I går og i dag mindedes den jødiske nation sine faldne siden statens oprettelse i 1948. DJV var med til en bevægende ceremoni med Lone Soldier Centret, hvor mindet om unge familiemedlemer der har mistet deres liv i kamp blev holdt i live. Også livshistorier om faldne fra tidligere krige blev fortalt. På den måde tillægger samtiden vægt og værdi til de der ikke er blandt os mere. Israel har dags dato lidt 23.477 faldne i sin 68-årige eksistens. Et relativt lille tal i sammenligning med de 6 millioner der gik til på de få år Holocaust fandt sted. Men hvordan kan verden så tro andet end at Israel vil kæmpe med næb og klør for sit land og aldrig gå på kompromis med sin sikkerhed? Prisen for en selvstændig stat, dyrkøbt som den har været, er for intet at sammenligne med at være overladt til nationers vakkelvorne velvillighed.