Egypten og Israel

af Redaktør Christian Svendsen

To navne, som i Skriften er forbundet med hinanden på godt og ondt. Er Gud kun jøders Gud. Mon ikke også hedningers? (Rom.3,29)

Da patriarken Jakob var på vej tilbage til sit barndomshjem efter en årrække andetsteds, hvor han har vundet mange erfaringer, oplever han noget, som har stillet alt andet i skyggen. Han skal over et vandløb, der kaldes Jabboks vadested. Først bringer han alt sit gods over, derefter den store familie og tjenestefolkene. Jakob bliver alene tilbage, og her på grænsen til det forjættede land får han et møde med sine fædres Gud, som både mærker ham og udruster ham til den videre færd.
Han bliver aldrig mere den samme person. Han får et nyt navn. ”Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel” (1.Mos.32,28).
Det er første gang, vi hører dette navn nævnt. Siden har vi hørt det utallige gange, også i vor moderne tid. Da pionererne i 1947 skulle vedtage den erklæring, der blev til Uafhængighedserklæringen, så diskuterede de bravt, hvilket navn den nye stat skulle have. Det blev naturligt nok til ISRAEL.

Abraham var den første jøde, den første israeler, men det var betegnelser, der slet ikke fandtes på den tid. Landets indbyggere kaldte ham for en ’hebræer’. Det betyder ’ham, der kommer fra den anden side af floden’.
Nogle generationer senere kom så navnet Israel ind i billedet. Det skete her ved Jabboks vadested.

EGYPTEN har længe været aktuelt stof. Hele verden har fulgt med i, hvad der foregik i Kairo og i den øvrige del af Egypten. Som Bibellæsere må det også fange os, for af de nuværende stater i Mellemøsten er det kun Egypten, der som et betydelig rige nævnes i 1. Mosebog. De andre stater har nye navne: Persien er Iran, Libanon var ikke en stat, men et bjerg, Jordan var ikke en stat, men en flod, Babylonien er Irak, Syrien minder lidt om Assyrien, men er ikke helt det samme osv. Kun Egypten og Israel er ældgamle navne på stater, der stadig findes i dag. Og de har gentagne gange været hinanden til tugt eller trøst: ”Vide skal du, at dine efterkommere skal være trælle i Egypten i 400 år,” fik allerede Abraham at vide. Og da der blev hungersnød, var det hebræeren Josef, der fik kommandoen i hele Egypten.
For begge gælder det, at det profetiske ord er tvedelt. Der er domsord, men der er også forjættelser om en velsignet fremtid. Se f.eks. Esajas kap. 19. Der er strenge doms-ord, men sandelig også det modsatte.
Egypten havde givet jøderne hårde slag, men omvendt ville der komme en tid, hvor ’Judas land bliver Egypten en rædsel’, hvad der netop var tilfældet i Seksdageskrigen, men egypterne skal lære Herren at kende, og de vil rejse et alter for Herren midt i landet. Læs Es. 19,19-25.
Hele området fra Egypten til Assyrien gennem Israels land vil blive til velsignelse midt på jorden, som Hærskarers Herre velsigner med de ord:’Velsignet være Egypten, mit folk, og Assyrien, mine hænders værk, og Israel, min arvelod!’(19,25).

Vi skal holde ud i bøn for Israel, men husk også, at så højt elskede Gud verden, at Han gav sin eneste Søn for at hver den, der tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh.3,16).

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget , . Bogmærk permalinket.