Del 5 – Guds pagter med Israel

af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Fra Israels Vægter nr. 3, 2011

 


Hvis man teologisk skal begrunde det jødiske folks udvælgelse og ret til landet Israel, er de bibelske pagter kernestof. Det er derfor vigtigt netop at studere den bibelske pagtteologi. Jeg har udarbejdet et studiemateriale om emnet Guds pagter med Israel til brug i fx cellegrupper og bibelstudiekredse, men selvfølgelig kan det også anvendes til selvstudium. Emnet er inddelt i fem lektioner, hvoraf de fire er bragt i de sidste fire numre af Dansk-Jødisk Venskabs blad med en lektion pr. bladudgivelse. Her følger den femte og dermed den sidste lektion i denne serie.

 

 

 5. lektion:

Menighedens medindlemmelse og medandel i Guds pagter med Israel Gud har udvalgt Israel, Gud elsker Israel (5. Mosebog 7, 7). Men hvad med resten af verden? Og hvad med den kristne menighed? Bibelens budskab er, at Israels Gud er verdens Skaber og Herre (Job 12, 10), og han elsker verden (Johannes-evangeliet 3,16).

I hver af de fire foregående lektioner har vi berørt menighedens medandel i Guds løfter til Israel. I 4. lektion så vi, at pagten blev fornyet ved Jesus. Folkeslagene kan nu, forblivende i deres ikke-jødiske identitet, tjene Israels Gud (Apostlenes Gerninger 15, 1-35).
Hvilken lov vil Gud ifølge Den nye Pagt skrive i hjerterne? At der er en lov for det kristne liv, og at denne lov ikke er nogen anden end torahens/lovens etiske bud, viser disse referencer: Romerbrevet 13,8-10; Galaterbrevet 5,14; 6,2; Jakobsbrevet 2, 8. Vi kan også citere Jesu egne ord fra Johannes-evangeliet: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (14,15) og ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer” (15,12). Næstekærlighedsbuddet står formuleret i 3. Mosebog 19,18.

Følgende skema viser, at de løfter, der gives til dem der tror på Jesus, er de samme løfter, der først er blevet givet til Israel, og som stadig gælder:

Afkom Gal.3,29
Herren vil være folkets Gud  2.Kor.6,16
Folket skal være et kongeligt
præsteskab, et helligt folk
 1.Pet.2,9-10
Landet  Rom 4,13

Uddybning af skemaet

Afkom
Vi har i 1. lektion kort set Paulus’ argumentation for at sige, at de Kristus-troende ikke-jøder også er Abrahams afkom. Her skal Paulus’ tankegang uddybes. Jesus var jøde, dvs. at han var en søn, en efterkommer af Abraham, som er den første jøde. Paulus skriver i Galaterbrvet 3, 16, at Jesus egentligt er det afkom, som Gud lover Abraham. Først er der Isak, som er den første opfyldelse af løftet. Derefter er der så hele det jødiske folk, også det folk, der lever i dag.
Men som vi allerede har set, så er løfternes velsignelse uendelig. Afkommet er dybest set Messias. Jesus er kulminationen på det afkom, til hvem løfterne er givet. Vi, som er kristne, er døbt til Kristus, vi er ét med Kristus, derfor, når Kristus er Abrahams afkom, så er vi det også (Galaterbrevet 3,27-29). Gud siger til Abraham i 1. Mos. 15,5: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Så mange skal dine efterkommere blive”. I Romerbrevet 4, 16 fastslår Paulus, at Abraham er far til os alle. Derfor, hvad Gud lover Abraham, lover han os alle, både jøder og kristne.

Herren vil være folkets Gud:
Paulus’ ord i Romerbrevet 8, 38-39 giver os et indblik i, hvor stor en velsignelse dette løfte rummer. Gud vil aldrig trække sig tilbage fra os, han vil altid være vores Gud, og han har tilvejebragt en evig frelse i Jesus Kristus. Gud er trofast.

Folkets skal være et kongeligt præsteskab, et helligt folk:
Her har vi det almindelige præstedømme forkyndt. Igen en udvidelse af løftet. Det er ikke kun fra Levi-stamme og Arons slægt, at præster skal tages, menigheden skal være Guds hellige præsteskab.

Landet
Her gentager jeg argumentationen fra 3. lektion (Israels Vægter nr. 1, 2011).
I Romerbrevet 4,13 henviser Paulus til løftet givet til Abraham: ”Det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro”.
Paulus bruger ordet ’verden’, på græsk, Ny Testamentes grundsprog, står der ’kosmos’. Paulus peger på, at landløftet i sin endelige opfyldelse i Gudsriget sigter på verden underlagt Guds Søn, Jesus. Hos profeterne i Det gamle Testamente kommer denne sandhed mange gange til udtryk, fx Esajas 55, 3-5, hvor Gud siger, at Messias’ herredømme over folkene er et direkte resultat af løftet givet til kong David. I Salme 2,8 står der: ”Bed mig, og jeg giver dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Den, Gud her taler til, er kongen, Messias, Guds salvede, indsat på Zions bjerg i Jerusalem. Der kan ikke være tvivl om, at det er denne sammenhæng Paulus tænker på, når han siger, at Abraham skal arve verden.
Paulus ophæver selvfølgelig ikke hermed Guds løfte til det jødiske folk om konkret at give dem landet Israel til evig ejendom. Paulus ophæver ikke landløftet, han stadfæster det, for parallelt med løftet om verden er der hos profeterne løftet om, at Gud giver folket Israels land, fx Mika 5, 4: ”De (jøderne) skal bo trygt, for hans magt når til jordens ende”. Se også Zakarias 14, versene 4 og 9.
Vi er, som ikke-jøder, som kristne, medarvinger til dette vidunderlige løfte: Gudsrigets fulde oprettelse på vores jord: ”Hører I Kristus til, er I også (min understregning) Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte” (Galaterbrevet 3, 29).
Guds folk skal arve verden, underlagt Fredsfyrsten, Messias Jesus.

Menighedens åndelige bånd til Israel
Paulus omtaler den åndelige enhed mellem menigheden og Israel i Efeserbrevet 2, 11-13 og 3,6. I Romerbrevet 11, 16-24 bruger Paulus en metafor til at beskrive forholdet. Israel er det ædle oliventræ (Israel som et ædelt oliventræ er en kendt metafor fra Det gamle Testamente, f.eks. Jeremias 11,16 og Hoseas 14,7). Hedningerne, dvs. ikke-jøderne, er det vilde oliventræ.
Hver gang et menneske kommer til tro på Jesus, indpodes det frelseshistorisk set på det ædle oliventræ, som er Israel, og får del i oliventræets fede saft. Et oliventræs fede saft (Guds velsignelsesrige løfter) viser sig konkret i dets olivenholdige frugter. Et vildt oliventræ bærer derimod ingen frugt. Inden for rammerne af dette bibelstudium er der ikke plads til at gå i detaljer med Paulus’ Israel-syn, som han fremlægger det i Romerbrevet 9-11. Her skal følgende konklusioner blot pege på det åndelige bånd mellem menigheden og Israel:

Konklusioner
Der findes kun ét ædelt oliventræ, Israel, hvori menigheden er indpodet.
Det er ikke kun i begyndelsen, at menighedens udvælgelse er koblet til Abrahams. Paulus skriver Romerbrevet ca. år 55. Hvad der er sandt på hans tid, er det også i dag. Menigheden eksisterer i tilknytning til og i forlængelse af det, Gud har begyndt med det jødiske folk.
For at blive i Paulus’ billedsprog, så er det Israel, der frelseshistorisk bærer menigheden, fordi Israel er det oliventræ, Gud selv har plantet, og til hvem han har givet rige løfter, ”Det er ikke dig, der bærer roden, men roden der bærer dig”, skriver Paulus i Romerbrevet 11,18 og understreger, at det bør den kristne menighed huske på.
Frelseshistorisk set er Guds menighed grundet på Guds pagtstroskab mod Israel (Lukas-evangeliet 1, 54-55; 68-75; Romerbrevet 1, 1-4).
Derfor: Gud er med sin menighed, fordi han er med Israel.
Frelseshistorien er endnu ikke afsluttet (Romerbrevet 11, 25-26). Menighedens håb og Israels håb er det samme: Verdens forløsning (Zakarias 14,9; Apostlenes gerninger 3, 20-22).

 

Overvej
hvilke konsekvenser man som kristen må drage
af menighedens åndelige bånd
til Israel.

 

 

 

 
Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget , . Bogmærk permalinket.