Af Eva Ravn Møenbak, lektor, formand for Dansk-Jødisk Venskab

Mogens Müller, professor i eksegese ved det teologiske fakultet, Københavns Universitet, svarer uden tøven ja til dette spørgsmål i sin kronik i Kristeligt Dagblad d. 1.12, 2014 med titlen: Staten Israel og Bibelen. Men hermed vælger Müller at se bort fra både de bibelske teksters eget budskab og en righoldig teologi på netop dette område. Stereotype udsagn som: ”I kristen tænkning, som den udfolder sig i Det Nye Testamente, er Israel som det udvalgte folk blevet erstattet af kirken” står på ingen måde uimodsagt. Hvis Müller ville anlægge en emic-tilgang til de bibelske tekster, ville han komme til et andet resultat angående Israels udvælgelse. Begrebet emic er, sammen med begrebet etic, et kendt begreb i religionsvidenskaben og vil sige, at man lader teksterne komme til orde, inden man lægger en teori ned over dem. Hvis Müller formåede at læse de nytestamentlige tekster set indefra, ville der tegne sig et andet billede af forholdet mellem kirken og Israel.

Müller tager apostlen Paulus til indtægt for sin påstand om, at det jødiske folk i Det nye testamente ”skrives ud af historien”. Det forholder sig lige omvendt. I Romerbrevets kapitler 9 – 11 fremlægger Paulus det, han betegner som et mysterium, en hemmelighed, og han formulerer dette mysterium gennem en dialektik. På den ene side benævner Paulus det Israel, som har sagt nej til Jesus, som værende ”ikke Israel”, ”ikke Abrahams børn, ”kødelige børn” og ”forhærdede”. Dvs. de har sagt nej til Jesus som Messias og frelser. På den anden side bliver netop det Israel, der afviser Jesus, betegnet som ”en del af Israel”, ”israelitter” og ”elskede af Gud”. Det er om denne del af Israel, der står uden for troen på Jesus, at Paulus fastslår: ”I forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Romerbrevet 11,28-30).

I sin ensidige forståelse af de bibelske tekster fortolker Müller Paulus’ replik i Apostlenes Gerninger(28,28) om, at hedningerne skal høre og modtage evangeliet, som et udtryk for at Israel er erstattet af kirken. Det kan man kalde en teologisk kortslutning, for at hedningerne modtager evangeliet, og Israel siger nej, er ikke det samme som, at Israel er afskrevet, det drejer sig derimod om opfyldelse af gammeltestamentlige profetier (Ap. Ger. 28,26-27). Hele Paulus’ anliggende er at fastholde Israel i udvælgelsen og dermed bekræfte Guds pagttroskab.

Konklusionen er, at Israels udvælgelse som Guds folk er intakt. En udvælgelse, som kirken er medarving til, men ikke enearving. Det jødiske folks teologiske legitimitet finder bred tilslutning i kristne kredse. Jeg vil blot afslutningsvis bringe følgende citater fra kirkelige erklæringer – dels katolsk, dels luthersk-evangelisk:

”Jøderne er den gamle pagts folk, en pagt som aldrig er blevet opsagt. Jøderne forbliver det udvalgte folk” (Noter om den rette måde at præsentere jøder og jødedom i prædiken og bibelundervisning, Vatikanet 1986). ”Gud har udvalgt Israel som sit folk. Denne udvælgelse er ikke ophørt, men bliver fornyet og stadfæstet i Det nye testamente. Israel erstattes ikke af kirken” (Den europæisk-lutherske kommission for Kirke og jødedom (LEKKJ), Holland 1990).