
Læs og download bladet her.
Kære læsere af ’Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab’
Situationen i Israel er stadig dybt præget af den grufulde massakre på civile israelere udført af Hamas d. 7. oktober sidste år. Det er dette angreb, der er årsagen til den tragiske krig i Gaza. Terrororganisationen Hamas holder nu på 8. måned stadig over 100 israelske gidsler i Gaza. Årsagen til krigen i Gaza og gidslernes frygtelige situation samt alle de tusindvis af civile israelere, der er evakueret fra deres hjem i både syd og nord, glemmes ofte i medierne. I DJV vil vi gerne yde vores bidrag til, at Israel ikke skal stå alene i denne pressede og smertelige situation.
I dette nummer af ’Nyt fra Dansk-Jødisk Venskab’ bringer vi bl.a. et interview med Shay Shoham (s. 3-5), der står som repræsentant for den israelske befolkning, der er samlet i forsvaret af landet imod al terror.
Sideløbende med vores fokus på den tragiske situation fortsætter DJV’s sociale hjælpearbejde i Israel, der i dette nummer kommer til udtryk gennem en reportage fra AKI’s uddeling af madkuponer til Jerusalems fattigste befolkningsgrupper (s. 7) og Orr Shaloms indsats for uddannelseshjælp til udsatte børn og unge (s. 8-9).
På bagsiden af bladet finder I spændende og oplysende foredrag om Flere sider af Israel.
Derudover vil jeg gerne gøre opmærksom på Israel-mødet i juni-måned med Linda Møller.
Med ønsket om en god sommer sender jeg de bedste hilsner
Eva Ravn Møenbak, formand for Dansk-Jødisk Venskab
Israel-møde i Københavns Frikirke, den 18. juni, kl. 19.30
Filippavej 3, 1928 Frederiksberg
Linda Møller, bestyrelsesmedlem i Dansk-Jødisk Venskab, fortæller om sin rejse til Israel i maj måned og giver en opdatering på den aktuelle situation. Kom og få information, som medierne ikke bringer. Der vil være bøn for Israel: ”Bed for Jerusalems fred” (Salme 122,6).




