Af Chr.C.Svendsen

Fra Israels Vægter nr. 4 2007

I begyndelsen af juni var det 40 år siden, at Israel vandt en overvældende sejr over de arabiske fjender. I avisernes spalter har det for en stor del været ”besættelsen”, man fokuserede på. Som om Israel kun var ude på at erobre land.

Tilsyneladende har man ’glemt’, hvad det hele drejede sig om.

Sandheden er jo, at Israel var truet på livet i de dage. De arabiske stater, anført af præsident Nasser i Egypten, lagde ikke skjul på deres hensigt: at kaste alle jøder i havet, fjerne den jødiske stat.

I Sinaj samlede egypterne en hær på 80.000 mand, indtog Sharm-el-Sheikh og blokerede indsejlingen til Akababugten og dermed adgangen for skibe til Israels sydlige by Eilat. Nassers initiativ fik tilslutning fra Jordan og Irak, og tropper blev sendt fra Kuwait, Saudiarabien, Marokko og Algeriet. Fra alle sider rykkede araberne mod Israel, og i de dage havde verden endnu ikke set, at Israel kunne sejre så overbevisende.

 I en tale den 22. maj 1967 sagde præsident Nasser bl.a.:
”Indtagelsen af Sharm-el-Sheikh betyder konfrontation med Israel. En sådan aktion betyder, at vi er beredt til krig med Israel. Det drejer sig ikke om en isoleret operation.

Vort hovedformål med den forestående storkrig, er ødelæggelsen af Israel. For 5, eller lad mig sige 3 år siden, ville jeg ikke have talt sådan, som jeg nu gør. I dag, 11 år efter 1956, fremlægger jeg disse tanker, fordi jeg er sikker i min sag. Jeg ved, hvordan vi egyptere står, og jeg ved, hvad syrerne er gode for. Jeg ved også, at andre stater, som f.eks. Irak har sendt tropper til Syrien. Algeriet vil også sende styrker, ligeledes Kuwait. De vil sende enheder af panser-infanteri. Dette er den arabiske krigsmagt.”

(Abba Eban: Mit Folk side 417, norsk).

Nasser beordrede FN-styrken bort fra Gaza, og krigen brød ud. Israel blev spået undergang, men til alles overraskelse sejrede de på alle fronter, indtog hele Sinaj og genåbnede søvejen til Eilat, drev det syriske militær ud af Golan og tog kontrollen i hele Jerusalem-området. Det hele skete i løbet af 6 dage, og Israels ry som militært overlegen blev stadfæstet.

Hele denne baggrund er væsentlig at huske på. Det er letkøbt, når skribenter i dag beskriver det hele som en israelsk erobringskrig. Det var tværtimod en forsvarskrig, som endte katastrofalt for araberne på grund af en fatal fejlvurdering af situationen.

Kan Israel overleve?
Efter Seksdageskrigen stille Poul Borchsenius dette spørgsmål til David Ben Gurion:

Ben Gurion lænede sig tilbage i stolen og så på mig. Der var et ironisk blink i øjet, som morede han sig over så naivt et spørgsmål. Så rettede han på sig, stemmen blev saglig, og han udbrød:

– Der er tre grunde til at svare ja. Vi er her, og vi agter at leve. Den første grund finder du i vores hær. Vi udruster og træner den, vi giver den alt, hvad vi magter, for at gøre den effektiv. Bag dens skjold bor vi trygt.

 Men det er ikke krig, som er det væsentlige. Vi agter ikke at sejre i det uendelige, men vil leve i fred. Derfor er min næste grund langt vigtigere.

 Dengang vi var unge pionerer og kom her til vore fædres land, fandt vi en ødemark, forsømt og forfalden. I vort ansigts sved forvandlede vi ørken til have. Forstå mig, når vi har gjort det, ejer vi landet på en helt anden måde, end hvis vi havde taget det i arv. Det er blevet en del af os, og vi i det.

Ydermere ved vi, at de derovre på den anden side grænsen, som siger, at de hader os, i virkeligheden har samme fjende som vi. Det er naturen, den stive, stenede, uvenlige. Der kommer en dag, da de opdager det, og vi bliver venner og forbundsfæller i kamp mod den fælles fjende. Side om side hjælper vi hinanden med at forvandle Mellemøsten til det paradis, det engang var og skal blive igen for vore børn og børnebørn.

Pludselig smiler den gamle, han afbrød sig selv og fortsatte:
 – Du er dansk, jeg ved noget om dit lands historie. Danske og svenske hadede hinanden, og gennem 400 år søgte I at myrde hinanden. Men I blev venner til sidst og er det i dag. Det bliver vi og vore naboer også. Og tro mig, vi er klogere end I, det kommer ikke til at vare 400 år.

Smilet forsvandt. Ben Gurion lagde tungt sin hånd på bordet og slog fast: 
– Men den stærkeste grund til vor fortrøstning, at vi er for at blive, skal du gå 4000 år tilbage for at finde. Da vor stamfader Abraham boede langt ude mod øst, hørte han Gud Herren kalde:

’Abraham, Abraham, du skal forlade din fars hus og din slægt og drage til det land, som jeg viser dig og giver dig og dine efterkommere i eje.’

Og Ben Gurion afsluttede sit svar med ordene:
– Underskriften på skødet, der gør os til ejere her, stammer fra allerhøjeste sted. 

Således talte den gamle socialistiske statsmand, der nok ikke er ven med rabbinere eller går i synagoge, men læser sin Bibel og ser den højeste i det, som har gjort sønnerne til herrer i fædrenes land.”

Poul Borchsenius: Kan Israel overleve? 
Fremads Fokusbøger. 1969, side 115.

Ovenstående viser os, at David Ben Gurion ikke blot var en handlingens mand. Han kalkulerede også med Bibelens ord om Jahves løfte til Abraham som det egentlige skøde, der giver det jødiske folk ret til at eje landet. Det har været til Israels gavn hver gang landets ledere har handlet ud fra tesen om, at de gamle forjættelser står ved magt i dag, og det uanset deres øvrige religiøse adfærd.

Desværre ser Israels nuværende regering ikke ud til at følge denne overordnede regel. For nylig udtalte statsminister Ehud Olmert, at hvis der kunne opnås garantier fra Syrien, ville Israel rømme Golan.

Erfaringerne med at rømme noget af det forjættede land har været dårlige. Rømningen af Gaza førte ikke til fred, men til stadig flere raketter fra Gaza mod israelske byer i det sydlige Israel.

Formodentlig er regeringen klar over, at ingen arabiske garantier vil kunne garantere noget, som Israel vil kunne støtte sig til.

Israel har brug for profetrøster, der kan lede folket i den rigtige retning.

Den historiske paratviden er blevet forringet. Det smitter af på pressens folk, som rapporterer ud fra tv-reportager uden at give ´sammenhæng og baggrundsviden.

Hvem vil være millionær?
De danske tv-stationer har programmer, hvor man kan vinde store pengebeløb, hvis man kan give korrekte svar på stillede spørgsmål. Et ungt par fik for nylig spørgsmålet: Hvilken by red Jesus ind i palmesøndag? Der var 4 muligheder: Jerusalem? Nazaret? Kana? Betlehem?

De to unge var totalt blanke. Meget bedre blev de ikke, da publikum ad elektronisk vej skulle hjælpe dem. De fleste gættede på Nazaret og næsten lige så mange på Jerusalem. Episoden fortalte noget om skolens manglende evne til at indgive almenviden om historiske emner.

Det er let at følge Lise Nørgaard, når hun i et interview i anledning af sin 90-års dag siger:

”Jeg synes, at man i dag forholder børn en viden om vort etiske og kulturelle grundlag. Jeg er ikke noget overreligiøst menneske, men det chokerede mig, da en undersøgelse afslørede danskernes uvidenhed om kristendom. En hel generation er vokset op uden kendskab til Det Gamle og Det Nye Testamente, som jeg betragter som vort dannelsesgrundlag. Jeg kan huske, når vi havde bibelhistorie i skolen. Ordene havde en magi som i H. C. Andersens eventyr. Således fik vi hele grundlaget for vor kultur meget tidligt. Også nysgerrigheden efter at læse andre ting i gode bøger, naturbeskrivelser, om kunst og lignende. Vi fik en masse foræret. Dengang kunne jeg vågne op og lige ud af søvne fortælle de lignelser og hændelser.” (Kristeligt Dagblad 9. juni 2007)

Guds løfter i Skriften giver Israel den bedst mulige garanti, og tiden er inde til forjættelsernes opfyldelse.

Amos 9,11-15 er aktuel og siger: 
På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætter dens revner, opfører, hvad der sank i grus, og bygger den som i gamle dage, så de tager Edoms rest i eje og alle de folk, over hvilke mit navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.

Se, dage skal komme, lyder det fra Herre, da plovmand følger høstmand i hælene og drueperser sædemand, da bjergene drypper med most og alle høje flyder.

Da vender jeg mit folk Israels skæbne; de skal bygge de ødelagte byer og bo deri; de skal plante vingårde og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten.

Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af den jord, som jeg gav dem, siger Herren din Gud.

Lad os bede Herren om at give folket ledere, der tør satse mere på Skriftens forjættelser end på tvivlsomme garantier fra mennesker som har bevist, at de løber fra, hvad de lover.