Ahavat Kol Israel – kærlighed til hele Israel

v/Filip Graversen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Jødisk Venskab

Ahavat Kol Israel er en mindre organisation, som støtter fattige ortodokse jødiske familier i Jerusalem området. Organisationen ledes af rabbiner Yoram Baruchian.

Ahavat Kol Israel, herefter kaldet AKI, baserer sit virke udelukkende på baggrund af gaver og donationer fra staten, Jerusalem kommune, organisationer og private givere som Dansk-Jødisk Venskab. Nogle bidragydere er faldet fra under coronakrisen. Yoram Baruchian er også jævnligt rejst til USA for at tale og indsamle donationer, hvilket dog også har ligget stille under coronakrisen.

Fra Dansk-Jødisk Venskab modtager AKI faste donationer hvert kvartal og højtidsgaver i forbindelse med eksempelvis Pessach. Dansk-Jødisk Venskab lavede sidste år en særlig Chanukka-indsamling, hvor det indsamlede beløb gik til AKI.

AKI modtager bl.a. en del brugt udstyr såsom kørestole, gangstativer og andre former for hjælpemidler, som doneres fra forskellige hospitaler i ind- og udland. Gennem Dansk-Jødisk Venskab modtager AKI også brugte briller samt strik til små børn.

Der uddeles også fra AKI pakker med forskellige madvarer op til højtiderne Pessach og Chanukka. Endvidere også dagligvarekuponer, så familier selv kan købe varer ind til højtiden, så de fattige familier kan holde en festlig højtid. Faktisk bliver AKI også kontaktet direkte af familier, som beder om økonomisk støtte til eksempelvis brød. I de tilfælde beder AKI om at se bankopgørelser og udtalelser fra de sociale myndigheder.

AKI har også en lånecentral, som råder over 500 stole, 50 borde samt lyskæder etc. Det kan fattige familier låne, så de kan have en god ramme om fester som Bar Mitzvah´er, forlovelsesfester, bryllupper m.v.

Under coronakrisen 2020/2021 donerede Dansk-Jødisk Venskab 16.000 mundbind, som AKI bl.a. uddelte til fattige ortodokse storfamilier i Jerusalem. Under coronakrisen arbejdede AKI også lidt uden for sit normale felt og uddelte spil til børn i isolerede familier, ligesom de uddelte den israelske variant af Nutella.

Gennem de seneste mange år har AKI ønsket at få nogle bedre faciliteter med mere lagerplads og bedre kontorforhold. Dette er nu lykkedes, og man er gået i gang med et nybyggeri, hvor der også vil være et bedehus i forbindelse med byggeriet.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.