Af Eva Ravn Møenbak, formand

Fra Israels Vægter nr. 1, 2007

Her ved begyndelsen af det nye år, er det godt at minde hinanden om, at Israels Gud, som er Jesu Kristi Fader, er historiens Herre. Han fører verdensløbet efter sin plan til det mål, som profeten Sefanias udtrykker med ordene: ”Derefter vil jeg forvandle folkenes læber, så de bliver rene; de skal påkalde Herrens navn og stå sammen om at tjene ham” (3,9).

Bevarelse
Vi kan i dag konstatere, at staten Israel er blevet genoprettet efter et næsten 2000-årigt eksil for det jødiske folk, vi kan konstatere, at det gamle hebraiske sprog er genopstået som et moderne talesprog. Det jødiske folk vender tilbage til Israel fra verdens fire hjørner til det land, som Bibelen siger, at Gud har givet dem til evig ejendom. Landet Israel genopbygges og ørkenen blomstrer. Vi kan konstatere, at Jerusalem i dag er genforenet som Israels evige hovedstad. Det sker lige for øjnene af os. Men hele denne proces foregår ikke uden vanskeligheder, den sker ikke uden kamp på mange måder og mange områder.

Man kan ikke alene forklare det ud fra almindelig verdenspolitik. Vi må forstå at spændingen og konflikten i Mellemøsten har en åndelig, profetisk dimension. Der vil altid være modstand, hvor Guds plan realiseres. Israel har været og er udsat for en terror, hvis mål er folkets sammenbrud og landets opløsning. Terrororganisationernes mål er at gøre livet umuligt at leve for israelerne ved at sprede død og ødelæggelse i Israels byer og blandt civilbefolkningen. Og Israel må selvfølgelig forsvare sig.

Den egentlige grund til Israels overlevelse igennem alle krige og al terror er Guds bevarelse midt i trængsler og lidelser. Gud er trofast over for sine løfter til Israel. Terrorismens mål er staten Israels opløsning. Men det mål vil aldrig blive nået. Når vi kan sige sådan, er det fordi, vi tror på Guds løfter, som er fundamentet for både kristnes og jøders tro.

Guds pagt
Herren er Israels Gud, Israel er hans udvalgte folk. Gud har indgået en pagt med dem og givet dem landet til evigt eje. I nogle kredse vil det selvfølgelig blive betragtet som politisk dybt ukorrekt at sige, at Gud har givet jøderne landet Israel. Men når vi går til Bibelen, ser vi, at det er sådan det forholder sig.

Længe før Sinajpagten indgik Gud sin pagt med Abraham og hans efterkommere, det jødiske folk (1. Mos. 15, 1-21). Denne pagt er ene og alene Guds pagt. Gud selv er garanten for den pagt. Intet kan opsige den, heller ikke folkets fejl og svigt. Pagten er evig, fordi Gud er den evige og uforanderlige Gud. Den er evig, fordi Gud, der svor at ville opfylde den, ikke kan svigte. Guds pagt med Israel er forankret i Guds egen karakter og Guds eget væsen. Gud som ikke kan fornægte sig selv. Han som er Israels Gud og vores Gud. 

Af pagtens indhold bliver løftet om landet ofte fremhævet, fordi det er helt centralt og grundlæggende. Dybest set er landet Herrens, som der står i 3. Mos. 25,23: ”Landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig”. Hele verden tilhører Gud, men ud af alle verdens lande er der et specielt land, Israel, som Gud betegner som sit land, fordi det er et specielt redskab i hans frelsesplan for verden.

Guds folk
Bibelen fortæller os, at det jødiske folk, som Guds udvalgte folk, har en speciel opgave (fx Salme 105, 1-11). De skal kundgøre Guds store gerninger for folkene, dvs. de ikke-jødiske folk. Israel som land og folk er ved sin blotte eksistens et vidnesbyrd om Guds vældige gerninger. Hvad Gud gør med landet skal forkyndes. Og hvorfor skal det det? Det skal det, fordi det herliggør Guds store navn. Israels historie har en særstilling, fordi der i den historie meddeles noget fra Gud. Gud handler ind i historien. Gud er historiens Herre, det er både jødedom og kristendom enige om. Og det viser sig på en helt speciel måde, når det drejer sig om Israel. Derfor er det vigtigt, at vi som kristne beskæftiger os med det, der sker i Israel. Det der er karakteristisk ved Israels udvælgelse er, at dens sigte, dens mål er altomfattende. Udvælgelsen af Israel er et redskab til at velsigne hele verden. Det understreges igennem hele Bibelen, og vi kan blot citere Guds ord til Abraham i 1. Mos. 12,3: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes”.

Ifølge både jødedom og kristendom, er Gud ikke kun Israels Gud, han er verdens Skaber og Herre. Han er den, der frelser og genopretter.

Kristne og Israel
Det er derfor vigtigt, at vi kender Bibelens ord om Israel, så vi kan være Guds medarbejdere, for det er det, Gud kalder os til at være, hvad enten vi er kristne eller jøder. I Bibelen finder vi stærke opfordringer til at lade os involvere i det, der sker med Israel og i hele Mellemøsten. 

I Salme 122 står der: ”Bed om fred for Jerusalem”. Det hebraiske ord for fred er shalom. Og det ord betyder langt mere end blot fravær af krig, det rummer hele Guds velsignelse. Hos profeten Esajas 61,1 lyder engagementet sådan her: ”For Zions skyld vil jeg ikke tie”. Vi oplever heldigvis, at mange mennesker og organisationer i vores eget land arbejder for Israels sag. Guds løfter til Jerusalem og Israel er mange, og det er på de løfter, at vi beder og taler. Det er også på grundlag af de løfter, at vi handler og er med til at opbygge landet. Mange kristne, udsendt af Dansk-Jødisk Venskab, har igennem årene rejst til Israel som volontører for på denne konkrete måde at være med til at støtte og hjælpe. 

Men at bede, tale og handle for Israels sag vil ikke sige at være imod andre folk, det vil ikke sige at være imod de arabiske folk, for Guds frelsesplan for verden omfatter alle. Gud er verdens Skaber og historiens Herre, og hans nyskabelse af verden vil fuldt ud blive realiseret.