
Kære læsere af Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab
Som Chanuka-stagen på forsiden af dette nummer af bladet angiver, er vi på vej ind i en måned med to store højtider: Chanuka og Jul. Midt i en mørk tid tændes der lys både i den jødiske og i den kristne tradition. Som man kan læse på s. 3 i bladet udsender vi igen i år en speciel Chanuka-hilsen med opfordring til at støtte Aliyah fra både Ukraine og Rusland, hvor jøder under meget vanskelige forhold flygter i sikkerhed i Israel.
Aliyah var også et hovedtema i forbindelse med DJV’s Israel-stævne i oktober. På s. 4-5 kan det vellykkede stævne med Danielle Mor fra Jewish Agency som hovedtaler opleves i glimt. Danielle bragte en varm tak til alle danske venner af Israel og DJV, se ordlyden på den smukke takkeplade s. 2.
Også december-nummeret af bladet bringer rapporter om DJV’s arbejde i Israel, bl.a. en opdatering på DJV’s støtte til sårbare unge under uddannelse, som finder trygge rammer i den DJV-sponserede lejlighed i Rishon LeZion.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle læsere af DJV-bladet for interesse og støtte igennem året, der nu snart rinder ud. Med Guds hjælp kan vi sammen se frem til et nyt år i Hans tjeneste.
Glædelig Jul og Glædelig Chanuka!
De bedste hilsner
Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab