af Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Fra Israels Vægter nr. 2, 2011

4. lektion: 
Pagternes form

I 3. lektion så vi, at der er en indholdsmæssig kontinuitet imellem de fire pagter: Abrahamspagten, Sinajpagten, Davidspagten og Den nye pagt. Det blev påvist ved at fokusere på to centrale løfter, nemlig at Herren vil være folkets Gud og løftet om landet Israel. Disse to løfter findes i alle fire pagter, for Herren er trofast over for sit ord for at opfylde det (Jeremias 1,11-12).
Jeg minder om, at formålet med dette studium af bibelsk pagtteologi er at begrunde det jødiske folks udvælgelse som Guds folk og deres forbindelse og legitime ret til landet Israel.
For yderligere at underbygge folkets og landets udvælgelse skal vi i denne lektion analysere pagterne ud fra en sproglig synsvinkel. Det er nemlig nødvendigt at inddele dem i to kategorier efter deres form. Med form mener jeg den sproglige udformning.

Guds pagter kan inddeles i to overordnede kategorier:
– betinget
– ubetinget

Betinget
Sinajpagten er betinget. Det kan vi se af ordet ’hvis’, sådan som der står i 2. Mosebog 19,5: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig”. Som vi allerede har set (lektion 2), er Sinajpagtens funktion at administrere folkets lydighed. Men det folk, der havde sagt: ”Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler”
(2. Mos. 24,7), brød pagten. Vi bliver derfor nødt til at stille spørgsmålet: Kan folkets ulydighed ophæve Guds trofasthed og vilje til at opfylde løfterne? Lad os blot foregribe svaret ved at læse Paulus’ besvarelse af dette spørgsmål i Romerbrevet 3, 3-4: ”Hvad så, når nogle af dem var troløse? Vil deres troløshed ophæve Guds trofasthed? Aldeles ikke!” På hvilket grundlag kan Paulus sige sådan? Det skal vi se på i det følgende.

Ubetinget
I vores læsning af Abrahamspagten og Davidspagten har vi ikke stødt på noget ’hvis’, disse pagters indhold er ubetingede løfter.
Hos profeten Mika står Abrahamspagten omtalt således: ”Du viser troskab mod Jakob og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage”. Og hos Esajas 55,3 omtales Davidspagten med følgende ord: ”Jeg vil slutte en evig pagt med jer og opfylde de urokkelige løfter til David” (prøv at læse disse henvisninger i den gamle bibeloversættelse fra 1931). For at få fat på dybden af disse ord, kan det være gavnligt at se på den hebraiske grundtekst.
Ordene ’trofasthed’ og ’urokkelige’ er det samme ord på hebraisk chesed. Ordet rummer flere betydninger: nåde, barmhjertighed, kærlighed, trofasthed. I den nye oversættelse fra 1992 har man valgt ’trofasthed’ (nemlig Guds trofasthed over for pagten), i den gamle oversættelse har man valgt ordet ’nåde’. Begge oversættelser er korrekte og viser, at løfterne til Abraham og David er suveræne. Guds gentagne, selvforpligtende løfter til Israel står ved magt, fordi de er ubetingede, evige og edsvorne, og kan altså ikke ophæves af folkets pagtbrud, for Gud er trofast og har al magt, som profeten Jeremias fik illustreret (Jer.1,11-12).

Abrahamspagten og Davidspagten er på en speciel måde nådepagter eller forjættelsens pagter, den sidste betegnelse bliver brugt i Efeserbrevet 2,12. Sinajpagten er derimod en lydighedspagt, men Sinajpagten har ikke forrang over for nådepagterne. Det er da også derfor Paulus i Romerbrevet 11,28 kan konstatere følgende: ”I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld, men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”. At størstedelen af det jødiske folk i dag ikke tror på Jesus som Messias og Frelser vil ikke sige, at de er forkastet af Gud (Rom. 11,1). Nådeløfterne til Abraham og David står ved magt. Så stor er Guds pagttroskab, som udspringer af hans kærlighed til det folk, han har udvalgt. (5. Mos. 7, 6-8; 3. Mos. 26, 44-45).

Den nye Pagt er ubetinget, den er en nådepagt, der bevirker lydighed mod Guds lov, da loven ved Ånden er i hjerterne. Den fortæller os, at Gud skal få sin vej med sit folk, nemlig når folket får et nyt hjerte og i tro modtager Guds løfter. Dette kan kun ske ved en ny fødsel, som Jesus belærte Nikodemus om (Johannesevangeliet 3, 3). Vi ved ud fra Skriften, at Gud vil udgyde sin Ånd over Israel (Ezekiel 36,27 og 37,11-14; Zakarias 12, 9-10).

Jesus og Den nye Pagt
Når Jesus bruger betegnelsen ny pagt, henviser han til Den nye Pagt hos Jeremias 31. Det er et meget betydningsfuldt øjeblik, da Jesus i forbindelse med det jødiske påskemåltid tager bægeret og siger: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer” (Luk. 22,20). Her knytter Jesus til ved ordene fra Jeremias 31,34: ”Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd”. Pagten fornyes i Jesu blod, der er pagtsblodet (2. Mos. 24,8; Matt. 26,28; Mark. 14,24). Jeg minder om hvad vi så i 3. lektion ang. betydningen af ordet ny, på hebraisk chadash. Ny pagt betyder ikke en radikal ny og anderledes pagt, men snarere en fornyelse og bekræftelse af den allerede eksisterende pagtsrelation mellem Gud og Israel.
Paulus understreger, at Den nye pagts velsignelser skal blive til virkelighed for hele Israel: ”Hele Israel skal frelses, som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jacob. Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort” (Rom. 11, 26-27). Derfor kan Paulus også skrive: ”Hvad jeg siger, er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne (jøderne) for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene, men hedningerne (det vil sige ikke-jøder) skal lovprise Gud for hans barmhjertighed” (Rom. 15, 8-9). Her udtrykker Paulus den kontinuitet, der må være i Guds frelsesplan, når Gud er den trofaste Gud. Jesus stadfæster forjættelserne til fædrene, Abraham. Isak og Jakob, og vi (dvs. ikke-jøder) skal prise Gud for hans barmhjertighed, at

vi ved Jesus har del i disse velsignelsesrige forjættelser. Hermed er emnet for 5. lektion introduceret. Menighedens medindlemmelse og medandel i Guds pagter med Israel, som vil blive bragt i næste nummer af bladet.

Følgende skema opsummerer denne lektions emne:

Overvej ud fra Guds pagter, hvad det jødiske folks eksistens i dag har at sige menigheden.

Overvej forbindelsen mellem Rom. 8, 1-4 og Den nye Pagt (Jer. 31, 31-37; Ez. 36, 27-29).