Herren vil være folkets Gud

Paulus’ ord i Romerbrevet 8, 38-39 giver os et indblik i, hvor stor en velsignelse, dette løfte rummer. Gud vil aldrig trække sig tilbage fra os, han vil altid være vores Gud, og han har tilvejebragt en evig frelse i Jesus Kristus. Gud er trofast!

Folket skal være et kongeligt præsteskab, et helligt folk

Her har vi det almindelige præstedømme forkyndt. Igen en udvidelse af løftet. Det er ikke kun fra Levi-stamme og Arons slægt, at præster skal tages, menigheden skal være Guds hellige præsteskab.

Landet

Se s. 8.

Menighedens åndelige bånd til Israel

Paulus omtaler den åndelige enhed mellem menigheden og Israel i Efeserbrevet 2, 11-13 og 3,6. I Romerbrevet 11, 16-24 bruger Paulus en metafor til at beskrive forholdet. Israel er det ædle oliventræ (Israel som et ædelt oliventræ er en kendt metafor fra Det gamle Testamente, f.eks. Jer. 11,16 og Hoseas 14,7). Hedningerne, dvs. ikke-jøderne, er det vilde oliventræ.

Hver gang et menneske kommer til tro på Jesus, indpodes det frelseshistorisk set på det ædle oliventræ, som er Israel, og får del i oliventræets fede saft. Et oliventræs fede saft (Guds velsignelsesrige løfter) viser sig konkret i dets olivenholdige frugter. Et vildt oliventræ bærer derimod ingen frugt. Inden for rammerne af dette bibelstudium er der ikke plads til at gå i detaljer med Paulus’ Israel-syn, som han fremlægger det i Romerbrevet 9-11. Her skal følgende konklusioner blot pege på det åndelige bånd mellem menigheden og Israel:

Konklusioner

Der findes kun ét ædelt oliventræ, Israel, hvori menigheden er indpodet.

Det er ikke kun i begyndelsen, at menighedens udvælgelse er koblet til Abrahams. Paulus skriver Romerbrevet ca. år 55. Hvad der er sandt på hans tid, er det også i dag. Menigheden eksisterer i tilknytning til og i forlængelse af det, Gud har begyndt med det jødiske folk.

For at blive i Paulus’ billedsprog, så er det Israel, der frelseshistorisk bærer menigheden, fordi Israel er det oliventræ, Gud selv har plantet, og til hvem han har givet rige løfter, ”det er ikke dig, der bærer roden, men roden der bærer dig” (Rom. 11,18).

Frelseshistorisk set er Guds menighed grundet på Guds pagtstroskab mod Israel (Luk. 1, 54-55; 68-75; Rom. 1, 1-4).

Derfor: Gud er med sin menighed, fordi han er med Israel.

Frelseshistorien er endnu ikke afsluttet (Rom. 11, 25-26). Menighedens håb og Israels håb er det samme: Verdens forløsning (Zak. 14,9; Ap.Ger. 3, 20-22).

Overvej hvilke konsekvenser man som kristen må drage af menighedens bånd til Israel.

Perspektiverende litteraturliste

”Guds pagter med Israel” er et emne med mulighed for mange perspektiveringer. F.eks. jødisk historie, oprettelsen af staten Israel, det jødiske folks tilbagevenden til landet, Israel og menigheden. Der findes selvsagt en omfattende litteratur om disse emner på engelsk og andre sprog. Her vil jeg blot pege på nogle titler på dansk og en enkelt på norsk.

Israel og Kirken (Ordet og Israel, 1962)

Krupp, Michael: Båret på ørnevinger (Ordet og Israel, 1984)

Møenbak Ravn, Eva (red.): Landet (Scandinavia, 1989)

Nilsson, Sven: Velsign Israel – for Guds skyld (Logos Forlag, Kvinesdal, 1990)

Pedersen, Hans P.: Med ryggen mod muren. Antisemitisme før og nu (Proskrift, 1997)

Skarsaune, Oskar: Kristendommens jødiske rødder I + II (Credo Forlag, 1996)

St. John, Robert: Profeternes tungemål (Forlaget Baruk, 1990)

Valen-Sendstad, Aksel: Israel. Profetien og landløftet (Ordet og Israel, 1990)

Jerusalem – den store konges by

af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab.

Indlægget blev bragt ved Dansk-Jødisk Venskabs Israel-konference i København den 1.11. 2015.

Tallene i parentes henviser til slides på det medfølgende power point.

Temaet for Dansk-Jødisk Venskabs Israel-konference i år er Jerusalem – den store konges by og i tæt forbindelse med dette tema er der temaet aliyah, jødisk indvandring til Israel (1). Vi skal her i formiddag fokusere på forbindelsen mellem dem. Det, jeg har forberedt er et bibelstudium, hvor vi skal være meget tekstnære og gå ned i den bibelske tekst. Jeg vil gerne starte med at læse Esajas 2, 1-5 (2).

Der står, at hele denne vision er om noget, der skal ske til sidst, vehaja beacharit hajamim står der på hebraisk, egt. ”Det skal ske i de sidste dage”; det er altså en fremtidsvision. Bibelsk set er det ofte sådan, at vi kan se tegn på profetiernes opfyldelse allerede i nutiden. Det, der skal ske i fremtiden, har sin begyndelse i nutiden, og vi ser tegn på det fremtidige i det nutidige. Det skal vi se et eksempel på. Men nu vil vi gå til teksten.

Vi kan notere tre bevægelser i dette tekstafsnit fra Esajas kapitel 2: nedefra og op, udefra og op mod Jerusalem, og fra Jerusalem og ud i verden (3).

Jeg vil gerne kommentere hver af disse bevægelser.

Nedefra og op. Man kan kun forstå det helt specielle ved denne bevægelse, hvis man kender til Jerusalems geografi. Tempelbjerget er det laveste af de høje, som omkranser Jerusalem, Scopus bjerget og Oliebjerget er i dag højere end tempelbjerget. Profeten ser altså for sig en radikal ændring, hvor tempelbjerget bliver det højeste. Det er klart, at denne vision netop er en vision, og som sådan bliver den udtrykt i et billedsprog. I Bibelen bliver et bjerg nogle gange brugt til at betegne et rige. Så når tempelbjerget i Jerusalem bliver hævet op over bjergene, så alle kan se det, så viser det hen til en tid, hvor Guds rige, Messias Jesu rige er etableret og samler og tiltrækker alle.

Det er netop det, vi ser i den anden bevægelse: udefra og op mod Jerusalem. De, der kommer til Jerusalem, er folkeslagene, hagoiim står der i den hebraiske grundtekst. De strømmer til Jerusalem, det er det hebraiske verbum naharu, og det er meget præcist oversat. Profeten ser for sig folkeslagene, nationerne strømme til Jerusalem i bølger. Og hvad er det, de kommer for? – Der er her flere udtryk, der bliver brugt i teksten for at angive, hvad målet er for folkeslagenes opstigning til Jerusalem. I vers 3 står der: ”Kom lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi skal gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem”. Denne vision finder vi også hos de andre bibelske profeter, det er en gennemgående vision hos profeterne, at de ikke-jødiske folkeslag skal komme til Zion (billede 3). Og det ser vi netop ske i dag, tænk bare på den kristne fejring af løvhyttefesten i Jerusalem. Der er en dragning mod Jerusalem, en dragning mod Israel, og vi ser noget af dette ske i dag, selv om det også er en fremtidsvision.

Den sidste bevægelse er bevægelsen ud fra Jerusalem. Det, der udgår fra Jerusalem, er Torahen, som faktisk ikke betyder en lov, men en lære. Vi ved, at det jødiske folk fik og modtog Torahen på Sinaj bjerg i en ørken, et neutralt sted. Men der står ikke her hos Esajas, at folkeslagene skal mødes ved Sinaj bjerg og modtage Guds ord. Folkeslagene, og det vil sige os, det vil sige menigheden, modtager altid Guds ord i en kontekst, der er etableret på forhånd. Der er en historie i gang, nemlig den historie, som Gud har med Israel. I en fremtidsvision ser profeten, at Torahen udgår fra Zion til nationerne. Det er fra Zion, vi modtager Guds ord, det er gennem Israel, vi har modtaget Guds ord. Vi ved, at Ordet, da tidens fylde kom, blev kød og tog bolig i blandt os, og det er Jesus, der er det fuldkomne Guds ord. Men det modsiger ikke, at ordet kommer fra et bestemt sted, geografisk og historisk, og det er vigtigt, at vi bevarer denne forbindelse og denne erkendelse. Vi skal kort se, hvordan denne forbindelse til Jerusalem og det jødiske folk understreges igennem hele Skriften (4).Åbenbaringens kontekst er jødisk. For Esajas vandrer folkene til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus. At modtage åbenbaringen er ikke bare at tro på Gud, men at tro på Jakobs Gud, Israels Gud. Åbenbaringen er ikke bare et neutralt, løsrevet budskab, det er et budskab knyttet til et folk, også i dag.

Meget hurtigt har den kristne fortolkningstradition adskilt Guds ord fra Israel. Kirkefædrene var hurtige til at lade kirken være den nye bærer af åbenbaringen og ordet. For mange kristne i dag er den bibelske åbenbaring stadig adskilt fra Israel og det jødiske folk. Men den bibelske åbenbaring forbliver knyttet til Israel og det jødiske folk. Gud er ikke færdig med Israel. Dette punkt vil jeg gerne uddybe.

Vi hører Jesus sige i sin samtale med den samaritanske kvinde, at frelsen er fra jøderne (Johannes-evangeliet 4,22) Hun stiller Jesus spørgsmålet om, hvor det rette sted er for tilbedelsen af Gud. Jesus siger til kvinden, at de, dvs. samaritanerne, ikke kender den sande Gud, de ved ikke, hvem de beder til. Men det gør vi jøder derimod, siger Jesus: ”Vi tilbeder det vi kender”. Jesus identificerer sig altså med det jødiske folk og ser sig selv som en af dem. Der kan være mange uenigheder mellem Jesus og farisæerne, men det er vigtigt at understrege, at det er en intern strid mellem jøder, uenighederne skal ikke forstås som, at Jesus distancerer sig fra det jødiske folk. For udadtil, i forholdet til fx den samaritanske kvinde, understreger Jesus, at han er ét med sit folk, og at han fuldt ud anerkender Israels frelseshistoriske fortrin. Jøderne ved, hvem de beder til, jøderne kender den sande Gud, det gør samaritanerne ikke. Jesus siger her entydigt, at frelsen kommer fra jøderne. I den græske grundtekst, står der: Frelsen er fra jøderne. Det gør kun udsagnet stærkere, da Jesus hermed fastslår, at det jødiske folk er et redskab, Gud bruger i frelseshistorien. Det jødiske folk er et redskab, Gud bruger til at velsigne verden. Konklusionen er derfor, at Israels udvælgelse er intakt, den er ikke ophævet.På nøjagtigt samme måde peger Paulus på Israels særstilling, når han opregner jødernes fortrin i Rom. 9,4-5. Og Paulus understreger ligeledes, at det er fra jøderne, at Kristus er kommet som menneske (Rom. 1,4 og Rom. 9,5). Og i forbindelse med Jesu andet komme til denne jord, skriver Paulus, at det er fra Zion, befrieren skal komme (Rom. 11,26). Den frelseshistoriske forbindelse til Zion er intakt igennem hele Skriften.

Vi skal nu se på, hvad der kommer ud af dette møde mellem folkeslagene og åbenbaringen på Zion. Folkeslagene skal strømme til Jerusalem og modtage åbenbaring fra Herren, det er hvad profeten Esajas kapitel 2, versene 1-3 fastslår. Det er den tiltrækning, der sker, når Gud ophøjes. Det er altid det, der er fundamentet, det er Gud, der er i centrum, det er Jesus, der er midtpunktet, og der sker vidunderlige ting, når Herren ophøjes. Det er altid der, vi skal starte. Profeten Esajas fortæller os, hvad resultatet af folkeslagenes møde med Gud på Zion er. Vi skal læse Esajas 66, 18-22 (5).

Hvem er hvem i denne passage? Det har jeg prøvet at illustrere her (6,7) Lidt forenklet kan vi sige, at det, der er markeret med rødt, det er os, det er ikke-jøderne, og det, der er markeret med blåt, er jøderne. Mødet med Gud leder til tjeneste, og hvad er det for en tjeneste, det her drejer sig om? Det er aliyah, det er menighedens involvering i at bringe det jødiske folk til Israel. Det er en tjeneste givet af Gud, og den udspringer af ordets åbenbaring, den udspringer af menighedens åndelige bånd til Jerusalem. Det siges flere steder, prøv fx at se Esajas 49,22: ”Dette siger Gud Herren: Nu løfter jeg min hånd for folkene, jeg rejser mit banner for folkeslagene; de skal bringe dine sønner i favnen og bære dine døtre på skulderen” (8).

Vi ser altså, at der skal komme en tid, hvor folkeslagene, dvs. ikke-jøderne, skal strømme til Jerusalem og modtage Guds åbenbaring om at ville samle sit folk. Folkeslagene, menigheden, bliver kaldet til en tjeneste for netop denne sag. Det begynder vi at se ske i dag. Mange kristne er en del af den begyndende opfyldelse af dette ord fra Jerusalem. Men dimensionerne i denne vision er slet ikke udfoldet endnu, der er meget mere, men det begynder i dag, det sker her og nu, og vi ser det ske med vores egne øjne.Vi har her en forening af tre frelseshistoriske vigtige begivenheder:1. aliyah, 2. ikke-jødernes, dvs. menighedens tjeneste i den forbindelse og 3. Guds åbenbaring fra Jerusalem, der kalder og udruster menigheden til tjeneste for Israel, også i dag, også i nutiden. Hos Esajas 66 ser vi altså to vigtige tjenesteområder for menigheden: hjælp til jødernes hjemvenden til Israel og en præstetjeneste for Gud (9). Denne præstetjeneste bekræftes jo igennem hele Det Nye Testamente, prøv bare at se, hvad apostlen Peter skriver (10).

Vi har nemlig også modtaget åbenbaring fra Jerusalem, og her vil jeg gerne vende tilbage til Jesu tale med den samaritanske kvinde. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er nationalisme, vi prædiker, det er ikke en forherligelse af Israel og det jødiske folk, det er ikke en forherligelse af Jerusalem, som vi prædiker, langt fra. Det har intet med det at gøre. Jesus belærer nemlig den samaritanske kvinde om, at tilbedelsen af Faderen slet ikke er knyttet til noget sted.Men der er noget andet, der er vigtigt, siger Jesus, nemlig det at der kommer en time, og at den allerede er indtruffet, fordi Jesus er kommet, hvor mennesker skal tilbede Herren i ånd og sandhed. En tilbedelse i ånd og sandhed vil sige den nye fødsel ved Guds Ånd, denne tilbedelse er i sandhed, fordi kun den kan svare på åbenbaringen, som Gud har givet i Jesus. Det er kun ved Helligånden, at vi kan sige: Jesus Kristus er Herre. Men at det forholder sig sådan, vil ikke sige, at åbenbaringen bare er et neutralt, løsrevet budskab, det er tværtimod et budskab, der er knyttet til et bestemt folk, også i dag. Derfor udgår Herrens ord fra Jerusalem også i dag. Menighedens betydning ophæver ikke Israels udvælgelse som Guds folk (11).

Vi kan nu konkludere på følgende måde (12).

At bevare kontakten til Zion, til Jerusalem er en beskyttelse mod vranglære, fx erstatningsteologien. Hvorfor er det vigtigt i dag at forstå betydningen af Israel og det jødiske folk? Hvorfor er det vigtigt ikke at afskære den frelseshistoriske forbindelse til Jerusalem? Det er vigtigt, fordi det drejer sig om et pejlemærke for fremtiden. Det er vigtigt, fordi målet med hele denne bevægelse mod Jerusalem, hele dette historieforløb, som vi er en del af, erverdens genoprettelse, det drejer sig om Guds riges komme. Jesus lærer sine disciple at bede bønnen Fader Vor, og i den beder vi ”komme dit rige”. Men Gudsriget kommer ikke, uden at det jødiske folk er med. Vi ved, at målet er sikret, for Jesus har banet vejen ved sin død og opstandelse, befrieren skal komme fra Zion, som Paulus skriver i Romerbrevet 11,26. Derfor kan vi have stor frimodighed i arbejdet frem mod målet, vi kan med tillid til Gud påtage os de opgaver, der bliver lagt hen til os. Vi kan med stor glæde lytte til den åbenbaring, der udgår fra Jerusalem, og som kalder os til tjeneste, også og ikke mindst i forholdet til Israel.

Jesus og Israel

Af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab.

Indlægget blev bragt ved Dansk-Jødisk Venskabs Israel-stævne i København den 5.-6. november 2011.

Tallene i parentes henviser til slides på det medfølgende power point.

Temaet for Dansk-Jødisk Venskabs stævne er Jesus og Israel (1). Vi har igennem årene haft forskellige temaer som fokus for vores Israel-stævner, i år er det Jesus og Israel. Ikke sådan at forstå, at vi ikke før nu har beskæftiget os med dette tema, det har vi i allerhøjeste grad. For som kristne ønsker vi, at Jesus skal være grundlaget for alt, hvad vi gør. Alligevel vil vi i år specielt have denne sammenstilling af Jesus og Israel som centrum for stævnet. Det er et tema, der rummer mange facetter. Jesu discipel, Johannes, skriver om omfanget af Jesu virke sådan her i slutningen af sit evangelium: ” Der er også mange andre ting, Jesus har gjort. Hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som måtte skrives” (Johs. ev. 21,25).

Som kristne tror vi på, at Jesus er Israels Messias, og i Dansk-Jødisk Venskabs formålserklæring står der: ” Navnene Israel og Jesus Messias hører uadskilleligt sammen”. I evangelierne ser vi, hvordan Jesus sættes ind i en sammenhæng med Israel og det jødiske folk. Jesus er den Messias, som Skriften forudsiger, skulle komme. Jesus er jøde. Israels Gud åbenbarede sig i mennesket, i jøden, Jesus. Og når vi læser evangelierne, ser vi, at Jesus forstår sig selv som jøde, han deltager i de jødiske fester, han er med til gudstjeneste i synagogen og i templet, han beder de jødiske bønner, og han er rabbi, mesteren, der underviser sit folk, fx Lukasevangeliet 10, 25-29.

Jøden Jesus

På denne opstilling (2) ser vi med al tydelighed, at Det nye Testamente gang på gang understreger, at Jesus i sin menneskelige fremtræden er jøde. Jesus bliver sat ind i en dyb sammenhæng med det jødiske folk. Jesus siger i Matthæusevangeliet 15,24 følgende om sin tjeneste, sin sendelse: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”. Det var det kald, Jesus havde fået fra Gud: først at forkynde den evige pagt for Israel, sådan som han gør den kanaanæiske kvinde opmærksom på netop i Matthæusevangeliet 15, 24-28. Jesus præsenterer sig for hende som en jøde, der er fuldt og helt solidarisk med sit folk. Jesu tjeneste gjaldt først Israel, sådan måtte det være, han kom til sine egne, som der står i Johannesevangeliet 1,11. Jesus var optaget af Israel, han var den gode hyrde, der ledte efter de fortabte får af Israels hus for at føre dem tilbage til den evige pagt, som Gud har indgået med sit folk. Den kanaanæiske kvinde anerkender dette bibelske, frelseshistoriske princip: for jøde først, således som Paulus gør overalt i sine breve, fx Rom. 1,16. Og Jesus siger til hende: ”Kvinde, din tro er stor”. Denne ikke-jødiske kvinde bliver hjulpet, hendes datter bliver helbredt. Ved Jesu død og opstandelse udvides pagten til foruden Israel, også at gælde os, ikke-jøder (Efeserbrevet 2, 11-14).

Denne opstilling viser altså Jesu solidaritet med og kærlighed til sit folk. Og det er også på den baggrund, at vi skal forstå den kritik af de jødiske ledere, de skriftkloge og farisæerne, som Jesus fremfører i fx Matthæusevangeliet. 23. Denne kritik er ikke udtryk for forkastelse af Israel, den er som advarselsskilte, der skal lede folket tilbage på den rette vej. Og Jesus er jo her helt på linje med de gammeltestamentlige profeter, fx Jeremias 17. Kritikken er aldrig udtryk for forkastelse men viser, at Gud ønsker at retlede sit folk, som han har udvalgt.

Jesus og Jerusalem

Jeg vil gerne fokusere på det Jesus siger til Jerusalem i Lukas 13, 34-35 (3). I den autoriserede bibeloversættelse har dette skriftafsnit fået en overskrift, der lyder sådan her: ”Dommen over Jerusalem”. I Bibelselskabets kommentarserie til Bibelens bøger står der i fortolkningen til Lukas-evangeliet s. 112, at med disse ord (Luk. 13,34-35) ”fuldfører Jesus dommen over Israel. Gudsforladtheden bliver jødernes endegyldige skæbne, fordi de ikke ville lytte til hans budskab”. Disse ord skriver sognepræst Lars Tjalve. Men det er en forkert fortolkning, det er ikke det, der står hos Lukas, for det er hverken det Jesus siger eller mener.

Disse ord af Jesus udtrykker tværtimod hans kærlighed til og store omsorg for Jerusalem og byens indbyggere.

Prøv at lytte til det billedsprog, Jesus bruger. Billedet med hønen, moderfuglen, der vil samle sine kyllingerne under sine vinger for at beskytte dem. Dette billede kender vi fra Det gamle Testamente, fra Torahen, fx i 5. Mosebog 32, 10-11:”Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod. Han fandt det i ørkenlandet, i den tomme, hylende ødemark; han kredsede om det, holdt øje med det, passede på det som sin øjesten. Som en ørn, der vækker sit kuld op, og flyver frem og tilbage over sine unger, bredte han sine vinger ud, tog det op og bar det på sine vinger”. Jesu ord er helt i overensstemmelse med Moses’ lære. Vi kan også læse hos profeten Esajas 31,5: ”Som svævende fugle vil Hærskarers Herre nu beskytte Jerusalem, beskytte og redde, skåne og sikre”. Det er i denne sammenhæng, vi skal forstå Jesu ord. Jerusalems religiøse ledere sagde nej til Jesus, men det er ikke det endegyldige i denne sag. Hvis man ser på, hvordan afsnittet hos Lukas 13 slutter, så ville en overskrift, der hedder ” Forudsigelse af Jerusalems frelse” have været langt mere korrekt og fyldestgørende for indholdet af Jesu ord. For det Jesus siger, er, at en dag skal Jerusalem sige: ”Velsignet være du Jesus, for du kommer i Herrens navn”. Jesus forudsiger her, at der kommer en dag, en tid, hvor Jerusalem, hvor Zion skal byde Jesus velkommen. Det er nøjagtigt det samme som Paulus skriver i Romerbrevet 9-11 (4). Paulus bruger tre kapitler, Jesus nogle få linjer, men tanken, meningen, er den samme. Bibelens budskab er ét, der er ingen modsigelser, men det ser man kun, hvis man lader skrift fortolke skrift.

Paralleller

Vi skal se nærmere på disse paralleller, der er mellem det Jesus lærer, og det Paulus lærer. I denne nuværende periode, hvor hovedparten af det jødiske folk siger nej til Jesus, foregår der er en verdensevangelisation (5).Paulus gør klart, at der eksisterer en sammenhæng mellem det han kalder Israels forhærdelse og hedningernes frelse. Denne frelseshistoriske sammenhæng har jeg tidligere haft lejlighed til at uddybe. Det, jeg her gerne vil fokusere på, er, at Jesu ord og Paulus’ ord stemmer overens.

Israels nej fører til verdensevangelisation, og Israels ja fører til genoprettelsestider. Både Israels nej og Israels ja til Jesus er en velsignelse for verden (6).

Når nu Bibelens budskab er klart, hvordan kan det så være, at mange kristne alligevel har tilbøjelighed til mest at høre domsordene, advarslerne, og ikke forjættelsen om frelse for Zion? I Lukas 13,34-35 er der en vidunderlig forjættelse om Israels frelse. Hvordan kan det være, at bibelkommentatorer og læsere kun hører dommen? – sådan som bibelselskabets overskrift til dette afsnit desværre med al tydelighed viser: ”Dommen over Jerusalem”. Vi nærmer os her en side af emnet Jesus og Israel, som vi er nødt til at standse op ved og bruge tid på at forstå, fordi det har haft og stadig har en meget smertelig virkningshistorie.

Jesus og Israel

Sammenstillingen af Jesus og Israel, og dermed Jesus og det jødiske folk, er et tema man som kristen kun kan nærme sig med den smertelige bevidsthed om dette temas mørke baggrund. Ordet evangelium betyder det glade, det gode budskab. Men dette gode budskab, disse gode nyheder om Jesus Messias blev smerteligt oplevet som dårlige nyheder for Israel og det jødiske folk. For sagen er jo den, at historien viser os, at ingen steder i verden er jøder i århundreder blevet forfulgt, pint og dræbt i et omfang som det er sket i den del af verden, der bærer kristennavnet. Når vi sætter disse to navne op over for hinanden: Jesus og Israel, kan vi ikke bare lukke øjnene for, hvad der er blevet begået af ugerninger mod jøderne i kristenhedens navn. Historien viser os, at der er en måde at tale om Jesus på, som er direkte antijødisk, og som vi bør tage afstand fra.

Foragtens lære

Den fransk-jødiske historiker, Jules Isaac, kalder den kristne kirkes traditionelle holdning til og lære om det jødiske folk for Foragtens lære. Foragtens genstand er det jødiske folk. Denne lære kan opsummeres i den vanvittige og dødsensfarlige påstand, at jøderne er forkastet og forbandet af Gud, fordi de har slået Jesus ihjel. Jeg har lavet en opstilling over flere af punkterne i denne Foragtens lære (7). Hvert af disse punkter er forkerte og kan og skal tilbagevises. Denne teologi har medført, at jøder er blevet slået ihjel i Jesu navn. Men Jules Isaac understreger også, at Foragtens lære ikke har rod i Bibelen. Men når den findes, også i dag, skyldes det, at noget er gået frygteligt galt i de kristnes forståelse af Israel og det jødiske folk. Den kristne menighed har ikke villet lytte til Bibelens lære om Israel, og fjenden har haft frit spil. Den kristne menighed har et medansvar for det jødiske folks lidelser igennem tiderne. Den antisemitisme, som har været rettet mod jøderne, og som kulminerede i Holocaust, hvor 6 millioner jøder blev dræbt, fandt jo sted i vores egen del af verden, i et Europa, som havde været under kristendommens påvirkning igennem århundreder. Det er klart, at nazisterne bærer hovedansvaret for rædslerne, men den kristne kirke bærer sin del af ansvaret. Fra jødisk side vil man derfor med god grund være skeptisk over for sammenstillingen af Jesus og Israel, det er noget, vi skal være opmærksomme på. Enhver sand forholden sig til Israel må indeholde en afstandtagen til disse punkter i Foragtens lære, vores troværdighed som kristne venner af Israel afhænger af, at vi reflekteret tager afstand fra den foragt, som denne lære giver udtryk for. Vi skal være opmærksomme og påpasselige med, hvordan vi omtaler det jødiske folk og Israel i en bibelsk kontekst.

Tilbagevisning af Foragtens lære

Da en tilbundsgående tilbagevisning af disse punkter kræver en særskilt undervisningstime, skal jeg her blot nøjes med kort at påvise, at Foragtens lære er et udtryk for en utrolig dårlig teologi, for nu at sige det mildt.

Anklagen af jøderne for at være Kristus-mordere eller Guds-mordere er en anklage, der altid har været udgangspunkt for jødeforfølgelser ud fra et rationale, der lyder sådan her: Jøderne slog Jesus ihjel, derfor er de i alle slægtled forbandet af Gud. Men en sådan påstand vidner dels om en manglende forståelse for betydningen af Jesu offerdød, dels om manglende historisk kendskab. For at starte med det sidste først: Det var romerske soldater, der slog Jesus ihjel på ordre fra den romerske statholder Pontius Pilatus. Korsfæstelse var en romersk dødsstraf, hvilket den Apostolske trosbekendelse da også bevidner: ”pint under Pontius Pilatus, korsfæstet og død”. Men der er jo ingen, der med fornuften i behold i dag specielt vil anklage romerne for at være Kristus-mordere.

Hvad lærer Bibelen os om betydningen af Jesu død?

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, 15,3 at ”Kristus døde for vore synder, efter Skrifterne”. Den opstandne Kristus siger ifølge Lukasevangeliet 24, 25-26 til disciplene på vej til Emmaus: ”Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne”. Jesu forsoningsdød for verdens synd er grundlaget for hele Guds frelsesplan med verden. ”Jesus er Guds lam, der borttager verdens synd”, skriver Johannes i sit evangelium 1,29. Og videre i kapitel 10, 17 siger Jesus: ”Ingen tager mit liv fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage”. At fokusere specielt på jødernes skyld i Jesu korsfæstelse er ikke bare dårlig teologi, det er farligt.

At det jødiske folk efter Jesu korsfæstelse er under en forkastelsesdom, er en ofte hørt påstand, og det til trods for at Paulus lærer os det modsatte: ”Har Gud da forkastet sit folk? – Aldeles ikke!” (Romerbrevet 11,1). Udgangspunktet for alt, hvad vi har at sige om Israel og det jødiske folk, er, at udvælgelsen er intakt. Hvis en kristen teologi ikke kan rumme Guds udvælgelse af Israel er det teologien, der er menneskeskabt, der skal ændres, ikke udvælgelsen. Pga. Guds trofasthed er det jødiske folk stadig Guds pagtsfolk.

Som et element i Foragtens lære er der desuden påstanden om, at jødedommen er en udtørret, død religion, der efter kristendommens fremkomst egentligt ikke burde eksistere. En sådan ringeagtende holdning over for jødisk tro vidner om kirkens triumfalisme. Igen må vi konstatere, at en sådan teologi helt er ude af trit med, hvad Paulus lærer. Han skriver nemlig sådan her: ””Hvilket fortrin har jøden så, eller hvad gavner omskærelsen? Meget på alle måder! Først og fremmest, at de har fået Guds ord betroet” (Romerbrevet 3,1-3). Når jødedom sidestilles med værdiløs lovtrældom, så er det en ringeagt af Guds ordninger for det jødiske folk. For lovoverholdelsen har jo netop været med til at bevare det jødiske folk som et særskilt folk igennem årtusinder.

Afstandtagen

Vi tager dybt afstand fra Foragtens lære, og vi vil i Dansk-Jødisk Venskab gerne yde vores bidrag til, at Jesu-navnet og sammenstillingen af Jesus og Israel må blive til velsignelse for Israel og det jødiske folk, for dertil er Jesus kommet. Vi ønsker, at vores støtte til Israel i dag skal være en del af hele denne helingsproces, der må komme i forholdet mellem Jesus og Israel. Vi må følge Jesus i hans tjeneste for Israel, vi må i ord og handling vise, at dét, at vi, som ikke-jøder, er kommet til tro på Jesus, er til velsignelse for Israel.

Hvorfor siger Israel nej til Jesus som Messias?

Hovedparten af det jødiske folk sagde nej til Jesus, og gør det stadig i dag. Hvorfor? Det er et spørgsmål, som vi med emnet Jesus og Israel må stille (8).

Igen vil jeg bare kort gennemgå de opstillede punkter. Det første punkt har været en del af min undervisning på vores Israel-stævne i 2010. Her skal jeg derfor blot minde om, at Paulus i Romerbrevet 11,8 løfter lidt af sløret for det, han kalder Guds hemmelighed, mysteriet, nemlig at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, så de ikke modtager Jesus som Messias og frelser. Hvem har forårsaget denne forhærdelse? Paulus lader et ord fra Skriften, dvs. Torahen, besvare det spørgsmål: ”Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører som ikke hører, indtil den dag i dag” (5. Mosebog 29,3). Israels nej til Jesus er altså med i Guds plan og tjener ikke-jøderne til gode. Hele denne side af Guds frelsesplan kalder Paulus for en hemmelighed, et mysterium, dvs. noget der ikke bare sådan rationelt kan forklares. Gud er større end menneskers tanker.

I besvarelsen af spørgsmålet hvorfor hovedparten af det jødiske folk siger nej til Jesus, må vi også pege på, at der er forskel på en jødisk og en kristen Messiasopfattelse. I en jødisk Messiasopfattelse er Messias ikke en lidende skikkelse, og han er ikke guddommelig. Messias er, som person, et sejrende redskab i Guds hånd, men han er på ingen måde på guddommeligt niveau, han er ikke Herren. Disse aspekter af den jødiske Messiasopfattelse træder tydeligt frem i evangelierne, prøv at læse Markusevangeliet 2, 6-7 og 8, 31-32 i det perspektiv. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ifølge jødiske forskere ikke er noget i Jesu lære, der skrider mod jødedommens lære. Der hvor modsætningen opstår, er i forståelsen og betydningen af Jesu person. Hvem er han? Her svarer kristendommen: Guds Søn. Han er Herren. En sådan bekendelse kan ifølge de samme forskere ikke rummes inden for jødedommen, her er Jesus udelukkende et menneske, en jødisk lærer. Og som forhenværende overrabbiner Bent Melchior har udtalt: ”Jesus var en begavet farisæer”.

Når vi prøver at forstå, hvorfor Israel siger nej til Jesus som Messias, må vi også nævne, at der i en jødisk Messiasopfattelse er en forventning om, at når Messias kommer, så oprettes der fred på jorden, den fred, som Bibelens profeter forkynder, skal komme. Den tilstand af fred i verden bragte Jesus ikke, derfor kan han ikke være Messias ifølge jødisk opfattelse. Som kristne ved vi, at verden stadig er uforløst. Den fulde genoprettelse indtræder først ved Jesu andet komme (Apostlenes Gerninger 3,21).

Til belysning af det sidste punkt vil jeg gerne citere fra en artikel af fhv. overrabbiner Bent Melchior i Berlingske Tidende d. 24.12, 2003: ”Historisk har jøderne i generationer måttet bøde for ideen om Guds-mordere. Alt dette bevirker, at de fleste jøder ignorerer Jesus”.

Vi kan således konkludere, at kirkens traditionelle antijødiske lære har skjult Jesu sande ansigt og har forårsaget en afvisning fra jødisk side.

Israel fastholdes i udvælgelsen

Vi vil nu vende tilbage til det, der forener Jesus og Israel. Jesus fastholder Israel i udvælgelsen som Guds folk og redskab. I Johannes-evangeliet siger Jesus til den samaritanske kvinde, at ”frelsen kommer fra jøderne” (4,20). I den græske grundtekst står der: ”Frelsen er fra jøderne”, og hermed udtrykker Jesus sin fulde anerkendelse af den frelseshistoriske særstilling og opgave, som jøderne har som Guds udvalgte folk. De er Messias-folket, gennem det folk kom Jesus Messias til verden, og til det folk vender Jesus tilbage, sådan som apostlen Peter udtrykker det i Apostlenes Gerninger 3,13: ”Han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus”.

Udfrielsen

Den frelse Jesus tilvejebringer, den frelse Jesus fuldfører ved at dø og opstå, den frelse er samtidig en stadfæstelse af Guds løfter til Israel. Det kan vi se, når vi læser Lukas-evangeliet 9, 28-36, som omhandler Forklarelsen på bjerget (9). Vi får her beskrevet, hvordan Moses og Elias taler med Jesus. Moses og Elias er Det Gamle Testamentes to store Gudsmænd, der henholdsvis repræsenterer loven og profeterne. Og der står også, hvad de talte med Jesus om, nemlig ”om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem” (vers 31). Det er betegnelsen udgang, i den græske grundtekst står der exodus, der i denne sammenhæng er vigtig. De taler med Jesus om den exodus, den udgang, den udfrielse, som Gud lover sit folk, og som Jesus fuldbyrder. Exodus er det ord, som bruges om udvandringen, udfrielsen fra slaveriet i Egypten, og som den jødiske påske er en ihukommelse og fejring af. På hebraisk er det jetzia, og jetziat mitzraim, udvandringen fra Egypten. Jesus er her i beretningen hos Lukas den nye, fuldkomne Moses, der udfrier sit folk fra slaveri og ødelæggelse og baner en vej for dem. Jesus stadfæster her det, der er Israels håb: den endelige og definitive udfrielse, ikke kun af Israel men af verden, hele Guds skaberværk. I en kristen forståelse bliver denne udfrielse beseglet på korset i Jesu blod, som er pagtsblodet.

Den messianske tid

Hele denne beretning hos Lukas har samtidig Løvhyttefesten som baggrund, og det er på den måde, vi skal forstå Peters forslag om at bygge løvhytter til Jesus, Moses og Elias (Lukas 9,33). Det er indvarslingen af den messianske tid, da løvhyttefesten ses som en foregribelse af den messianske tid, dvs. genoprettelsestiderne. Det kommende riges magt og herlighed kommer her til syne i Jesus. Det disciplene oplever på Forklarelsens Bjerg, er således en foregribelse af Jesu genkomst i magt og herlighed.

At der bruges ordet exodus om Jesu frelsesværk viser hvor tæt Jesus, og alt hvad han gør, er knyttet til Israel. Jesus står i en dyb, indre sammenhæng med sit folk. Korset er en exodus-handling. Det harmonerer helt med den præsentation, som Jesus giver af sig selv og sit virke i Nazarets synagoge (10).

At vi ser denne side af frelsen i Jesus har meget stor betydning for os, når vi har med Israel at gøre. Jesus er Israels befrier, det skriver Paulus i Romerbrevet 11,26. Denne sandhed, denne grundvold placerer vi os på, når vi beder for Israel og det jødiske folk. Når vi arbejder for Israels sag, så gør vi det som kristne, der er os bevidste, at Jesus Messias er Israels befrier og frelser. Det var denne side af frelsesværket, som Moses og Elias kom for at tale med Jesus om, den udfrielse, den exodus, som Jesus skulle opfylde i Jerusalem. Det er samstemmende med Det Gamle Testamentes vidnesbyrd om, at Messias, Herrens udvalgte tjener, er befrieren. Det læser vi fx hos profeten Esajas (11).

Jesu zionistiske vision

Det er baggrunden for, at der i Dansk-Jødisk Venskabs formålserklæring står, at Israel og Jesus hører uadskilleligt sammen (12). Jesus kom til sine egne, og han har aldrig forladt dem. Jesus og Israel hører uadskilleligt sammen i dag, og det gør de også i fremtiden. Det ser vi i det, vi kan kalde Jesu zionistiske vision (13 og 14). På Jesu tid var Israel besat af romerne. Disciplene havde en brændende forventning om, at der igen skulle komme en fri, selvstændig, jødisk stat, derfor er det netop det spørgsmål, de stiller til Jesus lige inden han bliver optaget til himlen.

Jesus benægter ikke, at Riget for Israel skal genoprettes, blot at det alene er Gud, der kender tidspunktet herfor.

Jesus kom til sit folk, og Jesus vender tilbage til Jerusalem, og så kommer den fulde genoprettelse til velsignelse og fred for hele menneskeheden.Det er med det perspektiv, vi arbejder. Men indtil Herren kommer, vil vi med vore handlinger og hele vores holdning til og forståelse af Israel pege på den sandhed, at intet kan adskille Jesus og Israel. Han er befrieren, han udfører en exodus, en fuldstændig befrielse af Israel og af hele Guds skaberværk: ”Befrieren skal komme fra Zion”

(Rom. 11,26).

Jødisk-kristne relationer – et håbets tegn

Eva Ravn Møenbaks indlæg om emnet ’Jødisk-kristne relationer – et håbets tegn’. Talen blev holdt i forbindelse med Dansk-Jødisk Venskabs Israel-stævne i København den 28.- 29. oktober 2022 (1)

Vi er samlet her om temaet Jødisk-kristne relationer – et håbets tegn. Det er som titlen angiver et tema, der rummer håb. Og hvis der er noget, der er brug for i dag, så er det tegn på håb. Lige som for lidt over to år siden, da coronapandemien startede, så fyldes i dag avisforsiderne igen med alarmerende overskrifter som fx her i oktober 2022, efter at regeringens sikkerhedspolitiske rapport blev offentliggjort. Vi ser her nogle eksempler på overskrifter, man kunne læse i aviserne (2).

”Løft jeres hoved!”

I sådan en situation er det vigtigt at få et perspektiv og nogle klare pejlemærker, der kan løfte os op over truslerne og styrke vores tro på, at Gud har alt under kontrol, han leder os som enkeltpersoner, og han leder denne verden frem mod genoprettelse og nyskabelse. Det er det Jesus siger til os: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk. 21, 18).

Det er det, vi vil gøre, vi vil se det store perspektiv, det har vi gjort før til DJV’s Israel-stævner, og det vil også være målet for i år. For derigennem kommer vi til at se, hvor stor Gud er, han er Herren og han har alt under kontrol. Og det giver rigtig god mening, at det netop er i år, at vi har valgt dette tema. For i år fejrer vi 75-året for tre epokegørende begivenheder, der i den grad har haft og har betydning for både den jødiske og den kristne verden, og for vores indbyrdes relationer. Inden jeg kommer ind på de tre begivenheder, vil jeg også lige nævne, at det i år også er 400 året for jødernes ankomst til Danmark, idet Christian d. IV, i 1622 inviterede jøder til at bosætte sig i Danmark, og Edith Theis-Nielsen har haft en rigtig spændende artikel om det i vores blad, ’Nyt fra Dansk-Jødisk venskab’.

1947 – et skelsættende år

Men som sagt for 75 år siden i 1947 skete der noget på flere områder, som man uden at overdrive kan kalde epokegørende, et paradigmeskifte med gennemgribende konsekvenser for både den jødiske og den kristne verden. Vi vil se ganske kort på disse begivenheder, for de danner baggrunden for det, jeg videre gerne vil dele med jer. Den første opsigtsvækkende begivenhed i 1947 drejer sig om fundet af Dødehavsrullerne (3). Det drejer sig om det 20. årh.’s største arkæologiske tekstfund. Disse mange tekster blev fundet i grotter i Qumran-området ved Det Døde Hav. Og det var en beduinhyrde, som angiveligt kastede en sten ind i en grotte for at få en af sine geder ud. Han ramte en krukke og opdagede rullerne med nogle meget betydningsfulde skrifter. Disse 800 skriftruller er et af de mest spektakulære bibelske fund nogensinde. Der er en del tekster, der viser det jødiske miljø på Jesu tid og giver værdifuld viden til den jødiske social-historiske kontekst i evangelierne. Men den største gruppe tekster er gammeltestamentlige skriftruller. Blandt Dødehavsrullerne er der nemlig fundet afskrifter af samtlige bøger i Det Gamle Testamente, bortset fra Esters Bog. Hele Esajas-rullen blev fundet og bekræftede de yngre håndskrifter, man allerede havde. Det er netop i Esajas-bogen kapt. 66,8, at vi læser: ”Kommer et land til verden på én dag? Fødes et folk på et øjeblik? Ja, Zion får veer og føder straks sine børn”.

Guds timing var perfekt, for nogle måneder senere, den 29. november 1947, stemte De Forenede Nationers Generalforsamling med 33 stemmer for, heriblandt Danmark, 13 imod og 10 undlod at stemme, for en delingsplan, der skulle træde i kraft ved afslutningen på det britiske mandat i Palæstina. Vi ved, hvordan denne beslutning med jubel blev modtaget af jøderne (4). Men fra arabisk side nægtede man at anerkende FN’s vedtagelse, og fem arabiske hære angreb den første spire til den jødiske stat. Det blev Uafhængighedskrigen, som førte til, at Ben Gurion, Israels første premierminister, den 14. maj 1948 erklærede den jødiske stat Israel genoprettet.

1947 blev også året, hvor grunden blev lagt til et nyt forhold mellem jøder og kristne. Det var en jøde ved navn Jules Isaac, der tog initiativ til, at nu skulle kirken ændre sin ubibelske, fuldstændig forkerte opfattelse af det jødiske folk, som ofte bliver kaldt for erstatningsteologien. Den franske historiker, Jules Isaac, der havde mistet hele sin familie i Holocaust, fik inspirationen til denne fornyelse, og han handlede på den. Det var en modig og menneskelig set uoverstigelig opgave, men Gud lod det lykkes, og vi er her i dag som et resultat af det, der startede for 75 år siden.

Starten på fornyelsen

I 1947 får vi altså Bibelens ord bekræftet ved fundet af Dødehavsrullerne, og vi får lagt grundstenen til staten Israels oprettelse ved FN’s delingsplan, og vi ser begyndelsen til en fornyet, bibelsk relation mellem jøder og kristne. Det sker alt sammen for 75 år siden. Vi skal nu især se på fornyelsen af de jødisk-kristne relationer.

Nogle gange tænker vi måske, at der ikke rigtigt sker noget i relationen mellem jøder og kristne, vi sukker og længes efter, at mange flere kristne, og ikke mindst mange flere kristne ledere må få forståelse og hjerte for Israel. Men fakta er, at der er sket rigtig meget. Det kan vi se i dag, men det var ikke noget den beskedne gruppe på 65 jøder og kristne, der i sommeren 1947 mødtes til en konference i den lille by Seelisberg i Schweitz, havde nogen idé om (5). De havde forhåbninger til, at deres arbejde ville bære frugt, men der var intet i deres samtid, der viste tegn på det. Mange var blevet indbudt til konferencen, men de viste ingen interesse, og de kom ikke. Så det endte med den forholdsvis begrænsede gruppe på 65 jøder og kristne, der havde sat sig som mål sammen at afdække rødderne til antisemitisme og pege på, at den kristne lære har et medansvar for århundreders forfølgelse af det jødiske folk, og at tiden nu var inde til at ændre denne falske lære. De var samlet på Jules Isaacs initiativ, fordi de kunne se, at kirkens traditionelle lære om jøder og jødedom måtte ændres, og de fremkom med et charter på 10 punkter. Vi ser nogle af dem her (6). Det er jo for så vidt nogle meget moderate formuleringer. Denne appel fremstår da heller ikke på nogen måde som yderliggående, men yderst rimelig, i hvert fald for os i dag. Gruppen, som udformede dette charter, kom til at udgøre the International Council of Christians and Jews. Det internationale råd for kristne og jøder, et råd, som fortsat eksisterer.

En proces blev sat i gang

Men denne erklæring gik stort set upåagtet hen, der var næsten ingen reaktion, ingen respons. Prøv og se her, hvordan en historiker formulerer situationen (7). Charteret havde ingen umiddelbar virkning og forblev relativ ukendt. Hvad deltagerne på konference kunne håbe på, men som de jo ikke vidste, det var, at de havde sat en proces i gang. Og det viste sig, at det havde de, en proces er sat i gang, som intet kan stoppe, fordi det er Herrens værk. Dette Charter blev begyndelsen på en gennemgribende transformation af relationerne mellem jøder og kristne.

Men ethvert nybrud, hvor banebrydende det end er, står altid på skuldrene af andre, og det gælder selvfølgelig også Jules Isaacs bedrift, og det charter der kom ud af det. For på trods af at forfølgelserne af jøderne op igennem århundrederne i de kristne lande desværre var den mest udbredte holdning, så var der også kristne, der forstod Bibelens ord om det jødiske folk, og at de en dag ville vende tilbage til landet Israel, som Gud havde givet dem. Som eksempler på sådanne kristne kan vi nævne puritanerne og pietisterne i 1600- og 1700-tallet. Og i 1800- og 1900-tallet har vi de første kristne zionister, fx William Hechler, der var en stor hjælp for Theodor Herzl. Og vi kunne nævne flere. Men det bibelsk-teologiske gennembrud i synet på det jødiske folk kom først efter de to historiske begivenheder, der rystede den kristne verden: Holocaust og staten Israels genoprettelse

Jødisk initiativ

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan det over hele linjen er jøder, der sætter denne udvikling i gang, der fører til en total transformation af forholdet mellem jøder og kristne. Vi ser det inden for den jødiske Jesus-forskning, hvor især jødiske historikere peger på jøden Jesus. Og vi ser det tydeligt i forb. m. Seelisberg-erklæringen, som Jules Isaac følger op på ved i 1948 at udgive bogen ’Jesus og Israel’, hvor han afdækker den teologi, som han kalder Foragtens lære. Det er meget vigtigt for Jules Isaac at understrege, at det ikke er en lære, der står formuleret i Det nye Testamente. Men det er en lære, som de kristne i århundreder har forkyndt og lært om jøder og jødedom (8). De første århundreders kirkefædre formulerede erstatningsteologien, og når vi kommer til Middelalderen er det den fremherskende kristne teologi i forståelsen af jøder og jødedom, og det er situationen helt frem til vore dage, hvor fornyelsen sker.

Den mørke fortid

Måske tænker I, om det dog er nødvendigt, at vi beskæftiger os med den mørke fortid. Det er det, for den kollektive jødiske hukommelse har ikke glemt de lidelser, som den antijudaistiske teologi har forvoldt det jødiske folk. For at illustrere det vil jeg citere en passage fra overrabbiner Marcus Melchior, som er overrabbiner Bent Melchiors far. Marcus Melchior skriver sådan her (9). Dette skriver han i 1964, og der er heldigvis sket meget siden da i jødernes opfattelse af de kristne, men det vender jeg tilbage til.

Processen genereres af jøder

På afgørende områder er det fra jødisk side, at initiativet tages i forholdet til kristne. Og vi skal nu se lidt nærmere på et område, hvor vi netop kan konstatere, at det er jøder, der genererer og leder udviklingen i de jødisk-kristne relationer, sådan som det viser sig i den historiske Jesus-forskning. Den historiske Jesusforskning havde i generationer været optaget af, hvad der adskilte Jesus fra hans samtid. Ikke-jødiske historikere mente, at Jesus stod i total modsætning til sit folk, man mente, at Jesus tog radikalt afstand fra sin samtids jødiske tro. Der skulle jødiske historikere til, der kendte til jødedom og jødisk kultur for at kunne se, at Jesus er jøde. Nu så man, hvad der forbandt Jesus med det jødiske folk. Man blev også opmærksom på Jesu optagethed af Israels genoprettelse og Guds rige. Den enkle konstatering, at Jesus er jøde, er jo en helt central pointe i Bibelen, for det er i det folk, at Gud begynder genoprettelsen af vores jord. Men det er primært jødiske historikere, der først pegede på netop den kendsgerning (10).

Jøden Jesus

Der skulle jøder til at placere og virkelig forstå Jesus i det 1. årh.s jødiske miljø i Galilæa og Judæa i vore dages Israel, det var jøder, der først pegede på betydningen af den jødiske kontekst, hvor Jesus levede. Det er et faktum, at det er jøder, der starter den meget værdifulde historiske Jesus-forskning, der forstår, at Jesus var jøde, og det er jøder, der starter den nye Israel-teologi. Er det ikke interessant! (11). Det viser bare, at Jesus og det jødiske folk, Jesus og Israel er uadskillelige, det er lige præcis det, der fremhæves i et af punkterne i Dansk-Jødisk Venskabs formålserklæring: ’Jesus og Israel er uadskillelige’. For de jødiske forskere er det en selvfølge, at Jesus er jøde. Det står jo på hver side i evangelierne. Men denne enkle konstatering blev et helt grundlæggende og afgørende element i den moderne Jesus-forskning.

Kristne erklæringer om det jødiske folk og Israel

Men lad os nu se på nogle flere konkrete eksempler på, hvor langt vi er nået i de jødisk-kristne relationer. Jeg har jo sat en undertitel på temaet – et håbets tegn. Og det er det virkelig. Prøv at se hvordan der bliver gjort status over de jødisk-kristne relationer i dag. Prøv at høre hvad indflydelsesrige kristne og jøder siger her 75 år efter den første spæde start i Seelisberg i 1947 (12) (13). Historiker Judith Banki peger på, at vi skal helt frem til 1965 før det teologiske modsætningsforhold til jøderne bliver afvæbnet og tilbagevist. I 1965 udsendte Den katolske Kirke en historisk og banebrydende erklæring, der bekræfter, at det jødiske folk fortsat er Guds udvalgte folk. Erklæringen hedde Nostra Aetate (latin): I vores tid. Og siden da er der kommet en velsignet strøm af positive kirkeerklæringer fra flere forskellige kirker. Jeg viser et par eksempler her. Vi starter med Apostolsk Kirke i Danmark, der i 1998 udtaler følgende (14) (15).

I 25 år har Apostolsk Kirke været den eneste kirke i Danmark med et eksplicit, bibelsk Israel-syn. Og så vil jeg også gerne citere ganske kort fra en erklæring, der kom fra Vatikanet i 2015, det er et digert værk på 20 sider. Vi læser bare et enkelt citat (16).

En bibelsk Israel-teologi

Det disse erklæringer gør, er at vende tilbage til Bibelens ord om Israel. Jeg har lavet en kortfattet oversigt over hovedpunkterne i den nye Israel-teologi (17). Der er sket en åbenbaring af Guds ord, for hele denne transformation er i total overensstemmelse med Skrifterne. Det er en tilbagevenden til Skrifterne.

Vi kan altså konkludere, at flere kirker i dag formulerer en sand, bibelsk forståelse af forbindelsen til Israel og det jødiske folk. Og det er vigtigt at understrege, at netop forbindelsen til det jødiske folk og jødedom er helt unik, den kan ikke sammenlignes med nogen anden forbindelse til noget andet folk. Hovedhjørnestenen i vores tro som kristne er Jesus, det er han ikke i jødisk tro, men det hindrer ikke, at vi som kristne er forbundet til jøder som med intet andet folk. Relationen imellem os er på et andet niveau, fordi vi er knyttet til Israel og det jødiske folk på rodniveau, det er vi ikke som kristne med noget andet folk. Det er et unikt bånd, som Paulus beskriver i sit billede af det ædle oliventræ, som er Israel og Guds løfter til Israel, som vi som hedningekristne ved tro på Jesus er indpodet på. Relationen mellem jøder og kristne, som vi oplever i dag, har en helt speciel teologisk status.

Tilbagevisning af erstatningsteologien

Hele denne bibelske Israel-teologi er selvfølgelig en klar tilbagevisning af erstatningsteologien. Det samme kan vi sige om den nye historiske Jesus-forskning, der understreger det faktum, at Jesus i sin menneskelige fremtræden er jøde, også det undergraver fuldstændig erstatningsteologien. For Jesus havde med hele sit frelsesvirke Israels genoprettelse som mål. Det er perspektivet, når Jesus taler om Guds riges oprettelse på denne jord. Jesus siger sådan her: ”Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone skal også I, som har fulgt mig, sidde på 12 troner og dømme Israels 12 stammer” (Matt. 19,28). Hvis vi læser som der står, så har vi her udtrykt visionen om Israels genoprettelse, genfødelse. Og det er lige præcis det den nye historiske Jesus-forskning i dag kan se, og som den fremhæver. Så at hævde at Jesus er færdig med Israel, sådan som erstatningsteologien gør, er fuldstændig absurd og grundløs. Jesus forkynder her, at det jødiske 12-stammefolk skal genoprettes, dvs. hele Israel, når Herren vender tilbage til Zion.

Jødisk reaktion

Nu skal vi se på hvilken reaktion hele denne fundamentale ændring i kristnes syn på jøder og Israel har på det jødiske folk. Hvad siger de til det? I år 2000 kom den første officielle reaktion, en erklæring som var meget positiv. Og så er der igen i 2015 kommet en officiel reaktion med over 60 kendte og indflydelsesrige ortodokse rabbinere fra Israel, USA og Europa som underskrivere. Vi skal læse nogle få citater derfra (18). Jeg har lavet en opstilling, der viser den store positive udvikling, der er sket i forholdet mellem jøder og kristne de sidste 75 år, det drejer sig om en radikal, epokegørende ændring (19).

Vi kan i dag konstatere, at der sker en positiv udvikling i de jødisk-kristne relationer. En del kirkesamfund tager eksplicit afstand fra tidligere tiders antijødiske holdninger, og fra jødisk side anerkender og værdsætter man denne omvendelse.

Moderne israelsk kunst og Jesus

Et resultat af kristnes afstandtagen til antijudaisme og erstatningsteologi kan således ses i den positive ændring hos jøder i synet på kristne og den Herre, de tjener. Dette kommer bl.a. til udtryk i moderne israelsk kunst. Jesus har været totalt fraværende i israelsk kunst, men sådan er det ikke mere. Den israelske fotokunster Adi Nes fremstillede Jesus sammen med israelske soldater på en kunstudstilling på Israel Museet i Jerusalem 2017. Unge israelske soldater sidder sammen med Jesus, og hele opstillingen har meget klar reference til Leonardo Da Vincis berømte nadverbillede. Udstillingen blev kaldt ’Behold the man: Jesus in Israeli art’. Der var 40 israelske kunstnere, der udstillede 150 værker, der alle viser Jesus på mange forskellige måder og alle med stor sympati og indlevelse, forståelse og respekt.

Håbet i et bibelsk, profetisk perspektiv

Vores tema til dette Israel-stævne er jo Jødisk-Kristne relationer – et håbets tegn. Og vi kan i dag sige, at der virkelig er håb for vores relation med det jødiske folk, fordi mange frø er sået, mange ord og gerninger har været med til at bane vejen frem til den situation, vi står i i dag. Og jeg vil gerne slutte af med yderligere at sætte vores tema ind i et bibelsk, profetisk perspektiv, for det er netop det de to jødiske erklæringer om jøders syn på kristne og kristendom gør. Som jeg tidligere har nævnt er der fra jødisk side kommet to erklæringer om kristne og kristendom i 2000 og i 2015. I disse erklæringer bliver der henvist til to bibelreferencer. I 2015-erklæringen citeres Sefanias 3,9. Og i erklæringen fra år 2000 er det Esajas 2,3-3 (20). Fra jødisk side forstår og tolker man relationen til de kristne gennem Bibelens ord. Og at netop disse to bibelcitater indgår i dejødiske erklæringer om jøders syn på kristne og kristendom i dag, vidner jo om, at man fra jødisk side ser denne nye, positive relation mellem jøder og kristne som et profetisk tegn på noget, der skal komme, en profetisk foregribelse af, at alle folkeslag til sidst skal prise Gud sammen. Det er det fælles perspektiv for både jøder og kristne.

Det er et profetisk perspektiv, som også Paulus understreger i Efeserbrevet kapitlerne 2 og 3. I Jesus sker der netop det, at de to hovedgrupper i menneskeheden jøder og hedninger (dvs. ikke-jøder) bliver forenet til ét nyt menneske. Jesus har med sin frelse og forløsning forenet jøder og kristne. Det fællesskab og det samarbejde, som vi kristne i dag oplever med Israel og det jødiske folk – ikke kun de messianske jøder – men med hele Israel, det er en profetisk foregribelse af den enhed, som vi ved skal blive fuldkommen i Gudsriget, som Jesus opretter, når han sætter sig på sin herligheds trone. Det er det vidunderlige perspektiv for vores relation til Israel og det jødiske folk. Det har i den grad fremtiden for sig!

Konklusion

I det forløb på 75 år, som jeg har forsøgt at skitsere her, ser vi en radikal ændring, et positivt paradigmeskift. Jødisk-kristne relationer i dag er en profetisk foregribelse af det, Paulus beskriver sker i enheden i Kristus, som vi ved skal blive fuldt ud synlig, når hele Israel frelses (Romerbrevet 11,26). Denne enhed i Kristus mellem folket og folkeslagene mellem jøder og hedninger er det slutmål, som hele frelseshistorien sigter på, og det er det, vi ser spirene til i dag. Så derfor er jødisk-kristne relationer i dag et stærkt tegn på håb om Guds genoprettelse af vores jord.

Selv om det nogle gange kan se ud som bare en lille, upåagtet begyndelse, så er det en proces, som Gud har sat i gang, og som Han leder og lader vokse. Derfor kan vi konkludere, at det arbejde vi hver især står i i forholdet til Israel i den grad har fremtiden for sig, det sigter lige mod Guds rige, der skal oprettes på denne jord.

Refleksion over Israels tre nationale mindedage

Af Eva Ravn Møenbak, formand for DJV. 2021.

Israel og den jødiske verden har i april måned højtideligholdt tre nationale mindedage: Yom HaShoa (mindedag for de seks mio. Holocaustofre), Yom HaZikaron (mindedag for Israels faldne i krig og ofre for terrorangreb) og Yom HaAtzmaut (Israels Uafhængighedsdag). Disse tre nationale mindedage indeholder de to faktorer, der er helt centrale for Israel: Holocaust og staten Israel. Men mindedagene er ikke et snævert israelsk anliggende, de højtideligholdes også af jøder i diasporaen, og de følger den store, bibelske grundhistorie om mørke, der efterfølges af lys, om død der efterfølges af liv. Det er grundstrukturen i Pesach, den jødiske Påske, som altid finder sted en uge før Yom HaShoa. Mindedagene er således placeret i sammenhæng med de jødiske helligdage. Derudover er det betydningsfuldt, at de følger det traditionelle jødiske døgn, som går fra solnedgang til solnedgang. Som alle jødiske helligdage begynder de nationale mindedage om aftenen før selve dagen. Grunden til denne struktur skal findes i skabelsesberetningen i 1. Mosebog kapitel 1, hvor der efter hver af Guds skabelsesgerninger lyder: ”Og det blev aften, og det blev morgen”. Det jødiske døgn peger hen på verdens skabelse og indikerer således, at Israels Gud er verdens Skaber og Herre.

Fra mørke til lys

Gennem de tre nationale mindedage gennemlever det jødiske folk overgangen fra død til liv og fra eksil til den nationale genoprettelse. Fra Yom HaShoa, hvor man mindes, at det jødiske folk var presset til det yderste, over Yom HaZikaron, hvor Israel er smerteligt bevidst om, at der er en høj pris at betale for uafhængigheden, til Yom HaAtzmaut, hvor glæden over friheden i eget land får frit løb. Højtideligholdelsen af hele dette forløb begynder på Yad Vashem, Holocaust mindesmærket i Jerusalem, som ligger på Herzl-bjerget, hvor Theodor Herzls grav befinder sig. Igen er symbolikken tydelig med død-liv temaet: Holocaust-mindesmærket er placeret ved siden af Theodor Herzls grav, den moderne zionismes skaber. Det er også i Yad Vashem, at der om aftenen, hvor Yom HaShoa begynder, bliver afholdt en ceremoni med lystænding af seks mindelys for de seks mio. jøder der blev dræbt af nazisterne. På selve dagen lyder der en to minutter lang sirene overalt i landet, al aktivitet ophører, al bevægelse stopper. Det er også en dag, der er kendetegnet ved, at radio og tv kun bringer udsendelser, der omhandler Holocaust.

Sorg til glæde vendt (Jeremias 31,13)

Så går der en uge, og en ny mindedag højtideligholdes: Mindedagen for faldne soldater og terrorofre. Hele dagen er præget af sorg, men om aftenen sker den markante overgang til festligholdelsen af Uafhængighedsdagen, der starter med en lystændingsceremoni, der igen afholdes på Herzl-bjerget. Det israelske flag er på halv, Yizkor-bønnen, der siges ved dødsfald, bedes, og så tændes der tolv fakler af tolv forskellige personer, der ikke er militærfolk, de er alle civile. Det underliggende bibelske motiv er jo tydeligt, de tolv fakler symboliserer Israels tolv stammer, der samles på ny i landet. Det er dette fakkeltændingsritual, der er højdepunktet og angiver starten på fejringen af Uafhængighedsdagen med flaghejsning, festfyrværkeri, musik, sang og dans. Hele den jødiske befolkning gennemlever overgangen fra død til nyt liv i landet. Man bemærker, at der ingen store militærparader er, det holdt man op med allerede i begyndelsen af 70’erne. Det er nemlig ikke staten som sådan, man fejrer, staten er et redskab til jødisk overlevelse, men staten er ikke et mål i sig selv. Det, Israel samles om og fejrer, er overlevelse, uafhængighed i eget land, liv og frihed i det land, som Gud har givet folket.

Så vælg da livet (5. Mos. 30,19)

Hvordan fejrer man så overlevelse? Hvordan fejrer man, at man er overgået fra døden til livet? At døden i Holocaust ikke fik det sidste ord, men at Israel genopstod, at det døde folk blev levende, som profeten forudsagde villle ske (Ezekiel 37). I jødisk kultur er der kun én måde at fejre glæden ved overlevelse og liv, og det er ved at spise. Det er i det fælles festmåltid, at livet celebreres, og taknemmeligheden til Gud kommer til udtryk. Dette måltid bliver af mange israelere på Uafhængighedsdagen indtaget i det offentlige rum. I parker og på strande nyder man det store fællesskab, som netop ikke kun er med familie og venner inden for boligens fire vægge. Man spiser og fester og nyder hinandens selskab og fællesskab i det offentlige rum.

I en coronatid

Og måske har vi i år efter måneders corona-nedlukning bedre forudsætning for at forstå denne eksplosion af liv og glæde i det offentlige rum, som man kan opleve i Israel på Uafhængighedsdagen. For vi myldrer jo også i stor stil ud og reserverer bord på de genåbne restauranter. Også vi føler, at denne genåbning af vores samfund må fejres med andre, også mennesker vi ikke kender, for vi har været fælles om mørket og nedlukningen, og nu fejrer vi fællesskabet og lysets tilbagevending. Vi spiser os sammen igen som folk efter at have været adskilt i månedsvis. Måltidsfællesskabet er et stærkt bånd, tænk bare på den kristne nadver, som jo har den jødiske påskefejring som ramme.

Israel gennemlever hvert år i forbindelse med de tre nationale mindedage dette vældige omslag i følelse og stemning fra mørke til lys, velvidende at følelser og stemninger er omskiftelige og ustabile. Men Gud Herren er trofast, og Hans trofasthed varer til evig tid (Salme 118,13).

Velsignelsen fra Zion

af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab.

Indlægget blev bragt ved Dansk-Jødisk Venskabs Israel-konference i København den 24.10 2020. Man kan også se og lytte til indlægget på DJV’s hjemmeside: www.djvenskab.dk/arbejdet-i-danmark/staevner

Tallene i parentes henviser til slides på det medfølgende power point.

Vores tema til dette års Israel-konference er Velsignelsen fra Zion med inspiration fra Salme 134,3, hvor der står: ”Herren velsigne dig fra Zion, han som skabte himlen og jorden”. Zion er helt konkret en bjerghøj i Jerusalem. Men det er vigtigt at understrege, at Zion også er et synonym for byen Jerusalem og landet Israel, og er jo som sådan et konkret sted i Mellemøsten. Velsignelsen fra Zion er et helt gennemgående tema i Bibelen. Der udgår velsignelse til verden fra Zion, fra Israel og det jødiske folk. Selvfølgelig ikke i betydningen, at Israel i sig selv besidder nogen speciel kraft. Der er ikke tale om nogen forherligelse af Israel, men det drejer sig om, at Gud bruger Israel som et redskab til at velsigne verden, til at gøre godt mod verden, til at nå verden med sin kærlighed.

Men hvis vi lytter til andre røster, så møder vi en helt anden holdning til og en helt anden opfattelse af Zion. Fx vedtog FN’s generalforsamling i 1975 en resolution, der siger, at zionisme er en form for racisme, dvs. zionisme sidestilles med racisme. Og i dag er der fortsat institutioner og grupperinger, der kalder Israel en apartheid stat. Der er desuden hele boykot-bevægelsen, der arbejder for boykot, sanktioner og de-investeringer i forholdet til Israel, den såkaldte BDS-bevægelsen, der vil boykotte Israel økonomisk, kulturelt og akademisk.

Den røde tråd i Bibelen

Men hvis vi lytter til Bibelens tale om Zion og Israel, så er der et ganske andet ordvalg og et diametralt modsat syn på Zion, Israel og det jødiske folk. Jeg har lavet en oversigt over nogle af de steder i Bibelen, der peger på, at Zion og det jødiske folk er et redskab, Gud bruger til at nå verden med velsignelse. (2,3,4). Gang på gang i forskellige sammenhænge bliver det slået fast, at Gud bruger det jødiske folk som en kanal, hvorigennem der strømmer velsignelse ud til verden, hvorfra der strømmer åndelige goder til verden. Vi ser, at både Det gamle og Det nye testamente fremhæver, at der fra Zion, fra det jødiske folk udgår velsignelse til verden, det går som en rød tråd igennem hele Bibelen. Slutmålet for denne velsignelse er Gudsrigets oprettelse på vores jord med Jesus som Messiaskongen i Jerusalem.

Denne velsignelse fra Zion, som Gud giver, er hvad verden har brug for, ikke mindst i dag og i den tid vi lever i. Vi har brug for velsignelse, vi har brug for helbredelse, og vi har brug for retning og vision, vi har brug for Guds nyskabelse af vores verden. Vi skal sammen se på, hvad denne velsignelse fra Zion er, hvad den består af, og vi skal se på Israel som et betydningsfuldt redskab, som Gud bruger til at formidle denne velsignelse.

To hovedafsnit

Mit indlæg vil jeg inddele i to hovedafsnit. I det første afsnit ser vi på, hvordan Guds velsignelse til verden har vist sig og stadig viser sig frem til i dag. Her drejer det sig om noget, der er sket, der er realiseret, og som vi allerede nu lever i. I det andet hovedafsnit skal vi med udgangspunkt i verdens situation i dag kaste et blik på fremtiden og se på, hvordan Guds velsignelse af verden ud fra Zion vil manifestere sig. Her vil vi med et teologisk fagudtryk beskæftige os med eskatologien, dvs. et profetisk blik på verdens fremtid, og hvordan denne velsignelse fra Zion vil komme til udtryk og yderligere manifestere sig.

Velsignelsens indhold

Men som sagt, så vil vi først se på, hvad denne velsignelse rummer, hvad den indeholder. Jeg vil gerne pege på nogle helt fundamentale velsignelser, nogle helt fundamentale åndelige goder, for at bruge Paulus’ udtryk fra Romerbrevet 15,27, som vi har fået gennem det jødiske folk. (5). Først og fremmest har vi fået Guds Ord, som det jødiske folk har fået betroet, som Paulus skriver i Romerbrevet 3, 2. Dernæst er det en tro og en tilværelsesforståelse, som er en dyrebar arv, som vi har fået igennem det jødiske folk. Det er en åndelig rigdom, som vi som ikke-jøder har fået del i ved tro på Jesus. Denne åndelige sandhed, som verden er blevet kendt med gennem det jødiske folk, er troen på den ene Gud, med et fagudtryk hedder det monoteisme. Israels Gud er den ene sande Gud. Og det er igennem det jødiske folk, at troen på den ene sande Gud fik rodfæste i menneskers hjerter. Lige fra det jødiske folks tidligste historie vidste folket gennem Guds åbenbaring, gennem hans ord, som de fik betroet, at Gud er skaberen. Troen på at verden er skabt af Gud vil sige, at verden er villet af Gud, og det er et åndeligt gode, en åndelig indsigt, som vi har modtaget fra Israels tro. Denne fysiske, skabte verden er god, fordi den er villet af Gud, og Gud vil noget med den. Vores tilværelse er ikke meningsløs eller tom, livet er villet af Gud.

I forlængelse af det kan vi sige, at det er en meget vigtig troserkendelse, at Skaberen også er Frelseren. Det viser han ved, at han indgår en pagt med folket. Og i den pagtsrelation har Gud omsorg for folket. Gud har knyttet sig til Israel, og denne tætte kontakt viser sig i de navne, de benævnelser der bruges om Herren i Bibelen. (6) Det ene billede, den ene metafor efter den anden bruges til at beskrive Guds kærlighed til Israel. Her udfoldes rigdommen i de åndelige goder, som Gud har givet Israel, og som vi har del i ved tro på Jesus.

Nyskabelse

Frelsen vil sige nyt liv, frelsen er nyskabelse, den der er i Kristus er en ny skabning, skriver Paulus i 2. Korintherbrev 5,17. Den skabelse, som Gud har begyndt, den fuldender han i en nyskabelse, fordi Gud er historiens Herre, der leder denne verden frem til en frelsende nyskabelse. Og hele denne nyskabelse har et geografisk centrum, der er en trone, hvor Gud har indsat sin salvede Messias-konge, som er Jesus, og det er i Zion. Hvorfor er det netop i Zion? – Det er det, fordi det er i Jerusalem, det er i Zion, at Jesus døde og opstod, og det er til Jerusalem, at Jesus vender tilbage, som den sejrende Messias-Konge. Der er i fremtiden en skelsættende begivenhed i historien, nemlig Jesu tilbagevenden til vores jord. Bogstaveligt, fysisk og synligt kommer Jesus tilbage til Jerusalem, sådan som englene siger til disciplene på Oliebjerget i Jerusalem i forbindelse med Jesu himmelfart: ”Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde” (Apostlenes Gerninger 1,12). Efter Jesu tilbagekomst vil han etablere sit kongedømme og regere verden i 1000 år. Gudsriget vil blive oprettet konkret og fysisk med Jerusalem som centrum. Det er også det rige, som disciplene spørger Jesus om, da de efter Jesu opstandelse og kort før Jesu himmelfart stiller det meget relevante spørgsmål: ”Er det nu du vil oprette Riget for Israel?” Dette rige er et universelt rige, og med alt hvad disciplene har set og erfaret med Jesus, så er det et helt logisk spørgsmål at stille. Forventningen om Riget, Guds rige, er en del af de åndelige goder, som Gud giver til Israel og til os, som ikke-jøder, der tror på Jesus. Verden har en fremtid, det er en sandhed, som vi ved fra Zion, for det er til Zion, at Jesus vender tilbage.

Den frelseshistoriske linje

Når man læser Bibelen i sammenhæng, tegner der sig et forløb. For at få et overblik over dette begivenhedsforløb har jeg opstillet en oversigt, som starter med Jesu første komme til jorden. (7). Hvis vi skulle fremstille hele den frelseshistoriske linje, som Bibelen rummer, skulle vi selvfølgelig starte med skabelsen og tage mange andre betydningsfulde begivenheder med, men for overblikkets skyld, har jeg valgt at starte med Jesu første komme til jorden. Jeg vil gerne knytte et par kommentarer til denne oversigt, som udtrykker Guds frelsesplan for vores jord, som har sit absolutte grundlag i Jesu komme til jorden som Guds Søn og menneskers Frelser. Gud sendte sin søn Jesus igennem det jødiske folk, Jesus er en opfyldelse af de gammeltestamentlige, messianske profetier. Men Gud er ikke færdig med at bruge det jødiske folk i sin frelsesplan for vores jord. Israel er fortsat et redskab, som Gud vil bruge til at nå verden med sin frelse og sin velsignelse. Og det skal vi videre se på nu. Alt hvad der i oversigten er mærket med rødt, er sket eller er ved at ske. Og det der derudover også er mærket med kursiv, er en fortolkning, dvs. et forsøg på at sætte lige netop vores tid, 2020, ind i hele denne bibelske sammenhæng. Det, der er mærket med blåt, er endnu ikke sket. Jeg vil gerne understrege, at en sådan forløbsoversigt kun er et forsøg på at kaste lys over vores egen tid med den helt ekstraordinære situation, hvor alle verdens befolkninger gennemlever en pandemi. Denne forløbsoversigt afspejler det, man med et fagudtryk kalder dispensationel præmillenarisme. Jeg nævner det bare lige, men det vil her føre for vidt at forklare dette begreb yderligere, vi vil nøjes med blot at se på selve indholdet af dette forløb.

Israel – Guds profetiske ur

Det er en kendsgerning, at der blandt kristne er divergerende opfattelser af, hvordan man skal forstå Israel, og om Israel har en teologisk betydning i dag. Men det er også en kendsgerning, at mange kristne er enige om, at den absolut mest betydningsfulde, profetiske begivenhed, som vi er vidner til i dag, er det jødiske folks tilbagevenden til Zion efter næsten 2000 års landflygtighed, spredt blandt verdens lande. Den moderne stat Israel blev dannet i 1948, og det jødiske folk er stadig i en proces, hvor folket vender tilbage til deres fædres land. Den begivenhed er forudsagt mange gange i det profetiske ord i Bibelen. Vi skal bare læse fra Esajas 43 (8). Hvad dette profetiske ord siger, ser vi en begyndende opfyldelse af i vores tid. Men processen er langt fra afsluttet.Gud lovede det jødiske folk et landområde i Mellemøsten, og når Jesus vender tilbage, vil dette løfte fuldt ud blive opfyldt og det vil også blive den ultimative velsignelse af verden, nemlig Gudsrigets oprettelse. Gud har lovet, at en Messias-konge fra Davids slægt for evigt vil regere over landet, og det er Jesus, sådan som englen sagde til Maria: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige”. (Lukas evangeliet 1, 32-34). Efter sin tilbagekomst til jorden vil Jesus synligt etablere sit kongedømme og regere verden i tusinde år, og alt vil blive genoprettet. Vi vil bare læse et enkelt bibelord, der viser hele denne proces af velsignelse fra Zion ud til verden, ud til kosmos. Apostlen Peter siger sådan her til Jerusalems indbyggere (9).

Jesu genkomst og Gudsrigets synlige oprettelse

Verden vil blive restaureret, verden vil fuldt og helt blive genoprettet, det er et vidunderligt fremtidsperspektiv, som vil blive realiseret, når Jesus kommer tilbage til vores jord. Jeg har opstillet et sammendrag af denne begivenhed, baseret på bibelreferencer (10). Gudsriget er ikke bare noget indre i hjertet, en åndelig tilstand af fred med Gud, det er det absolut også, og det kan enhver, der tror på Jesus som Frelser og Herre, opleve her og nu, men Gudsriget vil også blive fysisk, konkret og jordisk, det indre udelukker ikke det ydre, det åndelige udelukker ikke det fysiske. Tværtimod så er det en enhed, det er en helt grundlæggende, bibelsk tanke. Og med et fagudtryk hedder det monisme. Men dette synlige, fysiske Gudsrige er stadig fremtid, og den fremtid vil blive ubeskrivelig vidunderlig, prøv at høre hvad profeten Esajas skriver (11). Israel er Guds profetiske ur, fordi Israel er et af de profetiske tegn, som andre tegn er afhængige af for at blive opfyldt. Det betyder derfor noget, at vi i dag har et fysisk, konkret Jerusalem, som er Israels evige, udelelige hovedstad. Det er til det fysiske Jerusalem, at Jesus vender tilbage. Ligesom Jerusalem, Zion, var et konkret sted, en konkret kontekst, da Jesus kom første gang, sådan bliver Jerusalem også stedet for Jesu 2. komme, som vil være en begivenhed af kosmiske dimensioner. Da Jesus kom første gang var det for at dø for verdens synd og opstå. Når Jesus kommer anden gang, så er det for synligt at tiltræde sit kongedømme. Jesus vil vende tilbage til Zion, det er en enkel konstatering, som det er vigtigt at holde fast i. Dels hvis vi vil forstå den kamp, der er om Jerusalem og Israel, dels hvis vi vil have et modsvar til den frygt og den forvirring, som vi ser, at verdens befolkninger er ramt af her i vores tid under corona-pandemien. Jesus vender tilbage til Zion og opretter sit fredsrige, det er den ultimative opfyldelse af det, englen sagde til Maria: ”Gud Fader skal give ham hans fader Davids trone, han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” Luk. 1, 32). For at undgå misforståelser er det vigtigt at understrege, at hele dette perspektiv ikke er en forherligelse af Israel, men det er en erkendelse af, at Gud bruger Zion som en kanal til at velsigne verden. Det er et gennemgående tema i hele Bibelen.

Fremtidshåb i en coronatid

Hvis mennesker i dag skal overleve ikke bare fysisk, men også psykisk, så er det vigtigt at kende til, hvordan det hele ender: det slutter med Gudsriget. Der er i dag panik på jorden med covid-19 pandemien og alle kriserne og alle konsekvenserne heraf, som igen kender.

Vores tid har brug for velsignelsen fra Zion, dvs. at vi alle har brug for at kende Guds frelsesplan med vores jord. Det er en nød, det er et behov, som jeg tror, vi alle føler. Jeg vil gerne her til sidst give en karakteristik af den tid, vi lever i, hvor en fortsat covid-19-pandemi hærger, som vi ikke ved, hvornår eller hvordan vil ende, og vi ved heller hvilke konsekvenser, denne krise vil få for os og for verdens øvrige befolkninger. Til at beskrive vores aktuelle tid vil jeg gerne citere to journalisters og en historikers udtalelser (12). Først chefredaktøren på Weekendavisen Martin Krasnik, der d. 13. marts 2020 skriver, at ”statsministeren har aflyst hverdagen, og med nogle nødlove har statsministeren indført undtagelsestilstand”. Det er voldsomme ord, men sande. Og Krasnik konkluderer, at vi lever i en usikker og uforudsigelig tid. Denne udbredte følelse af usikkerhed og frygt kommer også frem i en artikel, som kulturjournalist Heidi Laura skrev i Weekendavisen d. 7. april: ”Alting sker i verden lige nu, store tandhjul er sat i bevægelse af en mikroskopisk virus, og sandsynligvis bliver vi aldrig helt os selv igen – alting er sat på prøve … vores fundamentale tryghed er truet”. Og i begyndelsen af oktober udtalte historiker Michael Böss fra Århus-Universitet i Kristeligt Dagblad følgende: ”Denne fornemmelse af, at det hele kan bryde sammen, vil sætte sig i de kommende generationer”. Menneskeheden er dybt påvirket og mærket af det, der sker i dag, og det lagrer sig i verdens fælles hukommelse.

Hvad skal vi sige til disse udtalelser, der alle giver udtryk for den dybe følelse af usikkerhed og utryghed, som hele verden oplever i dag. Det er jo ikke svært at forstå disse følelser og reaktioner, jeg tror, vi alle har en fornemmelse af, at noget helt afgørende og noget helt ekstraordinært er på færde. Vi befinder os i en helt ny, global virkelighed. Vi har oplevet tomme gader, restriktioner på menneskers bevægelighed, værnemidler, masker og visirer og overfyldte hospitaler for slet ikke at tale om de sociale og økonomiske konsekvenser. Der har været reaktioner og fortolkninger fra forskellige kristne grupperinger. Er pandemien en forløber for noget, der vil komme i større målestok? Mange forsøger at forstå vores tid i lyset af Bibelens ord og Bibelens profetiske ord. Og det er jo helt legitimt, for selvfølgelig må man forvente, at kirken, at den kristne menighed har et ord til mennesker i dag, der kan kaste lys over den situation, som vi alle befinder os i, hele verden er i samme båd. Men vi har som kristne det store privilegium, at vi ikke behøver at vandre i blinde. Vi ved faktisk, hvor båden er på vej hen, hvor verden er på vej hen. Og vi har ovenikøbet tegn at gå efter, og her er det, at Israel, at Zion og det jødiske folk er et tegn, vi skal være opmærksomme på. Men det er meget vigtigt at understrege, at vi hverken kan eller skal tidsbestemme Jesu synlige genkomst, for kun Gud bestemmer og ved, hvornår Jesus kommer igen. Det pointerer Jesus over for sine disciple (Apostlenes Gerninger 1,6-8). Men det er ikke det samme som, at vi lever i uvidenhed, for Gud har en plan for verdens genoprettelse, og den kan alle læse om i Bibelen. I Efeserbrevet 1,10 kalder Paulus denne plan for frelsesplanen, og han beskriver den sådan her. (13) Denne sammenfatning af det himmelske og det jordiske, det er Gudsrigets endegyldige oprettelse, det er slutmålet, som apostlen Peter kalder for genoprettelsestider, og Jesus selv benævner verdens nye fødsel. Den indtræder synligt og konkret ved Jesu andet komme for at oprette sit rige, som er en fornyelse af kosmos, en fornyelse af hele skaberværket. Lad os til slut se en oversigt over de vidunderlige ord, som Bibelen bruger til at beskrive Gudsriget (14).

Vi behøver ikke blive grebet af panik og fortvivlelse over den tid, vi lever i. I himlen er der ingen panik, verden er ikke gledet Gud af hænde, Gud har alt under kontrol, og han leder verden frem til Gudsrigets oprettelse, og i den proces er Israel, er Zion et håbets tegn, for det er til Jerusalem, at Jesus vender tilbage. Gud er historiens Herre.

Bøn om Gudsrigets komme

Jeg vil gerne, at vi her til sidst sammen beder den bøn om realiseringen af Guds rige, som Jesus lærte sine disciple at bede. Det er den allerførste bøn i Fader Vor efter lovprisningen af Gud, som Jesus siger, at vi skal bede. Hvorfor er bønnen om Guds rige det allerførste, der skal bedes om? Det er det, fordi Guds rige er den ultimative frelse, den ultimative løsning på at det, der gik galt i syndefaldet. Det er skaberværkets genoprettelse. Det er den bøn, vi vil bede nu. Vi vil forenet i én ånd bede Gud om at lade sit rige træde synligt frem på denne jord til frelse og til genoprettelse. Lad os rejse os og sammen bede. (15)